skeletfund

Et skeletfund er et fund af menneskelige knogler – helt eller delvist skeleterede – som myndighederne undersøger for at fastslå, om fundet har politimæssig interesse, eller om det er af arkæologisk og ikke-kriminel karakter. Sondringen er afgørende: er knoglerne gamle nok til at stamme fra en historisk eller forhistorisk person, ophører politiets efterforskningsforpligtelse normalt, og fundet overgår til arkæologisk behandling.

Når politiet modtager anmeldelse om et skeletfund, tilkaldes som regel en retsmediciner fra ét af de retsmedicinske institutter tilknyttet universitetssygehusene. Den retsmedicinske undersøgelse søger at bestemme køn, alder, legemshøjde og eventuelle sygdomstegn, samt at estimere, hvor lang tid der er forløbet siden døden. Disse oplysninger danner grundlag for vurderingen af, om der bør iværksættes en egentlig drabsefterforskning.

I historiske drabssager – herunder sager om lig fundet i sommerhuse, skove eller under gulve – er skeletfund ofte startpunktet for opklaringsarbejdet. Knoglerne kan bevare spor efter vold, såsom hakke- eller stikmærker, knuste kranier eller ligatur om hals og lemmer. Retsmedicinsk og retskemisk analyse kan i gunstige tilfælde suppleres med DNA-profilering og tandjournalsammenligninger med henblik på identifikation.

Identifikation af den afdøde er en forudsætning for at knytte et skeletfund til en konkret forsvunden person og dermed til en potentiel gerningsmand. I sager med meget gamle skeletfund kan identifikation være umulig, og sagen henligger uopklaret. Omvendt har moderne DNA-teknik i en række sager muliggjort identifikation af ofre, selv når knoglerne har ligget i årtier.

Begrebet 'skeletfund' er ikke defineret som et selvstændigt juridisk begreb i en konkret dansk lovbestemmelse, men håndteres processelt under de almindelige regler om efterforskning og ligsyn samt retsmedicinsk undersøgelse.