April 1989: Overfald og anholdelse af fem teenagere
En kold aprilnat i 1989 blev New York Citys Central Park scene for en brutal forbrydelse, der ikke blot chokerede en by, men afslørede dybe revner i det amerikanske retssystem og samfund. Trisha Meili, en 28-årig investeringsbankmedarbejder, blev fundet livløs i en grøft, brutalt overfaldet og udsat for en bestialsk voldtægt, hendes kranie knust og 75% af hendes blod tabt. Samme nat havde politiet i New York anholdt flere unge mænd i parken i forbindelse med episoder af, hvad medierne hurtigt døbte "wilding". Blandt dem var fem teenagere – Antron McCray, Kevin Richardson, Yusef Salaam, Raymond Santana og Korey Wise – senere kendt som Central Park Five. Deres liv skulle snart forvandles til et langvarigt mareridt om et groft justitsmord.
Pressede forhør: Falske tilståelser fra unge anholdte
I timerne efter anholdelsen blev de fem unge mænd, blot 14 til 16 år gamle, udsat for intense og langvarige forhør. Uden advokater eller forældre til stede blev de udsat for et voldsomt psykisk pres, hvor Korey Wise, den ældste, blev tilbageholdt i over 30 timer. Raymond Santana har senere beskrevet, hvordan de hørte skrig fra andre rum og blev truet med samme skæbne, hvis de ikke tilstod det voldsomme overgreb. Dette pres resulterede i falske tilståelser og selvinkriminerende udtalelser, der dog var fyldt med modstridende detaljer om den påståede voldtægt og det brutale overfald. Kun Yusef Salaam nægtede konsekvent at underskrive en tilståelse, trods det massive pres fra efterforskerne.
Mediernes dom: "Wolf Pack's Prey" og Trumps dødsstrafkrav
Medierne kastede sig over sagen med voldsom kraft, og dækningen var ofte præget af sensation og fordomme. Aviser som New York Post trykte forsider med overskrifter som "WOLF PACK'S PREY", der dehumaniserede de unge sorte og latino mænd og fremstillede dem som et umenneskeligt kobbel – et billede der bidrog til den udbredte racisme i opfattelsen af sagen. Racistiske stereotyper florerede, og den prominente forretningsmand Donald Trump indrykkede helsidesannoncer i aviser i New York, hvor han krævede dødsstraf for de fem teenagere. Som historiker og forfatter Sarah Burns senere bemærkede, var de dømte i den offentlige mening længe før retssagen overhovedet begyndte. En avis advarede endda om, at bander af crack-afhængige sorte unge snart ville begå overgreb mod hvide i de finere kvarterer, hvilket yderligere antændte frygten.
1990-retssagen: Domfældelse fra tvivlsomme tilståelser
Da retssagen mod Central Park Five fandt sted i 1990, byggede anklagemyndigheden primært på de tvivlsomme og tvungne tilståelser. På trods af tilstedeværelsen af sædspor fra gerningsmanden på offeret, Trisha Meili, afviste retten at lade DNA-beviser blive analyseret på dette tidspunkt – en fatal beslutning med vidtrækkende konsekvenser. Retslæger vidnede om Meilis alvorlige skader, hvilket de mente understøttede teorien om en gruppevoldtægt, en central del af anklagemyndighedens sag mod de unge mænd. Baseret på dette spinkle og fejlagtige grundlag blev de fem unge mænd dømt for overfald og voldtægt. Korey Wise, den ældste, blev behandlet som voksen og fik 13 års fængsel, mens de andre fire blev idømt straffe på mellem 6 og 13 år.
Årene i fængsel: Wise's mareridt i Sing Sing-fængslet
I fængslet forsøgte de unge mænd at finde veje til overlevelse under de barske vilkår. Yusef Salaam fandt styrke i muslimsk spiritualitet, og Kevin Richardson fordybede sig i musik. Korey Wise tilbragte en stor del af sin afsoning i det berygtede Sing Sing fængsel i USA, hvor han oplevede ekstrem ensomhed og gentagne overgreb fra andre indsatte, der genkendte ham fra mediernes intense dækning af Central Park Five-sagen. Deres familier kæmpede i det skjulte med den ødelæggende uretfærdighed og konsekvenserne af et fejlagtigt retssystem; Antron McCrays far brød grædende sammen under et retsmøde og råbte, at de var ved at ødelægge hans søns liv.
Vendepunktet: Reyes' tilståelse og DNA afslørede justitsmord
Den uventede og afgørende drejning i sagen kom i 2001, da Matias Reyes, en serievoldtægtsmand og morder, der allerede afsonede en livstidsdom for andre forbrydelser, tilstod over for en medfange, at han alene var ansvarlig for det brutale overfald og voldtægt på Trisha Meili i Central Park. Hans tilståelse indeholdt detaljer om forbrydelsen, som kun gerningsmanden kunne kende, og hans DNA matchede den sædprøve, der var blevet sikret fra gerningsstedet – et afgørende stykke DNA-bevis, der tidligere var blevet ignoreret. Denne overvældende nye evidens førte til, at dommene mod de fem mænd – Central Park Five – blev annulleret i 2002. Dette var en sen, men vigtig anerkendelse af det justitsmord, de havde været ofre for. Alligevel fastholdt både politiet i New York og anklagemyndigheden længe deres oprindelige teori om en gruppevoldtægt, på trods af den klare modbevisning.
Efterspillet: Erstatning, arven og aktivismen derefter
Efter at have mistet deres ungdom bag tremmer på grund af falske tilståelser og et svigtende retssystem, stod de fem mænd over for den svære opgave at genopbygge deres liv i frihed. Korey Wise udtrykte det rammende: "Jeg gik ind som en 16-årig teenager og kom ud som en 30-årig mand, der havde mistet sin ungdom." I 2014 indgik de et forlig med New York City og modtog en erstatning på 41 millioner dollars, men byen undlod fortsat en fuld officiel undskyldning eller anerkendelse af de systemiske fejl, der førte til deres uretmæssige domfældelse. I dag arbejder Yusef Salaam blandt andet som aktivist, foredragsholder og politisk engageret stemme, der kæmper mod uretfærdighed. Sagen om Central Park Five har fået fornyet global opmærksomhed gennem Ava DuVernays anmelderroste miniserie *When They See Us* fra 2019, der har bragt den rystende historie om racisme og justitsmord til en ny generation. Historien står som en skelsættende og smertefuld påmindelse om, hvordan frygt, racisme, pres fra medierne og jagten på hurtig retfærdighed kan føre til katastrofale fejl i retssystemet. Den understreger den vitale betydning af DNA-beviser, beskyttelse mod tvungne tilståelser og en fair retssag for alle, uanset baggrund. Som dokumentaristen Ken Burns, der selv har lavet en film om sagen, har sagt, er sagen i sin kerne en historie om race – den "ubehagelige kerne i amerikansk historie" i USA, der desværre bliver ved med at manifestere sig og påvirke retssystemet.
Kilder:
Rystet over Central Park Five sagen? Følg KrimiNyt for flere dybdegående afsløringer af justitsmord og kampen for retfærdighed.