udvisningsdom

En udvisningsdom er en domstolsafgørelse efter udlændingeloven, hvorved en udlænding udvises af Danmark som strafretlig retsfølge af begået kriminalitet, og hvortil der knyttes et indrejseforbud af en nærmere fastsat varighed. Udvisningen er ikke i sig selv en frihedsstraf, men medfører, at den pågældendes opholdsret bortfalder, og at vedkommende er forbudt at indrejse i Danmark i den periode, indrejseforbuddet gælder.

Reglerne om udvisning ved dom fremgår primært af udlændingelovens §§ 22-24, der fastlægger, under hvilke betingelser udvisning kan eller skal idømmes afhængigt af lovovertrædelsens grovhed og udlændingens opholdsstatus og opholdets varighed i Danmark. § 26 indeholder en proportionalitetsafvejning, hvorefter retten skal vurdere, om udvisning vil være i strid med internationale forpligtelser eller åbenbart urimeligt, navnlig under hensyn til udlændingens tilknytning til Danmark.

Retten kan idømme udvisning betinget eller ubetinget. Ved ubetinget udvisning skal den pågældende forlade landet, typisk efter endt afsoning af en eventuel frihedsstraf. Indrejseforbuddet fastsættes for en bestemt periode eller som permanent, afhængigt af kriminalitetens karakter og gerningspersonens tilknytning til Danmark.

Udvisningsdommen afsiges af den almindelige straffedomstol som led i straffesagen og er dermed en integreret del af dommens retsfølger. Afgørelsen kan ankes på samme måde som øvrige dele af straffedomme. Udvisning ved dom adskiller sig fra administrativ udvisning, der besluttes af udlændingemyndighederne uden om domstolene.