Prostitution

Prostitution er i dansk ret defineret som det forhold, at en person leverer en seksuel ydelse til en anden mod betaling eller løfte om betaling. Selve det at sælge seksuelle ydelser er ikke strafbart for den person, der sælger dem, og der eksisterer ingen selvstændig 'prostitutionsforbrydelse' i Straffeloven rettet mod sælgeren.

Straffeloven kriminaliserer derimod en række handlinger, der omgiver prostitution. Rufferi — at drive virksomhed med andres prostitution — straffes efter § 233 med fængsel indtil 4 år. Det er ligeledes strafbart at købe seksuelle ydelser fra personer under 18 år, uanset om den unge frivilligt har indgået i handlen.

Mest centralt i true crime-sammenhæng er Straffeloven § 262 a om menneskehandel, hvor prostitution udtrykkeligt er nævnt som et udnyttelsesformål. Bestemmelsen rammer den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller modtager en person med henblik på seksuel udnyttelse, herunder prostitution. Det er netop denne kobling — mellem organiseret kriminalitet, tvang og prostitution — der gør begrebet relevant i sager om menneskehandel, narkokarteller og dokumentarserier om sexindustrien.

I praksis opererer prostitution i et spændingsfelt mellem frivillighed og tvang. Aileen Wuornos, der solgte seksuelle ydelser på egen hånd, illustrerer den ene pol; ofre for menneskehandlere og kriminelle netværk, der holdes i prostitution under trusler og vold, illustrerer den anden. Retssystemet behandler disse situationer fundamentalt forskelligt, men begge betegnes juridisk som prostitution.

Den danske model adskiller sig fra eksempelvis den svenske, hvor køb af seksuelle ydelser er kriminaliseret for køberen, og fra den hollandske, hvor prostitution under visse betingelser er reguleret og lovlig erhvervsvirksomhed. Amsterdam-modellen er relevant baggrund for sager om vold mod prostituerede i nederlandsk kontekst.