Cui Bono

Fra radiodarling til konspirationsguru

Ken Jebsen var gennem det første årti af 2000'erne en af Berlins mest populære radioværter. Ved microfonen til »Radioeins — den gode morgen« på rbb Radioeins byggede han sig en loyal lytterbase med sit provokerende, løssluppen stil og progressive tilgang til radio. Men karrieren kollapsede pludselig 1. marts 2011, da rbb afskedigede ham efter antisemitiske bemærkninger på luften.

Afskedigelsen blev vendepunktet, der skulle transformere Jebsen fra moderne radioikonoklast til ekstremistvideo-producent. I stedet for at reflektere over sin adfærd kastede han sig ud i konspirationsteorier, der skulle forklare hans fald. Han konstruerede et narrativ, hvor etablerede medier, inklusive rbb, var del af en global sammensværgelse mod ham og »sandheden«.

KenFM blev megafon for konspirationerne

I 2012 lancerede Jebsen KenFM på YouTube og som podcast. Uden traditionel journalistiks kvalitetskontrol nåede han hurtigt hundredetusinder af tilhængere. Hans indhold blandede legitim systemkritik med vilde teorier, akademisk fagsprog med spekulationer uden hold i virkeligheden.

Podcastene og videoerne appellerede til mennesker, der følte sig marginaliseret af mediemainstream. Echo-chamberet voksede, og Jebsen blev guru for en subkultur, der så sig selv som »vågnet« op mod en slapende befolkning.

Corona blev katalysator for massiv spredning

Med covid-19-pandemien i 2020 nåede Jebsens indflydelse sit højdepunkt. Han spredte massivt misinformation om virus, vacciner og påståede bagmænd bag pandemien. Han optrådte ved Querdenken-demonstrationer, hvor fredelige kritikere af tiltag mødte faktiske nazister — et miljø, som Jebsens tilstedeværelse legitimerede.

Millioner af mennesker konsumerede hans indhold regelmæssigt, og mange blev trukket ned i konspirationsteorier og digitale radikaliseringsprocesser, hvor det var vanskeligt at komme ud igen.

'Cui Bono' blev mediephenomen

I januar 2022 startede ARD noget usædvanligt: journalisten Khesrau Behroz producerede en podcast-serie, der dokumenterede Jebsens radikalisering. »Cui Bono« — latin for »hvem tjener det?« — var ikke et overfladisk angreb, men snarere en minutiøs forensisk analyse af, hvordan en intelligent, karismatisk person selv blev extremist.

Behroz talte med Jebsens familie, tidligere kolleger, psykologer og tidligere fans. Han rekonstruerede hans digitale fodspor, citerede fra videoer og analyserede mekanismerne bag radikaliseringen: ondskab fra kummer, narcissisme, økonomiske incitamenter og internettets ubegrænsede rækkevidde.

Serien var metodisk glimrende. Den viste, hvordan Jebsen målrettet spredte falsk information, hvordan han omdefinerede kritik som »censur«, og hvordan han manipulerede sit publikum ved at få dem til at føle sig »vågne«.

Debat om ansvar og platform-magt

»Cui Bono« blev til et fænomen. Serien placerede sig hurtigt blandt Tysklands mest lyttede podcasts — et bevis på, at publikum søger dybdegående forklaringer på ekstremisme.

Podcasten udløste en vigtig diskussion: Hvordan radikaliseres mennesker online? Hvem bærer ansvaret? Platformene? Indholdsproducenter? Tilhørere? Hvordan rapporterer journalister uden at forstærke konspirationsteorier? ansvar og magt hos digitale platforme blev til en central debat.

Et casetudie for vor tid

Ken Jebsen sidder ikke i fængsel og har ikke plantet bomber. Hans »forbrydelser« er af idéologisk karakter. Men hans rækkevidde og påvirkning på tusindvis gør ham til et casestudie for et kerneproblem i vor tid: Evnen for enkeltpersoner til gennem digitale kanaler at nå og manipulere millioner uden traditionelle mediers ansvar.

»Cui Bono« demonstrerer noget afgørende: Radikalisering er ikke et pludseligt fænomen. Det er en proces, der er genkendelig, dokumenterbar og muligvis forebyggelig — hvis vi blot ser hen.