Utilregnelighed

Utilregnelighed er i dansk strafferet den tilstand, hvor en person på tidspunktet for en lovovertrædelse var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der må ligestilles hermed, og derfor som udgangspunkt ikke kan straffes. Bestemmelsen finder sin hjemmel i straffelovens § 16, stk. 1, og er et grundlæggende princip i dansk strafferet, idet strafansvar forudsætter, at gerningsmanden var i stand til at forstå og kontrollere sine handlinger.

Vurderingen af utilregnelighed er altid knyttet til gerningstidspunktet og ikke til personens tilstand på andre tidspunkter, eksempelvis under efterforskning eller retssag. Det er domstolene, der træffer den endelige afgørelse, typisk på baggrund af en retspsykiatrisk mentalundersøgelse foretaget af sagkyndige.

Bestemmelsen i § 16, stk. 1 omfatter ud over sindssygdom også personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede i højere grad. Disse grupper ligestilles retligt med sindssyge i relation til strafansvaret.

En særlig undtagelse gælder, hvis utilregneligheden skyldes selvforskyldt beruselse ved alkohol eller andre rusmidler. I sådanne tilfælde kan straf fortsat pålægges, når særlige omstændigheder taler herfor, da frivillig rus som udgangspunkt ikke fritager for strafansvar.

Selvom en utilregnelig person ikke idømmes straf, kan vedkommende undergives andre retlige foranstaltninger, herunder anbringelse på psykiatrisk institution, hvis hensynet til retssikkerheden og samfundsbeskyttelsen tilsiger det. Utilregnelighed udelukker således straf, men ikke nødvendigvis alle former for retlig reaktion.