strafudmåling

Strafudmåling er den juridiske proces, hvor retten fastlægger den konkrete straf — dens art, længde eller størrelse — for en begået lovovertrædelse inden for den strafferamme, loven foreskriver. Det er altså ikke en selvstændig strafform, men selve domstolens afgørelse af, hvilken straf der skal idømmes i det enkelte tilfælde.

De almindelige regler om strafudmåling findes i straffelovens §§ 80-82. Den centrale bestemmelse er § 80, som angiver, hvilke hensyn retten skal inddrage ved fastsættelsen. Straffen skal stå i et rimeligt forhold til lovovertrædelsens grovhed og de konkrete omstændigheder i sagen.

Ved strafudmålingen indgår en afvejning af skærpende og formildende omstændigheder. Skærpende omstændigheder kan eksempelvis være gentagelse, særlig planlægning eller et sårbart offer. Formildende omstændigheder kan være tilståelse, ung alder eller særlige personlige forhold hos gerningsmanden.

Domstolen har inden for lovens rammer et vist skøn, men er bundet af de principper og hensyn, straffeloven opstiller. I praksis udvikles der gennem retspraksis normer for strafniveauet på bestemte lovovertrædelsestyper, som domstolene forholder sig til for at sikre ensartethed og forudsigelighed i straffastsættelsen.