Selvmord eller drab

Betegnelsen 'selvmord eller drab' dækker over den retlige og efterforskningsmæssige udfordring med at fastslå, om en persons død skyldes en selvforvoldt handling eller en strafbar drabshandling begået af en anden. I dansk strafferet er der ikke tale om en samlet juridisk kategori, men distinktionen er afgørende for, hvilke straffebestemmelser der eventuelt finder anvendelse.

Forsøg på selvmord er ikke strafbart i Danmark. Den person, der forsøger at tage sit eget liv, kan derfor ikke retsforfølges for sin handling.

Det strafbare element opstår derimod, hvis en anden person medvirker til, at nogen berøver sig selv livet. Straffeloven § 240 fastslår, at medvirken til selvmord kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 3 år. Bestemmelsen rammer altså hjælperen — ikke den selvmordstruede — og udgør en særregel om hjælperens strafansvar.

I praksis opstår den juridiske og efterforskningsmæssige sondring navnlig i tilfælde, hvor omstændighederne ved en persons død er uklare. Politiet og retsmedicinere må da vurdere, om døden er selvforvoldt, om der foreligger medvirken efter § 240, eller om der er tale om drab efter straffelovens § 237, som straffes med fængsel fra 5 år og op til livstid.

Skellet er ikke blot akademisk: en fejlagtig klassifikation kan betyde, at en drabsmand går fri, eller omvendt at en pårørende uretmæssigt sigtes for medvirken til selvmord. Efterforskningen af sådanne sager trækker derfor typisk på retsmedicinske obduktioner, tekniske undersøgelser af gerningsstedet samt vidneforklaringer for at fastslå dødsårsagen med tilstrækkelig sikkerhed.