Velma Barfield: Arsengift og død på liggestolen

Margie Velma Barfield blev født den 23. oktober 1932 i det landlige South Carolina. Hun skulle senere blive kendt som en af amerikanske kriminalhistories mest hensynsløse seriemordere — en kvinde, der grundigt udnyttede sin stilling som hjemmesygeplejerske til at få adgang til mennesker i deres mest sårbare øjeblikke.

Mellem 1971 og 1978 forgiftede Barfield systematisk mennesker omkring sig med arsen. Offrene omfattede sin tidligere kæreste Stuart Taylor, sin mor Lillian Bullard samt sit arbejdsgiverpar Montgomery og Dollie Edwards. Desuden forgiftede hun John Henry Lee. I alt tilstod hun at have forgiftet fem mennesker over en syv-årig periode.

Barfields motiv var så dårligt som noget, man kan forestille sig. Hun stjal penge fra både familie og arbejdsgivere for at finansiere sin misbrug af receptpligtig medicin. Når hun blev opdaget eller presseret af gæld, valgte hun en brutal løsning: hun forgiftede sine ofre. Ifølge hendes egen forklaring havde hun ikke til hensigt at dræbe — hun ville kun gøre dem syge. Det var en påstand, som få troede på efter at have hørt beviserne.

Den 10. marts 1978 blev Barfield arresteret. Hun blev sigtet for første grads mord, og den 2. december 1978 blev hun kendt skyldig. Dommen lød døden ved indsprøjtning — en dom, som skulle få betydning langt ud over Barfields eget liv.

I årene før henrettelsen insisterede Barfield på, at hun ikke havde været involveret i dødsfaldet på hendes mand Jennings Barfield eller på Thomas Burke, selvom mistanken rejste sig mod hende. Hun nægtede også at være fuldt ud ansvarlig for sin handlinger og påstod, at hun kun havde forsøgt at gøre ofrene syge.

Den 2. november 1984 blev Velma Barfield henrettet på Central Prison i Raleigh, North Carolina. Hun skulle blive den første kvinde, der blev henrettet ved indsprøjtning i USA, og samtidig den første kvinde, der blev henrettet i USA siden 1962. Henrettelsen markerede et mørkt kapitel i amerikansk retsmedicin og satte fokus på spørgsmål om køn, dødsstraffe og retfærdighed.

I 1975, før mordserierne nåede deres kulminationspunkt, havde Barfield allerede været i fængsel i seks måneder for at skrive dårlige checks. Det var en advarsel, som blev overset — et tegn på de økonomiske problemer og manglende moral, som skulle få hende til at begå de værste forbrydelser.

Barfields sag rejste vigtige spørgsmål om tilgængelighed til sårbare mennesker gennem arbejde som hjemmesygeplejerske. Den rejste også spørgsmål om, hvorvidt addiction og økonomisk desperation kunne forklare — men aldrig retfærdiggøre — massemord begået af kvinder i hvide frakker.