usædvanligt forsvar

Et usædvanligt forsvar er en journalistisk betegnelse for en forsvarsstrategi i en straffesag, der bryder med de gængse forklaringer — nødværge, alibi eller manglende beviser — og i stedet hviler på en usædvanlig påstand om tiltaltes tilstand: at handlingen skete i søvne, i en dissociativ tilstand, under hypnose eller som følge af en sjælden medicinsk tilstand. Begrebet er ikke juridisk, men beskriver, hvordan sagen opleves udefra.

I sager som den, hvor en teenager blev dømt for drabet på sin søster efter at have påstået søvngængeri, er det usædvanlige forsvar sagens dramatiske kerne: Retten skal tage stilling til, om en tilstand, som de færreste kender fra retssalen, reelt forelå på gerningstidspunktet — eller om den er en efterrationalisering.

I dansk ret findes der ingen særlig regel for usædvanlige forsvar. Påstande om søvngængeri, sexsomnia eller dissociation bedømmes efter straffelovens § 16 om utilregnelighed: Var tiltalte på gerningstiden utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, straffes vedkommende ikke, men kan i stedet idømmes en foranstaltning som dom til behandling. Retten støtter sig her på en mentalundersøgelse og typisk på en udtalelse fra Retslægerådet.

Usædvanlige forsvar lykkes sjældent, fordi de står og falder med den sagkyndige vurdering af tiltaltes tilstand. Et kendt internationalt eksempel er den canadiske Kenneth Parks-sag, hvor en mand i 1988 blev frifundet for drabet på sin svigermor, fordi retten fandt det bevist, at han gik i søvne — en afgørelse, Canadas højesteret stadfæstede i 1992.