Täterprofilierung

Täterprofilierung er i tysk politipraksis betegnelsen for en kriminalanalytisk metode, hvor efterforskere ud fra tilgængelige spor, gerningsmønster og øvrige sagsoplysninger udleder et tænkbart profilbillede af en endnu ukendt gerningsmand. Metoden hører hjemme i tysk ret og politimæssig praksis og må ikke forveksles med tilsvarende begreber i dansk ret.

Bundeskriminalamt (BKA) beskriver Täterprofilierung som et fallanalytisk hjælpeværktøj, der skal støtte efterforskningen ved at indsnævre kredsen af mulige gerningsmænd. Det er altså ikke en selvstændig afgørelsesform eller en bevisregel, men en struktureret hypotese om sandsynlige karakteristika hos gerningsmanden — herunder køn, alder, adfærdsmønstre og livssituation.

I modsætning til populærkulturelle forestillinger om 'profilere' bruger tyske politimyndigheder ifølge BKA ikke den officielle betegnelse 'Profiler' om de analytikere, der udfører arbejdet. Metoden udøves i stedet som en del af den bredere kriminalanalyse og sagsgennemgang, typisk i alvorlige sager som drab eller seksualforbrydelser.

I de artikler på Krimidex, hvor begrebet optræder — herunder sagerne om Markus Fehre, Rouven Laur og Dr. Johannes M. — refererer Täterprofilierung til det arbejde, efterforskere og kriminalanalytikere udførte for at indkredse en mistænkt på baggrund af gerningsstedets beskaffenhed, ofrets relationer og gerningsmandenes adfærdsprofil. Profilbilledet fungerede her som en operativ arbejdshypotese, der kunne justeres i takt med nye oplysninger.

Der eksisterer ingen specifik lovbestemmelse i tysk ret, der regulerer Täterprofilierung som et selvstændigt retligt institut. Metoden har derfor karakter af kriminalteknisk og fallanalytisk praksis frem for et lovbundet efterforskningsskridt.