Nixons hemmelighed: Bankoverfaldet på 9 millioner dollar

Den 27. marts 1972 udfoldede der sig en af amerikanske kriminalhistories mest omtumultede heists. Professionel tyv Amil Dinsio fra Ohio stod i spidsen for et hold på seks personer, som målrettet brød ind i United California Bank i Laguna Niguel, Californien.

Holdet benyttede dynamit til at sprænge sig ind i bankens pengeskab — en dristig og teknisk krævende operation. De medbragte medlemmer var Amil Dinsios bror James, som var sprængningsekspert, svoger Charles Mulligan, der fungerede som chauffør og udkigsmand, samt Phil Christopher, Charles Broeckel og nevøen Harry Barber.

Et historisk røveri

Omfanget af røveriet dokumenteres forskelligt i kilder. Wikipedia angiver 9 millioner dollar i kontanter og værdipapirer — svarende til cirka 67,7 millioner dollar i 2024-værdier. Andre kilder citerer dog betydeligt større summer på 12 millioner, 30 millioner eller 12-30 millioner dollar. Den præcise bytte forbliver omtvistet.

Federal authorities lykkedes det at inddrive mellem 2-4 millioner dollar, hvilket betyder at størstedelen af byttet forblev forsvundet.

Forbindelse til højeste regeringskredse

Hvad der gjorde røveriet usædvanligt, var de påstande, som Dinsio senere fremsatte. Han hævdede angiveligt, at pengene ikke tilhørte banken, men var en »slush fund« — en hemmelig kassesamling — med forbindelse til præsident Richard Nixon, en påstand der ikke er bevist.

Ifølge Dinsios egen, udokumenterede beretning havde Jimmy Hoffa, den magtfulde leder af Teamsters Union, angiveligt givet tipet om banken. Dinsio påstod endvidere angiveligt, at en del af pengene stammede fra Hoffa som bidrag til Nixons valgkampagne — en påstand der ikke er verificeret.

Theorien var sensationel — og potentielt sprængfarlig under den politiske klima, hvor Watergate-skandalen begyndte at udvikle sig. Federale efterforskere modsagde dog klart påstanden om, at pengene tilhørte præsidenten.

Den største jagten siden Kennedy

Røveriet udløste den største FBI-jagten siden mordet på præsident John F. Kennedy. Agenternes intensive eftersøgning viste sagens alvorlighed — både for bankens skyld og for de nationale sikkerhedshensyn, som teorier om præsidentens involvering rejste.