Rudolf Pleil – 'Der Totmacher' fra Harz-regionen

Sagen kort

Rudolf Pleil er en af efterkrigstidens mest omtalte tyske seriemordere. I årene 1946 og 1947 opererede han i Harz-regionen i det nordlige Tyskland, i et kaotisk grænseområde mellem den britiske og den sovjetiske besættelseszone. Under dække af at hjælpe desperate flygtninge og andre personer med ulovligt at krydse den indre tyske grænse angreb han sine ofre – primært kvinder – og begik mord, voldtægt og røveri. Han er siden gået over i kriminalhistorien under tilnavnet 'Der Totmacher', på dansk: Dødsmageren.

Sagen er dokumenteret på engelsk Wikipedia og i tyske kilder, der begge beskriver Pleil som en mand, der udnyttede den lovløshed og det menneskelige fortvivlede behov for grænsepassage, som herskede i det sønderskudte og delte Tyskland umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

Forbrydelsen

Harz-regionen dannede i 1946–1947 en farlig naturlig grænse. Tusindvis af mennesker forsøgte at passere ulovligt fra den ene besættelseszone til den anden – drevne af nød, hunger og ønsket om at finde familie. Rudolf Pleil tilbød sig som vejviser og smugler i dette grænseområde. I stedet for at hjælpe sine klienter udnyttede han deres sårbarhed.

Pleil handlede ikke alene. Hans medskyldige, Karl Hoffmann og Konrad Schüßler, deltog i forbrydelserne. Gerningerne inkluderede mord, voldtægt og røveri, og ofrene var overvejende kvinder, der havde betroet sig til Pleil som vejviser. Blandt de retligt fastlagte ofre befandt sig også en mandlig handelsrejsende.

Under efterforskning og retssag hævdede Pleil selv at have dræbt 25 personer. Dette antal blev ikke fuldt bevist i retten, og Focus beskriver ham som en mand, der syntes at prale med omfanget af sine handlinger. KrimiNyt har valgt ikke at bringe ofrenes navne i denne artikel.

Efterforskning

Efterforskningens præcise forløb og hvilke myndigheder – britiske besættelsesmyndigheder, tyske politi eller begge – der i første omgang tog sagen op, fremgår ikke entydigt af de tilgængelige kilder, og KrimiNyt udelader derfor disse detaljer. Det er dog dokumenteret, at sagen endte med en grundig retslig behandling ved en tysk domstol, og at både Pleil og hans medskyldige blev retsforfulgte. Den kaotiske tilstand i besættelseszonetidens Tyskland, med adskilte jurisdiktioner og et delvist sammenbrud af civile institutioner, gjorde efterforskning af forbrydelser i grænseområderne særdeles vanskelig.

At sagen overhovedet nåede frem til en domfældelse, afspejler det gradvise genopbygningsarbejde i det vesttyske retssystem i de tidlige år efter krigen.

Retssag og dom

Rudolf Pleil, Karl Hoffmann og Konrad Schüßler blev retsforfulgt ved Landgericht Braunschweig (Schwurgericht). Den centrale dom i seriemordssagen blev afsagt den 17. november 1950. Rudolf Pleil og Karl Hoffmann blev begge idømt livsvarigt fængsel. Konrad Schüßlers dom fremgår ikke entydigt af de verificerede kilder og udelades derfor.

Retssagen tiltrak betydelig opmærksomhed. Den franske avis Le Monde dækkede sagen og beskrev i november 1950, hvordan Pleil forblev upåvirket, mens han redegjorde for sine forbrydelser – en adfærd, der bidrog til hans dystre eftermæle. Retssagen fandt sted i en tid, hvor Vesttyskland netop var ved at genetablere sine retslige institutioner, og hvor sager af denne karakter satte det nye retssystem på prøve.

Sagen i dag

Rudolf Pleil nåede aldrig at afsone sin dom til dens naturlige afslutning. Den 16. februar 1958 blev han fundet død i sit fængsel i Celle – han havde taget sit eget liv. Han var på daværende tidspunkt stadig fængslet og havde dermed siddet indespærret siden domfældelsen i 1950.

Sagen om 'Der Totmacher' er i dag primært af kriminalhistorisk interesse og indgår i den bredere dokumentation af de særlige kriminalitetsformer, som opstod i det kaotiske Europa umiddelbart efter Anden Verdenskrig – en periode præget af statssammenbrud, massebevægelse af flygtninge og svage retssystemer. Grænseeksploitationen som forbrydelsesmodus – det at lokke sårbare mennesker med løftet om hjælp og dernæst angribe dem – er dokumenteret i forbindelse med flere sager fra denne periode.

Sagen rejser fortsat spørgsmål om, hvad der skete med de ofre, hvis skæbne aldrig er blevet fuldt dokumenteret, og hvis pårørende muligvis aldrig fik klarhed over, hvad der overgik dem i Harz-regionens skovklædte grænseområder i de første efterkrigsår.