retsvildfarelser

Retsvildfarelse betegner en gerningspersons fejlagtige opfattelse af det retlige grundlag for en handlings lovlighed — det vil sige ukendskab til eller misforståelse af en retsregel, i modsætning til faktisk vildfarelse, som vedrører fejltagelser om de faktiske omstændigheder.

I dansk strafferet er det grundlæggende udgangspunkt, at retsvildfarelse ikke fritager for straf. Princippet hviler på den grundlæggende antagelse om, at borgere forventes at kende loven, og at det modsatte udgangspunkt ville undergrave retsordenens effektivitet og forudsigelighed.

Retsvildfarelse kan dog efter omstændighederne tillægges juridisk betydning. Efter straffelovens § 82, nr. 4, er det en formildende omstændighed, at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af de retsregler, handlingen er i strid med. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen efter § 83 helt bortfalde.

Vurderingen af, om en retsvildfarelse er undskyldelig, beror på en konkret helhedsbedømmelse. Relevante momenter er blandt andet retsreglens kompleksitet, om gerningspersonen har forsøgt at søge vejledning, og om der foreligger vildledende myndighedsinformation eller uklare retsforhold på det pågældende område.

Retsvildfarelse adskiller sig dermed fra faktisk vildfarelse, som kan udelukke forsæt og dermed strafansvar. Sondringen mellem de to vildfarelsesformer har derfor afgørende praktisk betydning i straffesager.