Danske politibetjentes henrettelser af krigsforbrydere efter befrielsen
Statens bødler er betegnelsen for den gruppe danske politibetjente, der efter Anden Verdenskrig blev sat til at eksekvere henrettelser af dømte krigsforbrydere og landssvigere i perioden 1945-1950 . I alt blev 46 personer henrettet i Danmark efter befrielsen, hvoraf de fleste var dømt for landsforræderi eller krigsforbrydelser begået under den tyske besættelse 1940-1945 . Eksekveringerne fandt sted på forskellige steder i landet, primært i fængslerne, og blev udført af politibetjente, der havde meldt sig frivilligt til opgaven eller var blevet udpeget af deres foresatte.
Efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945 stod landet over for opgaven at retsforfølge personer, der havde samarbejdet med besættelsesmagten eller begået forbrydelser under krigen. Der blev nedsat særlige domstole til at behandle sagerne om landsforræderi og krigsforbrydelser. Mange af de dømte modtog langvarige fængselsstraffe, men de mest alvorlige sager resulterede i dødsstraf. Henrettelserne blev gennemført ved skydning, og politiet fik til opgave at stille med eksekveringskommandoer .
Denne opgave var usædvanlig og psykisk belastende for de involverede betjente. Politimuseet har dokumenteret, hvordan politimænd følte sig splittede mellem deres pligt til at eksekvere domme og deres personlige følelser omkring at tage liv. Nogle meldte sig frivilligt af en følelse af retfærdighed og ønske om at straffe krigsforbrydere, mens andre blev pålagt opgaven som en tjenestepligt .
Danmarks befrielse
Den tyske besættelse af Danmark slutter, og retsopgøret begynder.
📍 Danmark
Straffelovstillæg vedtages
Særlovgivning gør det muligt at idømme dødsstraf for landsforræderi og krigsforbrydelser.
📍 København, Danmark
Første henrettelser
De første dødsstrafdomme eksekveres af politiets eksekveringskommandoer.
📍 Danmark
Sidste henrettelse
Den sidste af i alt 46 henrettelser efter befrielsen gennemføres.
📍 Danmark
De dømte krigsforbrydere og landssvigere blev sigtet efter særlovgivning vedtaget efter befrielsen. Straffelovstillægget af 1945 gjorde det muligt at idømme dødsstraf for landsforræderi, hvilket ikke havde været muligt under den ordinære straffelov. De fleste henrettelser skete i årene 1945-1947, mens de sidste fandt sted i 1950 . Domstolene behandlede tusindvis af sager, men kun en begrænset gruppe blev idømt den ultimative straf.
Den historiske forskning viser, at der var betydelig politisk debat om brugen af dødsstraf i retsopgøret. Nogle mente, at der skulle slås hårdt ned på forrædere og krigsforbrydere, mens andre argumenterede for mildere straffe . Henrettelserne blev gennemført under stor hemmelighedskrydelse, og offentligheden fik kun begrænset information om tidspunkt og sted.
Politibetjentene, der udgjorde eksekveringskommandoerne, blev udvalgt på forskellige måder. Nogle var erfarne betjente med militær baggrund fra modstandsbevægelsen, mens andre var yngre betjente uden kamperfaring. De modtog en begrænset instruktion i, hvordan henrettelserne skulle foregå, og mange oplevede opgaven som traumatiserende .
Politimuseet har indsamlet erindringer og vidnesbyrd fra betjente, der deltog i eksekveringerne. Flere beskriver følelsen af at udføre en nødvendig, men ubehagelig pligt. Nogle kæmpede med skyldfølelse og psykiske problemer i årene efter, selvom de handlede på domstolenes vegne og i overensstemmelse med
I årene efter henrettelserne blev emnet sjældent diskuteret offentligt. De involverede politibetjente talte sjældent om deres rolle, og det forblev et tabubelagt kapitel i dansk retshistorie. Først i de senere årtier er emnet blevet genstand for historisk forskning og offentlig debat.
Politimuseet har skabt podcastserien "Statens bødler" for at dokumentere denne del af dansk historie og give indblik i de dilemmaer, politiet stod over for i efterkrigstiden . Serien belyser både de juridiske, etiske og menneskelige aspekter af henrettelserne og giver stemme til de betjente, der bar byrden af at eksekvere dommene.
Statens bødler-sagen rejser grundlæggende spørgsmål om retfærdighed, straf og det personlige ansvar i ekstraordinære historiske situationer. Den tvinger os til at reflektere over, hvordan samfundet håndterer forbrydelser begået under krig og besættelse, og hvilken pris de enkelte mennesker betaler for at opretholde retsstatens principper . For de involverede politibetjente var det en opgave, der efterlod dybe spor, og som fortsat giver anledning til historisk diskussion om retsopgøret efter Anden Verdenskrig.