Kidnapningen af Aldo Moro: krisen efter Via Fani angrebet
Den 16. marts 1978 rystedes Italien i sin grundvold, da en politisk tragedie udspillede sig. På Via Fani i Rom, en ellers almindelig gade, udførte den venstreekstremistiske terrorgruppe De Røde Brigader et brutalt attentat. Målet var Aldo Moro, tidligere premierminister og formand for Det Kristelig-Demokratiske Parti. Resultatet var kidnapningen af Moro og mordet på fem af hans bodyguards under den nøje planlagte skudveksling, udført af en kommandogruppe på 12. Aldo Moro, en af landets mest indflydelsesrige politikere, var arkitekten bag det kontroversielle Historiske Kompromis – en idé om at inkludere Kommunistpartiet i regeringssamarbejdet. Han blev holdt i fangeskab i 54 dage. Denne periode kastede Italien ud i en dyb national krise og markerede et mørkt kapitel i landets såkaldte 'Blyår', en æra defineret af intens politisk vold og terror.
Målet Aldo Moro: fra kompromis til fælde på Via Fani
Aldo Moros vision om at inddrage Kommunistpartiet i regeringen blev af mange opfattet som et radikalt brud med traditionelle politiske alliancer i Italien. Denne strategi mødte hård modstand fra både højre- og venstrefløjens yderpunkter. Blandt de mest indædte modstandere var netop De Røde Brigader, som anså det Historiske Kompromis for at være et forræderi mod arbejderklassen. Terroristerne havde minutiøst overvåget Moros daglige rutiner. Den skæbnesvangre morgen for attentatet var han, undtagelsesvis, alene uden sit barnebarn, da hans bilkortege blev angrebet på Via Fani. Efter det voldsomme overfald blev Aldo Moro tvunget ind i en Fiat 132 og bortført, hvilket indledte en nervepirrende gidselsituation.
Aldo Moros fangenskab: brevene og 'den politiske retssag'
Under sit 54 dage lange fangeskab i en lejlighed i Rom, blev Aldo Moro underlagt, hvad De Røde Brigader betegnede som en 'politisk retssag'. I denne desperate periode skrev Moro over 80 gribende breve. Disse breve var stilet til hans familie, politiske kolleger og religiøse ledere som Pave Paul VI. De tilbyder et sjældent og smerteligt indblik i en mand fanget mellem sin pligt til at bevare sin statsmandsværdighed og en dybfølt længsel efter at overleve. I et af sine mest indtrængende breve, adresseret til indenrigsminister Francesco Cossiga, argumenterede Aldo Moro desperat for, at den italienske regering burde indlede forhandlinger med De Røde Brigader for at redde hans liv. Han advarede om, at et fortsat fangeskab kunne føre til, at han utilsigtet kom til at afsløre følsomme statshemmeligheder.
Ingen forhandling: Andreottis og Cossigas afvisning
De Røde Brigader udsendte adskillige kommunikéer under Aldo Moros fangeskab, hvori de fremsatte deres krav: løsladelsen af 13 fængslede terrorister, heriblandt gruppens medstifter, Renato Curcio. Den italienske regering, anført af premierminister Giulio Andreotti, indtog imidlertid en kompromisløs holdning. De nægtede kategorisk at forhandle med terroristerne – en beslutning, der udløste en ophedet offentlig debat og splittede nationen. Trods omfattende demonstrationer og strejker, hvor mange italienere krævede forhandling for at redde Moros liv, fastholdt statsmagten sin principfaste linje. Indenrigsminister Francesco Cossiga formulerede regeringens position klart: "Italien forhandler ikke med terror." Dette standpunkt forseglede reelt Aldo Moros skæbne.
Mordet på Aldo Moro: kropsfundet og retssagen
Den 9. maj 1978, efter 54 dages opslidende fangeskab, blev Aldo Moros lig fundet. Han var blevet myrdet. Liget var placeret i bagagerummet på en rød Renault 4, parkeret på Via Caetani i Rom. Den symbolske placering – midt imellem hovedkvartererne for Det Kristelig-Demokratiske Parti og Kommunistpartiet – understregede den politiske dimension af dette brutale mord. Fundet af Aldo Moros lig cementerede den tragiske udgang på kidnapningen. I kølvandet på mordet blev 32 medlemmer af De Røde Brigader senere stillet for en retssag og idømt livsvarigt fængsel for deres medvirken. Under disse retssager opstod der dog sprækker i den officielle fortælling, idet nogle af de dømte terrorister hævdede, at mordet på Moro ikke var den oprindelige plan, men en beslutning truffet under ekstremt pres.
Efterspillet: konspirationer og Italiens nye antiterrorlov
Hele Moro-sagen har lige siden været omgærdet af mystik og givet næring til adskillige vedvarende konspirationsteorier. Disse teorier bunder blandt andet i de uafklarede omstændigheder omkring Aldo Moros dokumenttaske, der forsvandt under attentatet på Via Fani, samt den førnævnte symbolske placering af bilen med hans lig på Via Caetani. Mordet på Aldo Moro fik vidtrækkende konsekvenser for Italien og dets politiske landskab. Det satte et brutalt punktum for det Historiske Kompromis og førte til en markant stramning af landets antiterrorlovgivning. Lov 191/1978, kendt som Reale-loven, skærpede straffene for terrorisme og indførte incitamenter for terrorister, der samarbejdede med myndighederne. Derudover blev specialiserede politienheder som NOCS (Nucleo Operativo Centrale di Sicurezza) oprettet. NOCS beviste senere sin effektivitet, da enheden i 1982 succesfuldt befriede den amerikanske NATO-general James Dozier, der også var blevet kidnappet af De Røde Brigader.
Arven efter Moro: nationens splittelse og tavse vidnesbyrd
Kidnapningen og mordet på Aldo Moro afslørede dybe og smertefulde splittelser i det italienske samfund og det politiske system. Selvom dette historiske attentat og det efterfølgende mord ironisk nok bidrog til at svække De Røde Brigader på længere sigt, efterlod Moro-sagen et varigt ar på nationens sjæl. Aldo Moros personlige tragedie, hans desperate breve fra sit fangeskab, og hans endelige, ubønhørlige skæbne, er blevet et stærkt symbol på den enorme pris, Italien betalte under Blyårenes kamp mod den politiske terrorisme. Hans sidste, hjerteskærende ord til sin kone, Eleonora Chiavarelli: "Jeg elsker jer alle, men jeg kan ikke gøre andet end at dø," vidner om de umenneskelige omkostninger ved en ideologisk krig, der drev en statsmand til afgrundens rand. Moro-sagen markerede et uudsletteligt vendepunkt i Italiens nyere historie. Gaderne Via Fani og Via Caetani i Rom står den dag i dag som tavse, men potente vidnesbyrd om en af Italiens mest smertefulde og historiske nationale tragedier.
Kilder:
Dyk ned i flere sager om politisk terror og uløste mysterier. Følg KrimiNyt for at afdække virkelighedens mørkeste kapitler.