Den Store Flugt: 76 officerers flugt og Hitlers hævn
I en kold martsnat i 1944 udspillede en af Anden Verdenskrigs mest dristige operationer sig i den tyske krigsfangelejr Stalag Luft III i Sagan, nu Żagań i Polen. Her undslap 76 allierede krigsfanger, primært britiske og Commonwealth-officerer, gennem en hemmelig tunnel under pigtrådshegnet i en begivenhed, der blev legendarisk som Den Store Flugt. Denne omfattende flugt var kulminationen på et års minutiøs planlægning, anført af den karismatiske britiske officer Roger Bushell. Via et netværk af tre tunneler – Tom, Dick og Harry – iværksatte disse militære fanger det mest komplekse flugtforsøg under krigen, en bedrift båret af ingeniørmæssig genialitet, tålmodighed og stærkt samarbejde. Triumfen blev dog kortvarig. Af de 76 undslupne soldater blev 73 hurtigt genfanget. I en brutal hævnaktion beordrede Adolf Hitler personligt summarisk henrettelse af 50 af dem – en handling, der senere ville blive stemplet som en krigsforbrydelse. Deres historie, præget af mod, list og ultimativ tragedie, afslører menneskets yderpunkter under krigens grusomheder.
Stalag Luft III: Luftwaffes 'flugtsikre' lejr i Polen
Stalag Luft III åbnede i marts 1942 og var designet af det tyske luftvåben, Luftwaffe, specifikt til fangeskab af allierede flyvere. Lejrens placering i Nedre Schlesien, Polen, var nøje udvalgt; den løse sandjord skulle angiveligt umuliggøre tunnelbyggeri. Højtliggende vagttårne med maskingeværer overvågede konstant området for at forhindre enhver flugt. Lejren bestod af fire forbundne afdelinger – Nord, Syd, Øst og Vest – hver med egen administration. Fangebarakkerne, som på sit højeste husede omkring 10.494 krigsfanger, var hævet 60 cm over jorden for at vanskeliggøre underjordiske aktiviteter og lette inspektion. Tyskerne anvendte avancerede sikkerhedsforanstaltninger, herunder specialtrænede vagter, kendt som "Ferrets" (ildere), der konstant gennemsøgte barakkerne for tegn på gravning. Mikrofoner, begravet langs hegnet, skulle opfange lyde fra eventuelle flugtforsøg. På trods af dette lykkedes det for krigsfangerne at omgå disse foranstaltninger, blandt andet ved at skjule ventilationsrør i barakvæggene, hvorfra lyden af højlydte selskabslege kamuflerede gravearbejdet.
Roger Bushells 'X-komité': Plan for tunneler og flugt
I Nordafdelingen af Stalag Luft III voksede en effektiv underjordisk modstandsbevægelse frem. I 1943 samlede Squadron Leader Roger Bushell, en erfaren RAF-pilot med tidligere flugtforsøg bag sig, en hemmelig "X-komité". Hans plan for denne historiske flugt var både radikal og ambitiøs: 200 mand skulle undslippe gennem tre separate tunneler – Tom, Dick og Harry – så der altid var en reserve, hvis én blev opdaget. Denne militære operation krævede en præcis hierarkisk struktur med specialiserede teams af soldater. Tunnelgraverne, ledet af "Tunnel King" Wally Floody, arbejdede i skiftehold og improviserede værktøj fra spisebestik og sengebjælker. Hver graver arbejdede kun kortvarigt for at undgå iltmangel i de snævre passager. "Penguins"-teamet, ansvarligt for jordfjernelse, spredte diskret op mod 100 tons udgravet sand ved at lade det sive fra specialdesignede lommer i bukserne eller blande det med havejord. I Tim Walenns "Dean & Dawson" værksted producerede forfalskningseksperter over 400 falske pas, arbejdsbeviser og togbilletter, fremstillet med blæk af bøgetræsaske og penne skåret af knogle. Udvalgte flugtkandidater gennemgik desuden et intensivt træningsprogram med falske forhør, tyskundervisning og overlevelseskurser for at forberede dem til livet uden for fangeskabet.
Tunnelbyggeri: Fra 'Tom' til 107m lange 'Harry'
Gravningen af de tre tunneler, Tom, Dick og Harry, udviklede sig til en intens psykologisk krig mod de tyske fangevogtere. Hver tunnel bød på unikke udfordringer. Tunnel Tom, startet i barak 123, nåede en længde på 30 meter, før en vagt tilfældigt trådte igennem jordoverfladen i september 1943. Tyskerne sprængte Tom med dynamit, men hændelsen gav de allierede krigsfanger værdifuld viden om jordens stabilitet. Tunnel Dick, skjult under et kloakdæksel i barak 122, blev senere omdannet til lager for falske uniformer og dokumenter, da tyskerne begyndte opførelsen af en ny lejrsektion direkte over dens planlagte udgang. Tunnel Harry blev den mest komplekse og i sidste ende den afgørende tunnel for Den Store Flugt. Med udgangspunkt under en jernovn i barak 104, kravlede krigsfangerne ned gennem et 7,5 meter dybt skaft, hvorefter tunnelen strakte sig 107 meter under Vorlager-området og vejen, med sigte på skoven. En genial ventilationspumpe, konstrueret af 480 KLIM-mælkebøtter og en hånddrevet blæsebælg, sikrede livsvigtig ilt til graverne under jorden.
