København, Danmark, 1972–1989 — delvist opklaret
Udgivet June 7, 2026 at 06:46 PM
Blekingegade-sagen er betegnelsen for en serie væbnede røverier udført af en marxistisk undergrundsgruppe i Danmark mellem december 1972 og maj 1989. Gruppen bestod primært af syv mænd med kommunistisk baggrund: Torkil Lauesen, Niels Jørgensen, Jan Weimann, Carsten Nielsen, Bo Weimann, Karsten Møller Hansen og Peter Døllner. Deres kriminelle aktiviteter kulminerede i et røveri ved posthuset i Købmagergade i København i 1988, hvor politibetjent Egtved Hansen blev dræbt. Gruppen blev arresteret i april 1989 og dømt i 1991 for røveri og relaterede forbrydelser, men mordanklagen kunne ikke bevises.
Sagens unikke karakter lå i gerningsfolkenes politiske motiv: samtlige udbytte fra røverierne blev sendt til Den Folkelige Front for Palæstinas Befrielse (PFLP). Gruppen opererede i næsten to årtier med høj professionalisme og avancerede metoder til at undgå politiets overvågning.
Blekingegade-bandens kriminelle virke strakte sig over 17 år og omfattede en række velplanlagte væbnede røverier. Gruppen udviste ekstraordinær professionalisme og anvendte sofistikerede overvågningsmodstandende teknikker gennem hele deres aktive periode. Røverierne blev udført med militær præcision, og gruppen undgik i årevis at efterlade spor, der kunne føre til deres identifikation.
First robbery attributed to the group
The Blekingegade Gang began its campaign of armed robberies to fund far-left revolutionary movements, particularly the Popular Front for the Liberation of Palestine.
Police surveillance intensifies
Danish authorities began long-term surveillance of suspected members after recognizing patterns in a series of professional armed robberies across Denmark.
Købmagergade post office robbery and murder
The gang's final robbery in Copenhagen turned fatal when police officer Egtved Hansen was shot and killed during the heist. This incident became the focal point of the later prosecution.
Mass arrests after weapons cache discovery
Police arrested seven core members of the gang and discovered a large cache of weapons, along with the 'Z-file' compiled by Bo Weimann documenting the group's activities.
Det mest alvorlige og afgørende røveri fandt sted i 1988 ved posthuset i Købmagergade i central København. Under denne aktion blev politibetjent Egtved Hansen skudt og dræbt. Denne hændelse markerede vendepunktet i sagen, da drabet intensiverede politiets efterforskning betragteligt. Tidligere havde gruppens aktiviteter hovedsageligt været karakteriseret som økonomisk kriminalitet, men drabet på en tjenestemand ændrede sagens karakter fundamentalt.
Gruppens medlemmer var ikke almindelige kriminelle, men politisk motiverede aktivister med tætte bånd til internationale venstreorienterede bevægelser. De betragtede deres handlinger som anti-imperialistisk kamp og så sig selv som støttespillere for palæstinensernes frihedskamp. Dette ideologiske grundlag skilte dem markant fra traditionelle røverbander og komplicerede både efterforskningen og den senere retssag.
Det primære identificerede offer i Blekingegade-sagen var politibetjent Egtved Hansen, som mistede livet under røveriet i Købmagergade i 1988. Hansen var i tjeneste, da han blev konfronteret med de væbnede gerningsmænd under deres flugt fra gerningsstedet. Skuddet der ramte ham viste sig fatalt.
Foruden det direkte dødsoffer havde sagen naturligvis også andre berørte: de ansatte ved de røvede institutioner, vidner til røverierne og ikke mindst samfundet generelt, som blev konfronteret med en velorganiseret undergrundsgruppe opererende i årevis uden at blive opdaget. Drabet på Egtved Hansen chokerede særligt den danske offentlighed, da politisk motiveret vold og drab på tjenestemænd var yderst sjældent i Danmark på dette tidspunkt.
Politiets efterforskning af Blekingegade-banden var en langvarig og kompleks operation. Gennem flere år havde politiet udført overvågning af nogle af de senere tiltalte, men gruppens avancerede metoder til at undgå opdagelse gjorde efterforskningen vanskelig. Medlemmerne anvendte sofistikerede kommunikationsmetoder og var særdeles opmærksomme på eventuel overvågning.
