skarpladt våben

Et skarpladt våben betegner i dansk retspraksis et skydevåben, hvori der er lagt ammunition i kammer eller magasin, således at våbnet er umiddelbart skudklart. Begrebet er ikke selvstændigt lovdefineret i dansk ret, men anvendes konsekvent i anklageskrifter, domme og politifaglig terminologi som en præcisering af våbnets tilstand og dermed den konkrete faregrad.

Den strafferetlige betydning af et skarpladt våben udfoldes primært i tilknytning til straffelovens § 192 a, der hjemler en skærpet straframme for den, som under særligt skærpende omstændigheder indfører, besidder, bærer eller anvender skydevåben. Bæring eller besiddelse af en skarpladt pistol eller et andet skarpladt skydevåben anses i domspraksis typisk for netop at udgøre sådanne særligt skærpende omstændigheder, da det signalerer et umiddelbart handleberedskab og dermed en forhøjet fare for omgivelserne.

Våbenlovens § 2 udgør grundlaget for de almindelige forbud mod og krav om tilladelse til skydevåben i Danmark. Når et skydevåben tillige er skarpladt, vil dette moment indgå som en skærpende omstændighed i den samlede strafudmåling og kan medvirke til, at sagen henføres under straffelovens strengere bestemmelse frem for en mildere overtrædelse af våbenloven alene.

I praksis ses begrebet hyppigt i sager om organiseret kriminalitet og bandemiljøer, hvor bæring af skarpladede skydevåben på offentlige steder behandles som en selvstændig og alvorlig lovovertrædelse. Domstolene lægger i sådanne sager vægt på, at et skarpladt våben uden videre kan bringes i anvendelse, hvilket adskiller det fra et ikke-ladt eller demonteret skydevåben og begrunder den strengere bedømmelse.