Straffelovens § 237

Straffelovens § 237 er den danske strafferetlige bestemmelse om manddrab og lyder: 'Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.' Bestemmelsen er placeret i straffelovens kapitel om forbrydelser mod liv og legeme og udgør hjørnestenen i det strafferetlige værn om menneskelivet.

Den juridiske kerne i § 237 er kravet om forsæt — gerningspersonen skal have haft til hensigt at dræbe offeret, eller i hvert fald have indset dødsfølgen som en sikker eller overvejende sandsynlig konsekvens af sin handling. Uden forsæt vil forholdet i stedet kunne henføres under andre bestemmelser, eksempelvis uagtsomt manddrab.

Strafferammen er bred og strækker sig fra et minimum på 5 års fængsel til livstid. Denne spændvidde giver domstolene mulighed for at graduere straffen ud fra sagens konkrete omstændigheder, herunder om drabet er begået med særlig grusomhed, forudgående planlægning eller over for særligt sårbare ofre.

I praksis er den faktisk idømte straf i sager om manddrab typisk betydeligt højere end minimumsstraffen. Domstolene lægger vægt på en række skærpende og formildende omstændigheder ved straffastsættelsen, herunder gerningsmandens motiv, fremgangsmåden ved drabet og offerets relation til gerningspersonen.

Livstidsstraffen er den strengeste sanktion i dansk strafferet og anvendes i de mest alvorlige tilfælde af manddrab, eksempelvis seriedrab eller drab begået under særligt skærpende omstændigheder. En livstidsdom indebærer ikke nødvendigvis, at den dømte tilbringer hele sit resterende liv i fængsel, idet prøveløsladelse kan komme på tale efter et lovbestemt tidsforløb.