Anholdelsen af 'Blåskæg': Landrus ro ved politiets ankomst
Natten til den 12. april 1919 bankede politiinspektør Belin og hans mænd på døren til en lejlighed nær Gare du Nord i Paris. Indenfor anholdt de den 50-årige Henri Désiré Landru, en berygtet seriemorder, i selskab med sin unge elskerinde, Fernande Segret. Efter måneders intensiv efterforskning var Landru endelig fanget. Med isnende ro bemærkede han: "Endelig! Jeg ventede på jer." Disse ord varslede afslutningen på en grusom mordsrække, hvor Landru kynisk havde udnyttet kaosset under Første Verdenskrig til at begå bedrageri mod og derefter eliminere sårbare enker. Hans forbrydelser var så kalkulerede, at de gav ham tilnavnet 'Blåskæg fra Gambais' og sendte chokbølger gennem et krigshærget Frankrig.
Fra kirken til kriminalitet: Landrus vej til bedrageri
Henri Désiré Landru blev født i Paris' 19. arrondissement i 1869 og havde en tilsyneladende normal opvækst i en katolsk familie. Han sang endda i kirkekoret som ung. Hans kriminelle løbebane begyndte dog omkring århundredeskiftet, efter et kortvarigt ægteskab. I starten begik han mindre svindelnumre, ofte rettet mod enker, hvor han eksempelvis lejede deres ejendomme og solgte inventaret. Disse tidlige handlinger af bedrageri resulterede i hans første fængselsdom i 1904. Det var dog udbruddet af Første Verdenskrig i 1914, der for alvor skabte muligheder for Landrus eskalerende og grusomme udnyttelse af sårbare kvinder.
Dødelige kontaktannoncer: Landrus metode under krigen
Mens mændene kæmpede ved fronten under Første Verdenskrig, iværksatte Landru sin dødelige plan ved hjælp af kontaktannoncer i populære aviser som Le Journal og Le Matin. Her præsenterede han sig som en velhavende enkemand, der søgte ægteskab, og lokkede dermed primært enker og andre sårbare kvinder til sine lejede landsteder i Vernouillet og Gambais uden for Paris. Officielt blev Henri Désiré Landru dømt for mordet på ti kvinder og en ung mand. Hans egne omhyggeligt førte notatbøger, der listede navne på hele 283 kvinder, antydede dog, at det reelle antal ofre for hans systematiske bedrageri og mord kunne være langt højere, med penge som det primære motiv.
Mord og brænding: Landrus grumme handlinger i Paris
Landrus metode var kynisk og effektiv. Når ofrene var lokket til hans ejendomme, og han havde sikret sig adgang til deres penge og formuer – ofte gennem falske ægteskabsløfter eller finansielle overførsler – blev de dræbt. Ligene undergik derefter partering og blev systematisk brændt i en stor jernovn; en proces, der angiveligt kunne tage op til tre døgn pr. offer. Politiet fandt aldrig komplette lig i Landrus huse i Vernouillet eller Gambais. I asken under et skur i Gambais opdagede efterforskerne dog 4,176 kg forkullede knogler, herunder 47 tænder og 295 knoglefragmenter – de sørgelige rester af mennesker, der havde søgt kærlighed og tryghed. Blandt de kendte ofre var den 39-årige enke Madame Cuchet og hendes 17-årige søn André Cuchet, der forsvandt efter sønnen fattede mistanke. Også den 51-årige pensionerede lærerinde Anna Collomb var blandt de kvinder, hvis liv endte hos Landru.
Søsterens jagt: Madame Buisson fælder Landru
Det var Madame Buisson, søster til et af ofrene, der med utrættelig beslutsomhed sporede sin søsters sidste færden. Hendes indsats leverede de afgørende spor, der førte politiet direkte til Henri Désiré Landru. Ved anholdelsen fandt politiet en betydelig sum penge hos Landru, svarende til cirka 3 millioner nutidige francs, som stammede fra hans omfattende bedragerier. Yderligere ransagninger afslørede ofrenes møbler og personlige ejendele, gemt væk i en garage, hvilket yderligere underbyggede anklagerne om systematisk mord og tyveri.
Retssagen i Versailles: Landrus arrogance mod beviserne
Henri Désiré Landrus retssag begyndte i Versailles i november 1921 og udviklede sig hurtigt til en højprofil sag, der fangede hele Frankrigs opmærksomhed. Forsvaret, ledet af den prominente advokat Vincent de Moro-Giafferi, baserede sin strategi på den åbenlyse mangel på lig. De argumenterede for, at de fundne knogler kunne stamme fra dyr. Forsvaret forsøgte endda at så tvivl ved at præsentere et brev, der påstod, at ofrene levede i Sydamerika – et dokument der hurtigt blev afsløret som et falsum. Landrus egen arrogance under retssagen, hvor han gentagne gange provokerede med spørgsmålet "Hvor er ligene?", underminerede dog hans sag. Anklagemyndigheden fremlagde derimod overvældende indiciebeviser. Disse inkluderede Landrus detaljerede notatbøger, der minutiøst opregnede penge og ejendele fra hvert offer samt udgifter til brændsel, og afgørende vidneudsagn om tyk, sort røg fra hans ovn på tidspunkter, der matchede kvindernes forsvindinger.
Guillotinen falder: Landrus slutning og chokerende tilståelse
Tidligt om morgenen den 25. februar 1922 faldt guillotinens blad, og Henri Désiré Landru blev henrettet. Han fastholdt angiveligt sin uskyld til det sidste, selv i en gådefuld sidste bemærkning til fængselspræsten. Imidlertid blev en tegning fundet blandt hans ejendele efterfølgende, med en håndskrevet note på bagsiden: "Jeg gjorde det. Jeg brændte deres kroppe i min komfur." Dette kan ses som en posthum tilståelse. Landrus sag er en milepæl i fransk retshistorie, ikke mindst fordi han var den første seriemorder i Frankrig dømt for systematisk mord uden fund af samlede lig. Hans kyniske brug af moderne metoder som kontaktannoncer til at finde og udnytte sine ofre – primært enker desperate efter tryghed under Første Verdenskrig – understreger hans koldblodighed og manipulation. Spørgsmålet om, hvorvidt Henri Désiré Landru var et produkt af krigens omvæltninger eller blot en grådig forbryder, hvis bedrageri eskalerede til partering og mord for penge, forbliver et dystert ekko. Hans egne ord om, at kvinderne kom til ham "som sommerfugle til en flamme", vidner om den udspekulerede indsigt, der gjorde hans forbrydelser mulige.
Kilder:
Dyk ned i flere gådefulde historiske kriminalsager og seriemorderes mørke sind. Følg KrimiNyt for ugentlige afsløringer fra fortidens forbrydelser.