Mordet på Walter Sedlmayr – München 1990

Sagen kort

Sagen om mordet på Walter Sedlmayr er en af de mest omtalte kriminalsager i tysk efterkrigshistorie. Den bayerske folkeskuespiller, der var bredt elsket for sine roller i film og på teater, blev fundet dræbt i sin lejlighed på Elisabethstraße 5 i München-Schwabing den 15. juli 1990. Sagen førte til en langvarig efterforskning og endte med domfældelse af to mænd ved en indicieproces i München — en dom der siden blev stadfæstet af Tysklands øverste appeldomstol, Bundesgerichtshof.

Forbrydelsen

Da Walter Sedlmayr den 15. juli 1990 ikke lod høre fra sig som forventet, blev der slået alarm, og han blev fundet dræbt i sin lejlighed i den mondæne Schwabinger bydel i München. Omstændighederne vidnede om en voldsom gerning: Sedlmayr var blevet bundet, stukket med kniv og slået ihjel med en hammer. Drabet bar præg af at have været planlagt og udført med betydelig brutalitet.

Nyheden om hans død rystede Bayern. Walter Sedlmayr var ikke blot en scenepersonlighed — han var en folkelig institution, hvis ansigt og stemme var kendt i hele det tysktalende område. Reaktionerne i medierne og offentligheden var derefter.

Efterforskning

Bayersk politi indledte straks en omfattende efterforskning. Sagen viste sig at være kompleks, og det tog myndighederne næsten et år at nå frem til konkrete sigtelser. Den 21. maj 1991 blev Wolfgang Werlé og hans halvbror Manfred Lauber anholdt og sigtet for drabet.

Efterforskningens grundlag var i høj grad indicier — direkte fysiske beviser for selve gerningsøjeblikket forelå ikke i et omfang, der i sig selv var tilstrækkeligt til domfældelse. Anklagemyndigheden byggede derfor en sag op på et sammenhængende netværk af omstændigheder, vidneudsagn og øvrige spor, der tilsammen pegede entydigt på de to mænd. Denne fremgangsmåde lagde grunden til, at sagen i München skulle føres som en såkaldt indicieproces — en retlig procedure der er anerkendt i tysk ret, når direkte bevis ikke foreligger, men indicierne er tilstrækkelig stærke og entydige.

Retssag og dom

Ved Landgericht München — den kompetente byret i München — blev Wolfgang Werlé og Manfred Lauber begge idømt livsvarigt fængsel for drabet på Walter Sedlmayr. I Werlés tilfælde fastslog retten desuden såkaldt besondere Schwere der Schuld — en særlig grov grad af skyld — hvilket efter tysk ret har direkte betydning for muligheden for prøveløsladelse og tidspunktet herfor.

Begge tiltalte ankede dommen, men uden held. Bundesgerichtshof, Tysklands øverste civile og strafferetlige appeldomstol, stadfæstede dommen den 24. juli 1993. Dermed var Werlés og Laubers skyld endeligt fastslået i to instanser.

Sagen er et lærebogeksempel på den tyske indicieproces og er siden blevet analyseret og omtalt i juridiske og kriminologiske sammenhænge i en række europæiske lande — ikke mindst fordi den rejste spørgsmål om bevisbedømmelse og den rettergangsmæssige standard for domfældelse uden direkte gerningsbeviser.

Sagen i dag

Trods de livslange domme blev begge gerningsmænd løsladt efter at have afsonet en del af straffen. Wolfgang Werlé blev løsladt i 2007, og Manfred Lauber fulgte efter i 2008. Løsladelserne skete i overensstemmelse med de tyske regler om prøveløsladelse ved livstidsstraffe, hvor retten tager stilling til, om fortsat frihedsberøvelse er proportional og nødvendig.

Werlés løsladelse fik imidlertid efterfølgende international opmærksomhed af en anden årsag: Sagen dannede baggrund for en principiel retslig diskussion i Tyskland om retten til at blive glemt på internettet — et spørgsmål der siden har haft vidtrækkende betydning for europæisk databeskyttelsesret og pressefrihedsdebatten.

Walter Sedlmayr er fortsat en del af den bayerske kulturarv og mindes som en enestående skikkelse i tysk teater- og filmhistorie. Sagen om hans død er indgående beskrevet i tyske og internationale medier og på Wikipedia og betragtes i dag som én af efterkrigstidens mest markante tyske kriminalsager.