tillidsmisbrug

Tillidsmisbrug betegner den handling, at en person udnytter en andens tillid — typisk opbygget gennem en nær relation, en arbejdssammenhæng eller et omsorgsforhold — til at skaffe sig selv eller andre en uberettiget fordel eller påføre offeret et tab. Begrebet er ikke en selvstændig, fast lovbetegnelse i dansk strafferet, men bruges i praksis som en beskrivende kategori for en særligt graverende form for bedrageri eller mandatsvig, hvor det netop er tillidsforholdet, der muliggør og forværrer krænkelsen.

I sager som dem, Krimidex dækker, drejer det sig ofte om situationer, hvor gerningspersonen har haft legitim adgang til offerets hjem, økonomi eller personlige oplysninger — fx som arbejdsgiver, hjælper eller husstandsmedlem. Det er denne adgang, som offeret frivilligt har givet, der vendes imod dem. Offeret har sjældent anledning til at mistænke noget, netop fordi relationen hviler på tillid.

Et klassisk eksempel er en person, der hyrer rengøringshjælp og derved giver adgangen til hjemmet, men siden udnytter sit kendskab til hjælperens situation, betalingsoplysninger eller tillid til at bedrage vedkommende økonomisk. Magtforholdet er her vendt om: det er den, der tilsyneladende modtager en tjeneste, som bliver gerningsperson.

Den nærmeste konkrete straffebestemmelse i dansk ret er straffelovens § 280 om mandatsvig, som rammer den, der er betroet at handle på en andens vegne og misbruger denne beføjelse til at forvolde økonomisk skade. I bredere forstand kan tillidsmisbrug også falde ind under bedrageriparagrafferne, afhængigt af sagens konkrete omstændigheder.

Tillidsmisbrug anses i praksis som en skærpende omstændighed, fordi gerningspersonen bevidst har søgt eller bevaret et tillidsforhold med henblik på at udnytte det. Det gør krænkelsen mere systematisk og ofrets situation mere sårbar end ved et almindeligt tilfældigt bedrageri.