En film, der tester grænserne for, hvad vi kan udholde
Den tyske filmskaber Fatih Akin bragte én af Tysklands værste seriemordforsager til biograflærredet, da "Der Goldene Handschuh" havde premiere ved Filmfestspillene i Venedig 23. oktober 2019. Filmen fulgte på dansk en dag efter på tysk og mødte øjeblikkelig massiv modstand og diskussion.
Baseret på Heinz Strunks roman fra 2016 fortæller Akin historien om Fritz Honka, der mellem 1971 og 1974 myrdede mindst fire kvinder i sin lille lejlighed på Zeißstraße 74 i St. Pauli. Akin valgte en ubarmhjertig tilgang: ingen forskønnelse, ingen kunstnerisk distance, ingen følelsesmæssig buffer.
"Jeg ville ikke forskønne, men vise helvede, som det var," forklarede Akin ved pressekonferencen i Venedig. Resultatet var en film, som pressede selv de hårdest sejrede filmkritikere til deres grænser.
Jonas Dassler bliver hamburgmorder
Filmens hjertestykke er Jonas Dasslers metamorfose til den alkoholdependente morder. Maskeørerne Maike Heinlein og Lisa Edelmann brugte dagligt mange timer på protesemateriale, hudfarving og spesielle kontaktlinser for at forvande Dassler til den lille, skadet mand med deformeret kranium, som Honka var. Resultatet var så ubarmhjertigt realistisk, at journalister kaldte masken "skræmmende autentisk".
Udover Dassler imponerede Marc Hosemann, Oreste Camillo, Katja Danowski og Martina Eitner-Acheampong som de øvrige karakterer. Kneipen "Zum Goldenen Handschuh", Honkas stamsted, blev rekonstrueret i detalje – et sted præget af fattigdom, alkoholisme og desperation.
Priser trods kontrovers
Den tysk filmprisbedømmelse 2020 hyldede Akins arbejde med tre vigtige anerkendelser: bedste instruktion, bedste klip og bedste lyd. Juryen anerkendte det håndværksmæssige mesterskab, selvom den offentlige debat forblev spaltet.
Internationalt modtog filmen blandede kritikker. På Rotten Tomatoes opnåede den 57 procent positive vurderinger ud af 51 kritikere, mens publikumsvurderingen lå på 64 procent. I Tyskland gav brugere på Filmstarts.de i gennemsnit 3,4 ud af 5 stjerner. Især blev Dasslers skuespillerpræstation rost, ligesom Akins visuelle konsekvens.
Debatten om god smag i true crime
Den Frankfurter Allgemeine Zeitung anklagede filmen for at glide ud i "pøbel-chok" uden at reflektere over den sensationshunger, som true crime ofte udnytter. Der Spiegel kaldte "Der Goldene Handschuh" "frastødende," men også "ærlig." Det centrale spørgsmål blev: Hvor går grænsen mellem nødvendig realisme og voyeuristisk vold?
Aldersgrænsen blev sat til 16 år – et valg, der viser, at ikke blev identificeret problematiske børnebeskyttelsesaspekter, selvom filmen er emotionelt påtrengende. Akin selv forsvarer sit tilgang: Han ville vise virkeligheden, som den var – uden filter, uden romantisering. Seriemordforsager i film bliver ofte esthetiseret; hans film skulle være det modsatte.
Det historiske tilfælde Fritz Honka
Fritz Heinrich Honka blev født 23. april 1938 i Østpreussen og voksede op under vanskelige omstændigheder. Som voksen levede han i Hamburg-St. Pauli i en 18 kvadratmeter stor lejlighed. Mellem 1971 og 1974 myrdede han fire kvinder: Anna Strumbke (52, 1971), Ingeborg Gerlich (41, 1972), Maria Struck (42, 1974) og Frieda Tack (63, 1974). Alle var prostituerede eller hjemløse kvinder fra Reeperbahn-området.
Honka parterede ligene i sin lejlighed og forsøgte at forbrænde dele af dem. Roddengennembrud førte 17. juli 1975 til opdagelsen af forbrydelserne. Hamburg-retten dømte ham 9. december 1976 til livstid for fire mord. Han døde 1998 i fængsel af lungekræft.
Konklusion: En film, som spalter
"Der Goldene Handschuh" er en film, som deler vandene. Den viser Hamburgs mørke side uden romantisering og stiller publikum over for spørgsmålet om, hvor meget virkelighed vi kan udholde på lærredet. Akins værk er ikke nem kost, men en vigtig bidrag til debatten om true crime på film – og om filmskaberes ansvar, når de behandler virkelige forbrydelser.
