retsvildfarelse

Retsvildfarelse er en vildfarelse om retlige forhold, hvor en person misforstår eller er uvidende om, at en bestemt handling er strafbar. Det adskiller sig fra faktisk vildfarelse, der vedrører misforståelse af de faktiske omstændigheder ved en handling — retsvildfarelse handler derimod om selve retsreglernes indhold og eksistens.

Hovedregel i dansk strafferet er, at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar. Dette princip, der ofte formuleres som ignorantia juris non excusat, hviler på den grundlæggende betragtning, at retssystemets funktionsevne ville undergraves, hvis enhver påstået uvidenhed om lovgivningen kunne bortfalde strafansvar.

Uanset denne hovedregel åbner Straffeloven § 82, nr. 4, for, at retsvildfarelse kan tillægges vægt som formildende omstændighed ved straffastsættelsen. I særligt undskyldelige tilfælde kan retsvildfarelse endda føre til strafbortfald, typisk hvor vildfarelsen har været undskyldelig og i god tro.

Vurderingen af, om en retsvildfarelse er undskyldelig, beror på en konkret afvejning. Relevante momenter inkluderer lovgivningens klarhed og tilgængelighed, om gerningsmanden har søgt juridisk rådgivning, samt om der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at fejltagelsen ikke burde være undgået. Jo mere uklar eller svært tilgængelig en retsregel er, desto større vægt kan vildfarelsen tillægges.

Retsvildfarelse optræder særligt i sager om kompleks erhvervslovgivning, skatteret og regulering, hvor borgere og virksomheder kan have vanskeligt ved at overskue reglernes rækkevidde. I sager om klassiske straffelovsforbrydelser som vold eller tyveri tillægges retsvildfarelse derimod sjældent betydning, da disse forbud anses for almindeligt kendte.