sigtelse

En sigtelse er en formel procesretlig meddelelse fra politiet eller anklagemyndigheden om, at efterforskningen er rettet mod en bestemt person, der mistænkes for en konkret strafbar handling. Sigtelsen er ikke en afgørelse om skyld, men et processuelt skridt i straffesagen, der markerer overgangen fra generel efterforskning til en individuelt rettet mistanke.

For at en person kan sigtes, kræves der en begrundet mistanke — det vil sige, at der skal foreligge konkrete omstændigheder, som giver rimelig grund til at antage, at den pågældende har begået den strafbare handling. Mistankens styrke skal altså overstige en løs formodning, men der kræves ikke det samme bevisniveau som ved en domfældelse.

Sigtelsen indebærer en række vigtige retssikkerhedsgarantier. Den sigtede har bl.a. ret til at lade sig bistå af en forsvarer, ret til at nægte at udtale sig og ret til at blive gjort bekendt med sigtelsens indhold. Disse rettigheder følger af retsplejeloven og skal sikre, at den sigtede kan varetage sine interesser under efterforskningen.

Dansk ret indeholder ikke én samlet lovdefinition af sigtelsesbegrebet, men det anvendes konsekvent i retsplejeloven og er uddybet gennem retspraksis og juridisk teori. Anklagemyndigheden er i den forbindelse forpligtet til løbende at påse, at forfølgning af personer, der ikke er strafskyldige, ikke finder sted.

En sigtelse kan falde bort, hvis efterforskningen ikke fører til tilstrækkelige beviser, og sagen i så fald opgives. Fører efterforskningen derimod frem til tilstrækkelig bevisførelse, kan sigtelsen munde ud i en tiltale, hvorefter sagen behandles ved domstolene.