.webp&w=3840&q=75)
Hayes' skæbnesvangre hashsmugling i Istanbul 1970
Den 7. oktober 1970 blev den 23-årige amerikanske student William "Billy" Hayes arresteret på Istanbul Atatürk Lufthavn. Han forsøgte at smugle to kilo hashish ud af Tyrkiet, tapet fast til sin krop. Denne skæbnesvangre handling, et forsøg på narkotikasmugling, udløste en af 1970'ernes mest dramatiske internationale kriminalhistorier. Fortællingen kulminerede i en spektakulær flugt, en kontroversiel Oscar-vindende film ved navn Midnight Express, og en livslang kamp for at rette op på en forvrænget fremstilling. Hayes' fem år i tyrkiske fængsler – et hårdt fangeskab præget af både korruption og uventet medmenneskelighed – afslører ikke blot et brutalt straffesystem, men også den utrolige menneskelige kapacitet til overlevelse under ekstreme vilkår.
Anholdelse i Atatürk lufthavn: fjerde forsøg stoppet
Det var sent på aftenen på Istanbul Atatürk Lufthavn, da Billy Hayes, iført en hjemmelavet gipsarm designet til at skjule den ulovlige last, forsøgte sig med sin fjerde smugleroperation. Tiden var anspændt; den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO havde netop gennemført en række flykapringer, hvilket havde medført ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger i tyrkiske lufthavne – en direkte konsekvens af den øgede terrortrussel. Selvom Hayes troede, han var sluppet sikkert gennem toldkontrollen, blev han stoppet af militærpolitiet under en yderligere inspektion af passagererne på vej mod en international flyvning.
Hashblokkene afsløret: brutal anholdelse og fængsel
Den unge amerikaners hænder rystede, da betjentene afslørede de vakuumpakkede hashishblokke under hans sweatshirt. "Jeg følte min mave vende sig, da en af soldaterne greb ind under min trøje," huskede Hayes senere i sine memoirer. Arrestationsproceduren var brutal og kaotisk – håndjern, slag mod maven og en lang nat i en betonfængselscelle på lufthavnens politistation. Her forstod Billy Hayes for første gang til fulde alvoren af sin situation i Tyrkiet.
Fra fire års fængsel til livstid: dom uden retfærdighed
Den efterfølgende retssag i Istanbul udviklede sig til et mareridt for Billy Hayes. De tyrkiske dommere, under betydeligt pres fra USA's intensiverede "krig mod narkotika", idømte ham den 6. november 1970 fire år og to måneders fængsel for besiddelse af hashish. Men i et dramatisk og chokerende twist, blot 53 dage før hans planlagte løsladelse i september 1973, blev Hayes stillet for en ny retsafgørelse. Den tyrkiske anklagemyndighed havde appelleret sagens oprindelige udfald og fik dommen ændret til livsvarigt fængsel for narkotikasmugling – en afgørelse mange anså for at være ude af proportioner og muligvis et udtryk for politisk spil, hvis ikke et decideret justismord.
Hayes som brik i Nixons narkokrig og USA's pres
"Dommen faldt kl. 15.47 den 10. september 1973," noterede Hayes præcist i sine optegnelser. Den politiske kontekst var altafgørende: Præsident Nixons administration i USA havde lagt massivt pres på Tyrkiet for at skærpe straffene for narkotikakriminalitet. Tyrkiet blev på daværende tidspunkt anset for at være ansvarlig for op mod 80% af heroinen på markedet i New York. Denne anspændte situation inden for internationale relationer gjorde Billy Hayes til en ufrivillig brik og et symbol i en bredere geopolitisk magtkamp.
Fangeskab i Sağmalcılar: helvede og Hamidous grusomhed
Billy Hayes' første fangeskab var i Sağmalcılar-fængslet i Istanbul, et af de berygtede tyrkiske fængsler. Det var en overfyldt, middelalderlig bygning, hvor 2000 fanger var stuvet sammen på plads beregnet til 500. "Luften var tyk af lortelugt og sved," skrev han om de kummerlige forhold. Her mødte han en broget skare af internationale narkosmuglere, tyrkiske revolutionære og lejemordere. En central og frygtet figur var den sadistiske fangevogter Hamidou, hvis grusomheder, ifølge Hayes' beretninger, inkluderede at tvinge fanger til at slikke toiletter rene med tungen – et eksempel på den systematiske korruption og brutalitet i systemet.
Flugt fra İmralı: Hayes' svømmetur mod frihed 1975
Overførslen til İmralı-fængslet, beliggende på en øde ø i Marmarahavet, i 1975 markerede et vendepunkt for Billy Hayes. Det var her, på øen der i dag er kendt for at huse PKK-lederen Abdullah Öcalan, at Hayes omhyggeligt planlagde sin dristige flugt. Under dække af en stormfuld oktobernat satte han planen i værk. "Jeg havde gemt en gummibåd lavet af fangesjaler og regntøj i tre måneder," afslørede han senere. Klokken 02:30 den 2. oktober 1975 svømmede han tre kilometer gennem iskoldt vand til fastlandet. Her skiftede han til civilt tøj, som han havde skaffet via den allestedsnærværende korruption i fængselssystemet.
