vidneforklaring

Vidneforklaring er en persons erklæring om faktiske forhold, afgivet under ed eller løfte i forbindelse med en retssag, høring eller anden juridisk procedure. Forklaringen gives typisk mundtligt for en dommer eller jury, men kan i visse tilfælde også afgives skriftligt eller optages på video. Vidnet har pligt til at tale sandt og kan straffes for at afgive falsk forklaring.

I dansk ret er vidneforklaringens rammer reguleret i retsplejeloven, som fastlægger regler for afhøring af vidner, vidnepligt og vidnefritagelse. Før en forklaring afgives, skal vidnet normalt afgive ed eller erklæring om at ville forklare sig sandfærdigt. Børn under 15 år afgiver forklaring uden ed. Vidnet afhøres først af den part, der har indkaldt vedkommende, hvorefter modparten har ret til at stille spørgsmål i krydsforhør.

Vidneforklaringen skal vedrøre konkrete iagttagelser og oplevelser, ikke personlige vurderinger eller rygter, medmindre disse undtagelsesvis er relevante for sagen. Retten kan afvise spørgsmål, der er uden betydning for sagen, eller som er krænkende. Visse persongrupper har ret til at nægte at vidne, herunder den tiltaltes nærmeste familie, og visse faggrupper har tavshedspligt, som kan begrænse deres vidnepligt.

Afgivelse af falsk vidneforklaring er strafbart efter straffelovens bestemmelser om falsk forklaring for retten. I amerikansk ret er den tilsvarende forbrydelse perjury, reguleret i 18 U.S.C. § 1621, som straffer enhver, der bevidst afgiver falsk forklaring om væsentlige forhold under ed i en føderal procedure. Straffen afspejler, at vidneforklaringers troværdighed er fundamental for retssystemets funktion.