våbenbrugelse

Våbenbrugelse betegner i dansk ret den faktiske anvendelse af et våben i forbindelse med en strafbar handling eller som led i en overtrædelse af våbenlovgivningen. Begrebet er ikke et fast, kodificeret juridisk term i den danske strafferets terminologi — i praksis anvendes formuleringer som 'brug af våben' eller 'anvendelse af våben' i lovtekster og domspraksis.

Våbenloven regulerer en bred vifte af handlinger knyttet til våben, herunder indførsel, udførsel, transport, erhvervelse, overdragelse, besiddelse, bæring og anvendelse. Det er særligt den egentlige anvendelse af et våben under skærpende omstændigheder, der kan udløse strafansvar efter lovens bestemmelser.

Den centrale straffebestemmelse i relation til ulovlig våbenbrugelse findes i våbenlovens § 10, som straffer overtrædelser af loven med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år; de groveste tilfælde med skydevåben straffes efter straffelovens § 192 a. Strafansvaret kan skærpes, hvis våben er anvendt i forbindelse med anden kriminalitet, eksempelvis vold eller røveri, hvor våbenets tilstedeværelse eller brug indgår som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen.

I strafferetlig praksis vil brug af våben under en strafbar handling således typisk behandles i sammenhæng med den primære forbrydelse — eksempelvis straffelovens bestemmelser om vold eller røveri — og samtidig udgøre en selvstændig overtrædelse af våbenloven, hvilket kan medføre kumulation af straffe.