Prohibition

Prohibition betegner i amerikansk ret og kriminalhistorie den periode fra 1920 til 1933, hvor et nationalt forbud mod produktion, salg og transport af alkoholiske drikke var gældende i USA. Forbuddet havde hjemmel i den 18. forfatningsændring til den amerikanske forfatning, som trådte i kraft den 17. januar 1920, og blev suppleret af Volstead Act, der fastsatte de nærmere regler for håndhævelse.

Forbuddets tilblivelse var drevet af en årelang afholdenhedsbevægelse, der argumenterede for, at alkohol var roden til sociale problemer, kriminalitet og moralsk forfald. Da ændringen blev ratificeret, var forventningen, at et lovforbud ville skabe et mere ordentligt og fredeligt samfund. Virkeligheden udviklede sig imidlertid i en markant anden retning.

I stedet for at eliminere alkohol skabte Prohibition et enormt sort marked. Smugling af spiritus — kaldet bootlegging — blev en lukrativ forretning, og kriminelle organisationer voksede hurtigt til mægtige imperier, der kontrollerede produktion, distribution og salg af ulovlig alkohol. I byer som Chicago og New York blomstrede ulovlige barer, kaldet speakeasies, op i tusindvis, og korruption af politiet og lokale embedsmænd blev udbredt.

Det er i denne kontekst, at figurer som Alphonse Gabriel Capone — bedre kendt som Al Capone — opnåede deres berygtede status. Capone styrede store dele af Chicagos alkoholhandel og tjente formuer på at forsyne byens borgere med det, loven forbød dem. Voldelige opgør mellem konkurrerende bander om kontrollen med smuglerruterne prægede periodens kriminalhistorie og efterlod sig spor, som stadig kan følges på true crime-ture i både Chicago og New York.

Prohibition blev ophævet den 5. december 1933 med ratificeringen af den 21. forfatningsændring, som tilbagekaldte forbuddet. Perioden regnes i dag som et af de mest markante eksempler på, hvordan lovgivning kan skabe utilsigtede konsekvenser og fremme den kriminalitet, den søger at bekæmpe.