Rejse gennem Tyrkiet: Istanbul og uventet medmenneskelighed
Efter den succesfulde flugt fra İmralı-fængslet indledte Billy Hayes en farefuld færd mod friheden. Den inkluderede en 27 kilometer lang roetur til Bandirma, efterfulgt af en nervepirrende bustur til Istanbul. Undervejs i Tyrkiet mødte han uventet medmenneskelighed fra lokale tyrkere, der tilbød ham mad og penge. "En gammel mand gav mig 100 lira og et par sandaler uden at stille spørgsmål," fortalte Hayes senere. Denne positive oplevelse stod i skærende kontrast til den senere film Midnight Express' kontroversielle og ensidige portrættering af alle tyrkere som grusomme.
Over Evros-floden: flugt til Grækenland og CIA-afhøring
Flugtens mest dramatiske øjeblik udspillede sig ved den græsk–tyrkiske grænse nær Edirne. Her svømmede Billy Hayes over Evros-floden under, hvad han beskrev som, maskingeværild – et voldsomt skyderi – fra græske grænsevagter. Efter at have tilbragt 18 dage i græsk militær varetægt, mistænkt for spionage, blev han deporteret til Vest-Tyskland den 20. oktober 1975. I Tyskland blev han afhørt af CIA-agenter om forholdene i de tyrkiske fængsler, før han endelig kunne vende hjem til USA den 24. oktober, hvor hans utrolige historie om fangeskab og flugt snart ville blive verdensberømt.
"Midnight Express": Stone's film og Interpols jagt
Oliver Stones filmatisering fra 1978, den Oscar-vindende Midnight Express, cementerede et varigt og stærkt negativt image af Tyrkiet som et barbarisk land. Adskillige scener, herunder en fiktiv og morderisk flugtscene, hvor karakteren Billy Hayes (spillet af Brad Davis) bider en fangevogters hals over, var rene fabrikationer. "Jeg angreb aldrig nogen under min flugt," har den virkelige Billy Hayes gentagne gange understreget. Den berygtede replik "Jeg hader Tyrkiet og dets folk," blev skrevet af Oliver Stone uden Hayes' viden og bidrog til, at Hayes blev eftersøgt af Interpol i 20 år, hvilket yderligere belastede de politiske relationer.
Forsoning 2007: Hayes' tilbagevenden og undskyldning
I et bemærkelsesværdigt politisk og personligt twist besøgte Billy Hayes Tyrkiet igen i 2007. Formålet var officielt at undskylde for den skævvridning af landet, som filmen Midnight Express havde forårsaget. "Midnight Express er ikke en haderklæring mod Tyrkiet," insisterede Hayes under en velbesøgt pressekonference i Istanbul. "Det er en advarsel mod dumdristige valg." Hans forsoningsgestus blev mødt med overraskende velvilje fra de tyrkiske myndigheder, der endda inviterede ham tilbage som led i et kulturelt samarbejde, et forsøg på at hele sårene efter den kontroversielle film.
Livet efter fængsel: karriere og prisen for smugling
Efter sin endelige tilbagevenden til USA opbyggede Billy Hayes en karriere som forfatter og foredragsholder, med et stærkt fokus på behovet for straffereform. Hans anmelderroste one-man-show, "Riding the Midnight Express," spillede på Broadway i 2014. Her understregede Hayes, at den største straf for ham ikke var selve fangeskabet i Tyrkiet, men følelsen af at have svigtet sin familie. "Min far døde, mens jeg sad fængslet, og det knuste mig," afslørede han i et interview i 2015, hvilket understreger de personlige omkostninger ved hans narkotikasmugling.
Billy Hayes' arv: fra brutalitet til forsoning og håb
Den virkelige historie om Billy Hayes er en kompleks fortælling, der afdækker dybderne i internationale retsafgørelser, konsekvenserne af narkotikasmugling, og den menneskelige kapacitets utrolige spændvidde – fra selvdestruktion til ekstraordinær modstandsdygtighed under et brutalt fangeskab. Mens filmen Midnight Express for evigt vil være forbundet med klichéer om brutalitet i tyrkiske fængsler, tjener Hayes' senere forsoningsarbejde med Tyrkiet som en potent påmindelse. Den viser, at selv de mest forvrængede og politiske narrativer kan bane vejen for dialog og forståelse, hvis man besidder modet til at konfrontere sin egen fortid og de fejl, man har begået.
Kilder:
Vil du dykke ned i flere rystende sager om international narkotikahandel, brutale fængsler og utrolige flugtforsøg? Følg KrimiNyt og afdæk virkelighedens mørkeste sider.