psykiatrisk flugt

Psykiatrisk flugt betegner den situation, hvor en patient unddrager sig opholdet på et psykiatrisk sygehus eller afsnit ved at forlade stedet uden tilladelse. Begrebet er ikke en selvstændig, fast defineret kriminalretlig lovterm i dansk ret, men dækker i praksis over flere distinkte situationer, som dansk psykiatri og retspsykiatri skelner imellem.

I faglig og administrativ sammenhæng opereres der med tre hovedformer: rømning, som dækker over flugt fra et lukket afsnit; undvigelse, som anvendes om tilfælde, hvor en patient stikker af under ledsaget udgang; og udeblivelse, som betegner den situation, hvor en patient ikke vender tilbage efter uledsaget udgang. Disse distinktioner afspejler de forskellige grader af kontrol og frihedsindskrænkning, patienten har været underlagt.

Når en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient flygter, regulerer psykiatrilovens § 10 a muligheden for tilbageførsel: Overlægen kan beslutte, at patienten føres tilbage med politiets bistand, dog kun indtil en uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Det er denne bestemmelse, der udgør det primære juridiske grundlag for myndighedernes reaktion på en psykiatrisk flugt.

I true crime-sammenhæng — herunder som det bruges i artikler om konkrete sager — anvendes begrebet i en bredere, mere deskriptiv betydning: en psykiatrisk patient, der flygter fra et psykiatrisk sygehus eller afsnit, uanset den præcise juridiske klassifikation af flugten. Sager om psykiatrisk flugt får ofte opmærksomhed, når den flygtede patient efterfølgende er mistænkt for eller involveret i kriminelle handlinger, eller når flugten i sig selv har dramatiske omstændigheder.