Gennembruddet kom i april 1989, da politiet gennemførte koordinerede anholdelser af de syv hovedmedlemmer. I forbindelse med ransagninger fandt efterforskerne et omfattende våbendepot, hvilket understøttede anklagerne om organiseret kriminalitet og forberedelse til yderligere væbnede aktioner. Under efterforskningen stødte politiet også på den såkaldte "Z-fil", som var udarbejdet af Bo Weimann og indeholdt dokumentation af gruppens aktiviteter.
Trial begins in Copenhagen
Seven defendants faced charges including armed robbery, illegal firearms possession, document forgery, and the murder of officer Egtved Hansen.
Verdicts delivered
The court convicted the defendants on robbery and related charges but could not prove murder, as no individual shooter was identified and no collective intent to kill was established. Sentences ranged from 1 to 10 years.
Efterforskningen afslørede også gruppens internationale forbindelser, særligt til PFLP. Dokumentation viste, at udbyttet fra røverierne systematisk blev kanaliseret til den palæstinensiske organisation, hvilket understøttede anklagernes teori om politisk motiveret kriminalitet snarere end personlig berigelse.
Retssagen mod Blekingegade-banden begyndte den 3. september 1990 og varede frem til den 2. maj 1991, hvilket gjorde den til en af de længste og mest komplekse straffesager i dansk retshistorie på det tidspunkt. Anklagemyndigheden rejste tiltale for røveri, ulovlig våbenbesiddelse, dokumentfalsk og drab.
I løbet af den otte måneder lange retssag fremlagde anklagerne omfattende bevismateriale, herunder våbenfund, dokumentation fra Z-filen og vidneudsagn. Forsvaret argumenterede blandt andet for de tiltaltes politiske overbevisning og hævdede, at deres handlinger var motiveret af ideologisk engagement snarere end personlig vinding.
Det mest kontroversielle aspekt af retssagen var mordanklagen. Selvom det var ubestridt, at politibetjent Egtved Hansen var blevet dræbt under røveriet i Købmagergade, lykkedes det ikke anklagemyndigheden at bevise, hvem der konkret havde affyret det dødelige skud. Desuden kunne der ikke etableres bevis for, at gruppen kollektivt havde haft til hensigt at begå drab. Som følge heraf faldt mordanklagen mod de fleste tiltalte.
Dommen faldt den 2. maj 1991. Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann blev alle idømt 10 års fængsel for deres centrale roller i Købmagergade-røveriet og andre forbrydelser. Carsten Nielsen fik 8 års fængsel, Bo Weimann fik 7 år, Karsten Møller Hansen fik 3 år, og Peter Døllner fik 1 års fængsel. Domfældelserne vedrørte primært røveri, våbenbesiddelse og dokumentfalsk.
At mordanklagen ikke holdt i retten blev mødt med forskellige reaktioner i offentligheden. Nogle mente, at retssystemet havde svigtet ved ikke at kunne dømme for drabet på en politibetjent, mens andre hævdede, at dommen reflekterede det grundlæggende retsprincip om, at individuel skyld skal bevises uden for enhver rimelig tvivl.
Blekingegade-sagen forbliver en af de mest usædvanlige kriminalsager i moderne dansk historie på grund af den unikke kombination af politisk ideologi og organiseret kriminalitet. Sagen har efterfølgende været genstand for omfattende mediedækning, herunder bøger, dokumentarer og spillefilmen "Blekingegadebanden" fra 2009.
Flere af de dømte har siden deres løsladelse været åbne om deres fortid og deres fortsatte politiske overbevisning. Torkil Lauesen har særligt været aktiv i offentlig debat og har udgivet materiale, der forsvarer gruppens handlinger som legitim anti-imperialistisk aktivisme. Denne åbenhed har skabt vedvarende diskussion om grænserne mellem politisk aktivisme og kriminalitet.
Drabet på politibetjent Egtved Hansen forbliver teknisk set uopklaret i den forstand, at ingen individuel person blev dømt for at have affyret det dødelige skud. Dette aspekt af sagen har skabt debat om kollektivt ansvar versus individuel skyld i forbindelse med gruppeforbrydelser.
Sagen har også haft betydning for forståelsen af politisk ekstremisme i Danmark og har været brugt som case i diskussioner om grænserne for politisk aktivisme. Den illustrerer kompleksiteten i sager, hvor gerningsfolkenes motiver ikke er personlig berigelse, men ideologisk overbevisning, og hvordan retssystemet håndterer sådanne sager.
Interesse for sagen fortsætter blandt både kriminologer, historikere og den brede offentlighed, og den betragtes som et vigtigt kapitel i forståelsen af venstreradikal aktivisme i Skandinavien i anden halvdel af det 20. århundrede.