straffeforfølgelse

Straffeforfølgelse betegner den samlede retlige proces, hvorved en strafbar handling behandles af myndighederne med henblik på at træffe afgørelse om straf og øvrige retsfølger. Begrebet dækker således hele forløbet fra politiets efterforskning over anklagemyndighedens tiltalerejsning til domstolenes endelige afgørelse i sagen.

I dansk ret anvendes udtrykket blandt andet i Straffelovens § 10, som fastslår, at når en handling retsforfølges her i landet, skal afgørelsen om såvel straf som andre retsfølger af handlingen træffes efter dansk lovgivning. Bestemmelsen er en strafferetlig lovvalgsregel: sager, der retsforfølges i Danmark, afgøres efter dansk lov.

Straffeforfølgelse forudsætter som udgangspunkt, at der er begrundet mistanke om, at en strafbar handling er begået. Det er anklagemyndigheden — i Danmark repræsenteret ved politiet og statsadvokaterne under Rigsadvokaten — der har kompetencen til at beslutte, om en straffeforfølgelse skal indledes eller opgives.

Et centralt princip i dansk strafferet er opportunitetsprincippet, hvorefter anklagemyndigheden under visse betingelser kan undlade at rejse tiltale, selv om der er tilstrækkelig bevis for en strafbar handling. Dette adskiller sig fra legalitetsprincippet, der forpligter til obligatorisk forfølgelse. Straffeforfølgelse kan desuden afskæres ved forældelse, benådning eller som følge af ne bis in idem-princippet, der forbyder dobbelt strafforfølgelse for samme forhold.