vidneforklaringer

En vidneforklaring er en persons mundtlige beretning afgivet for retten i forbindelse med behandlingen af en civil- eller straffesag. Forklaringen udgør et centralt bevismiddel og afgives som udgangspunkt direkte for den ret, der behandler sagen, så dommere og eventuelle nævninge selv kan vurdere vidnets troværdighed og udsagnets indhold.

Som udgangspunkt har enhver pligt til at afgive forklaring som vidne, når vedkommende indkaldes hertil. Denne vidnepligt fremgår af retsplejelovens § 168 og er udtryk for det grundlæggende princip om, at samfundet har en legitim interesse i, at relevante oplysninger fremkommer under en retssag. Pligten gælder uanset om vidnet ønsker at forklare sig eller ej.

Vidneforklaringen afgives som udgangspunkt for den ret, der behandler sagen, men retten kan bestemme, at et vidne forklarer via videolink (retsplejelovens § 174). Inden forklaringen afgives, skal vidnet formanes til at tale sandhed og gøres bekendt med konsekvenserne af at afgive urigtige oplysninger.

Afgivelse af falsk forklaring for retten er strafbart efter straffelovens bestemmelser om falsk forklaring. Dette gælder uanset om den falske forklaring er givet til fordel for eller imod en part i sagen. Strafansvaret understreger den særlige tillid og vægt, der tillægges vidneforklaringer som bevismiddel.

Der findes visse undtagelser til vidnepligten. Eksempelvis kan nærmeste pårørende til en tiltalt i en straffesag have ret til at nægte at afgive forklaring, ligesom visse faggrupper — herunder præster, læger og advokater — kan have tavshedspligt, der begrænser deres forklaringspligt.