Flugtnatten: 'Harry's fejludgang og 76 undslipper
Natten til den 24. marts 1944, klokken 20:30, satte den første fange, Johnny Travis, fødderne på den frosne jord uden for pigtrådshegnet ved Stalag Luft III. Men flugten gennem tunnel Harry løb hurtigt ind i problemer: Udgangen viste sig at være 3 meter for kort i forhold til skovbrynet, placeret direkte i synsfeltet fra vagttårn 8. Denne kritiske fejl betød, at kun én mand kunne forlade tunnelen hvert sjette minut, i stedet for det planlagte et-minuts interval, hvilket fatalt forsinkede operationen. Af de 200 soldater, der var planlagt til at deltage i denne dristige flugt, nåede kun 76 at undslippe, før en vagt opdagede spor i sneen klokken 05:00 om morgenen, hvilket førte til en omfattende arrestationsbølge.
Repressalier: Tre fangere undslap, Hitlers mordordre
Kun tre af de undslupne krigsfanger nåede ultimativ frihed: nordmanden Jens Müller, der skjulte sig i en godsvogn til Sverige; hollænderen Bram van der Stok, som med hjælp fra den hollandske modstandsbevægelse nåede England; og nordmanden Per Bergsland, der undslap via en kloak i Szczecin til et svensk fragtskib. Nyheden om Den Store Flugt fra Stalag Luft III nåede hurtigt Adolf Hitlers øre. Hans reaktion var brutal: Han udstedte det berygtede "Sagan-Befehl"-direktiv, som beordrede, at alle genfangne flyvere skulle skydes "under flugtforsøg". Gestapo, det nazistiske hemmelige politi, udførte denne grusomme ordre, hvilket resulterede i summarisk henrettelse af 50 af de genfangne mænd. De blev skudt med nakkeskud på afsidesliggende steder, herunder ved autobahn-skovhuggerhytter og på marker. Blandt ofrene for dette massedrab var seks polske piloter. Denne handling udgjorde en klar krigsforbrydelse. Kun 23 af de 76 undslupne soldater overlevede krigen og fangeskabet for senere at vidne om disse begivenheder ved Nürnberg-processen.
Operation Purple Cross: Gestapojagten og retssagen
Efter Anden Verdenskrigs afslutning iværksatte britiske efterretningsofficerer Operation Purple Cross for at opspore de Gestapo-folk, der var ansvarlige for disse krigsforbrydelser og massedrabet på de 50 allierede soldater. Ved en efterfølgende retssag i Hamborgs Curio Haus i 1947 stod 18 tidligere Gestapo-mænd tiltalt for deres medvirken. Dokumenter fundet i Reichssicherheitshauptamt-bunkeren i Berlin beviste, at ofrene var blevet transporteret til afsides lokaliteter under falsk foregivelse af at blive returneret til fangeskab, hvorefter de brutalt blev henrettet. Tretten af de tiltalte blev dømt til døden ved hængning for deres rolle i disse mord; de resterende fik livstidsstraffe.
Arv fra Den Store Flugt: Museum og Genève-konvention
På det tidligere område for Stalag Luft III i Żagań, Polen, står i dag en replika af barak 104 som et museum, opført af RAF-veteraner i 1995. Her kan besøgende se den originale munding af tunnel Harry og mange af de håndlavede genstande, som krigsfangerne benyttede under deres fangeskab og flugtforberedelser. Den historiske begivenhed er udødeliggjort i filmen *The Great Escape* fra 1963, baseret på Paul Brickhills bog af samme navn. Selvom filmen har sikret Den Store Flugt en plads i populærkulturen, dramatiserer den visse elementer; eksempelvis er Steve McQueens berømte motorcykeljagt ren fiktion. Den sande arv fra Den Store Flugt rækker dog dybere. Denne bemærkelsesværdige flugt inspirerede direkte MI9's fremtidige træningsprogrammer i undvigelsesteknikker for britiske soldater og bidrog til en skærpelse af Genève-konventionens regler for behandling af krigsfanger. De 50 mord, der fulgte i kølvandet på flugten, var ikke blot personlige tragedier, men står som et dystert symbol på det nazistiske regimes terror og umenneskelighed – en evig påmindelse om de etiske grænser, der gælder selv under en krig.
Kilder:
Interesseret i krigstidens forbrydelser og utrolige flugthistorier? Følg KrimiNyt for flere dybdegående sager fra historiens mørkeste kapitler.