Forsvindinger i Hannover: 70 unge mænd ofre i Weimar
I skyggen af Første Verdenskrigs efterdønninger forsvandt op mod 70 unge mænd sporløst i den tyske by Hannover. Ofrene, ofte hjemløse og sårbare, søgte tilflugt nær byens jernbanestation, desperate efter mad og husly. Deres forsvindinger blev længe overset i et samfund præget af dyb fattigdom og social ustabilitet. Bag disse rystende mord stod Friedrich Heinrich Karl Haarmann, senere berygtet som 'Slagteren fra Hannover'. Hans forbrydelser afdækkede ikke blot en grusomhed uden sidestykke, men også et omfattende systemisk svigt i Weimarrepublikkens Tyskland, og cementerede hans plads som en af Tysklands mest berygtede seriemordere.
Fritz Haarmanns tidlige år: Fra barndom til kriminalitet
Fritz Haarmann blev født i Hannover i 1879 ind i en dysfunktionel familie med en hård, fraværende far og en kronisk syg mor. Fra en tidlig alder viste Haarmann tegn på alvorlig psykisk sårbarhed og en manglende evne til at tilpasse sig socialt. En kort militærkarriere endte brat med en diagnose på 'sandsynlig dementia praecox', hvorefter han indledte en lang kriminel løbebane. Hans forbrydelser omfattede tyverier, svindel og gentagne seksuelle overgreb mod børn, hvilket resulterede i adskillige fængselsophold. Selvom 'psykopati' som term ikke var udbredt på daværende tidspunkt, pegede hans adfærd tydeligt på dybe personlighedsforstyrrelser og en ekstrem form for voldsparathed.
Haarmann i Hannover: Politiinformant og smugler med Hans Grans
Efter endnu en fængselsstraf for indbrud vendte Fritz Haarmann tilbage til Hannover under Første Verdenskrig. Her overlevede han ved at smugle varer, hvilket skaffede ham et solidt netværk i byens kriminelle underverden. Bemærkelsesværdigt etablerede Haarmann også kontakt med Hannovers kriminalpoliti og fungerede som informant. Denne tvivlsomme alliance sikrede ham en vis grad af beskyttelse, selv da bekymrende anmeldelser om hans forbindelse til forsvundne unge mænd begyndte at tikke ind – advarsler, som politiet på tragisk vis ignorerede. Omkring 1919 indledte han et forhold til den unge Hans Grans, der blev hans elsker og medskyldige. Sammen drev de en lyssky forretning, der officielt handlede med brugt tøj og kød, men hvis oprindelse senere skulle vise sig at være langt mere sinister, med elementer der kunne minde om organiseret menneskehandel, hvor ofrenes ejendele blev omsat.
Haarmanns metode: Lokke, myrde og partere på Rote Reihe 2
Fritz Haarmanns serie af mord startede sandsynligvis allerede i 1918, med den 17-årige Friedel Rothe som et af de første kendte ofre. Hans modus operandi var rystende systematisk. Denne seriemorder lokkede unge, mandlige ofre, typisk i alderen 13 til 22 år, til sin lejlighed på Rote Reihe 2 i Hannover med falske løfter om mad og husly. Her misbrugte han dem seksuelt, før han dræbte dem – ofte ved at bide dem i struben, en handling der gav ham tilnavnet 'Vampyren fra Hannover' og nærede rygter om vampyrisme, eller ved kvælning. Efterfølgende foretog han partering af ligene, typisk med en økse, og skaffede sig af med resterne ved at kaste dem i floden Leine. Der er stærke indicier på, at både kropsdele og ofrenes ejendele blev solgt, hvilket yderligere understøttede den makabre myte om, at Haarmann solgte menneskekød på det sorte marked i Tyskland.
Knoglefund i 1924: Opdagelse leder til Haarmanns anholdelse
Den fulde sandhed om Fritz Haarmanns grusomheder begyndte først at rulles op i foråret og sommeren 1924. Fundet af over 500 menneskelige knoglerester og dele af uidentificerede lig i floden Leine udløste en omfattende efterforskning, der hurtigt pegede i retning af Haarmann. Han blev anholdt den 22. juni 1924 i forbindelse med en mindre, urelateret hændelse. Under seks dages intense forhør, hvor politiet angiveligt anvendte utraditionelle metoder, herunder at konfrontere ham med kranier fra nogle af ofrene, brød Haarmann sammen og tilstod sine mange mord. Disse fund var afgørende for den efterfølgende retsmedicinske undersøgelse af sagen.
Retssagen 1924: Haarmann dødsdømt, Grans fængslet i Hannover
Retssagen mod Fritz Haarmann og hans medskyldige Hans Grans åbnede i december 1924 og tiltrak enorm international opmærksomhed. Processen blotlagde ikke kun den rystende vold og Haarmanns systematiske mord, men også det tidligere svigt fra Hannovers politi. Over 200 vidner afgav forklaring, heriblandt desperate forældre, der identificerede ejendele tilhørende deres forsvundne sønner. Beviserne mod Grans omfattede en notesbog og håndskrevne sedler, der direkte forbandt ham til salget af ofrenes ejendele. Den 19. december 1924 blev Fritz Haarmann kendt skyldig i mindst 24 mord og idømt dødsstraf, en dom han modtog med ro. Hans Grans fik ligeledes en dødsdom, som dog senere blev omstødt til 12 års fængsel. Sagen blev et mørkt symbol på de farer, der lurede i Weimarrepublikkens Tyskland.
Henrettelsen af Haarmann 1925: Konsekvenser for lovgivning
Fritz Haarmanns liv fandt sin afslutning den 15. april 1925 kl. 6 om morgenen, da han blev henrettet ved halshugning med guillotine i fængselsgården i Hannover. Hans angivelige sidste ord var: "Jeg angrer, men frygter ikke døden." Efter henrettelsen blev Haarmanns hoved bevaret i formaldehyd og tjente i årtier som studieobjekt inden for retsmedicin ved Göttingen Universitet, før det endeligt blev kremeret i 2015. Sagen om Haarmann, en af Tysklands mest berygtede forbrydere, fik vidtrækkende konsekvenser. Den blev brugt som påskud til at skærpe lovgivningen mod homoseksuelle mænd i Weimarrepublikken. Kritik af politiets håndtering af sagen, især fremført af den tyske journalist Theodor Lessing, fik alvorlige følger for Lessing selv, der senere måtte flygte fra nazistisk forfølgelse. Historien om Slagteren fra Hannover lever videre, ikke mindst i populærkulturen, hvor den tyske instruktør Fritz Langs filmklassiker 'M' (1931) menes at være inspireret af sagen, og tematiserer jagten på en seriemorder i en by grebet af frygt.
Kilder:
Vil du dykke ned i flere af historiens mest berygtede seriemordere og komplekse kriminalsager? Følg KrimiNyt for dybdegående analyser og afsløringer.