vidneudsagn

Et vidneudsagn er den mundtlige forklaring, et vidne afgiver for retten om hændelser eller omstændigheder, som vedkommende selv har iagttaget eller oplevet. Det er ikke en selvstændig lovdefineret term i straffeloven, men forstås og reguleres inden for retsplejelovens regler om vidner, særligt § 168, som fastslår, at enhver som udgangspunkt har pligt til at afgive forklaring som vidne for retten.

Vidnet har under forklaringen pligt til at tale sandt og må alene forklare om det, vedkommende faktisk husker og selv har erfaret. Det er således ikke tilladt at gætte, spekulere eller videreformidle andres oplevelser som sit eget vidnesbyrd. Denne afgrænsning er central for vidneudsagnets bevisværdi.

Afgives et vidneudsagn, er vidnet bundet af sandhedspligten. Afgiver vidnet bevidst urigtige oplysninger for retten, kan det straffes for falsk forklaring efter straffelovens §§ 158 ff. Sanktionen retter sig altså ikke mod vidneudsagnet som begreb, men mod den uretmæssige udnyttelse af det.

I strafferetsplejen vurderer retten frit bevismaterialet, herunder vidneudsagn, og tillægger disse vægt i forhold til vidnets troværdighed, hukommelse og mulighed for at iagttage det pågældende forhold. Et vidneudsagn kan dermed have afgørende betydning for sagens udfald og indgår altid i rettens samlede bevisvurdering.

I true crime-sammenhæng er vidneudsagn ofte et omdiskuteret element, da forskning viser, at øjenvidneforklaringer kan være påvirket af stress, tidspres og efterfølgende information.