Highway of Tears: 724 km rute i British Columbia med 40+ ofre
Langs den 724 kilometer lange strækning af Highway 16 i British Columbia, Canada, udspiller der sig en mørk og tragisk historisk fortælling. Vejen, der snor sig gennem tætte skove og isolerede samfund, er blevet berygtet som "Highway of Tears" på grund af en rystende række uopklarede mord og forsvindinger, primært af indfødte kvinder og piger. Siden 1969 er mindst 40 navne blevet føjet til listen over ofre – en tragedie, der strækker sig over mere end et halvt århundrede. Dette afspejler et dybtgående samfundsproblem, hvor racisme, koloniale strukturer, social sårbarhed og institutionelt systemsvigt har skabt et farligt landskab for nogle af Canadas mest udsatte borgere.
De første mord i 70'erne og DNA-sporet til en seriemorder
De første uopklarede sager på Highway of Tears dateres tilbage til begyndelsen af 1970'erne, hvilket understreger mysteriernes langvarige karakter. I december 1974 forsvandt den 15-årige Monica Ignas fra Thornhill, efter hun forlod sit hjem for at besøge venner. Hendes forældre meldte hende savnet, men først fire måneder senere blev hendes lig fundet begravet under sneen nær det sted, hvor hun sidst blev set. Obduktionen bekræftede vold, men trods spor forblev Monica Ignas' mord en kold sag i årtier. Samme sommer, i 1974, forsvandt den 16-årige Colleen MacMillen under en blaffetur ved Lac La Hache. Hendes sag forblev uopklaret i 38 år, indtil et afgørende gennembrud i 2012: Banebrydende DNA-teknologi og dna bevis kædede mordet på Colleen MacMillen til den dømte amerikanske kriminelle Bobby Jack Fowler. Selvom Fowler selv var død, dukkede hans DNA op i forbindelse med mindst ti andre uopklarede sager, hvilket rejste den dystre mistanke om, at en potentiel seriemorder kunne være ansvarlig for en betydelig del af de kendte tilfælde langs Highway 16. 1980'erne fortsatte i samme dystre spor med sager som den 16-årige Alberta Rose, der forsvandt i 1980 efter en aften i Prince Rupert. Hendes sag blev indledningsvis behandlet som en simpel bortløben ung, indtil et tip ledte politiet til hendes halvt begravede lig. Manglende adgang til moderne efterforskningsteknikker, såsom DNA-analyse, i 80'erne bidrog til, at også denne sag forblev en uopklaret sag.
90'ernes svigt: Lana Derrick væk, Alishia Germaine myrdet
1990'erne markerede en markant stigning i antallet af sager, der for alvor udstillede det systemsvigt, som prægede håndteringen af disse forsvindingssager. I oktober 1995 stoppede den 19-årige Lana Derrick ved en tankstation nær Terrace. Overvågningsbilleder viste hende i samtale med en mand i en pickup, men den dårlige billedkvalitet forhindrede identifikation. Hendes familie kritiserede politiet skarpt for ikke at udsende en efterlysning hurtigere – en forsinkelse, de mente, kunne have haft fatale konsekvenser. Året forinden, i december 1994, blev den 15-årige Alishia Germaine fundet myrdet i Prince George. Det kom frem, at hun var blevet lokket væk fra sin skole i skoletiden af en mand, der udgav sig for at være socialarbejder. Trods vidner og et signalement forsvandt sporene i et virvar af upålidelig information, og Alishia Germaines mord er fortsat en uopklaret sag.
Nicole Hoar, Tamara Chipman: Nye ofre, MMIWG-bevægelsen begynder
Da 2000-tallet begyndte, vågnede pressen for alvor, men de tragiske sager fortsatte langs Highway of Tears. I juni 2002 forsvandt den 25-årige Nicole Hoar, en træplantearbejder, mens hun blaffede mod Smithers. Hendes rygsæk blev fundet, men hendes krop er aldrig blevet lokaliseret. Hendes forsvinden fik massiv mediedækning, og den øgede journalistiske interesse udløste den første store politiaktion langs Highway 16, selvom den ikke førte til et gennembrud i hendes uopklarede sag. I september 2005 forsvandt den 22-årige Tamara Chipman, også mens hun blaffede ved Prince Ruperts udkant. Overvågningsbilleder fra en tankstation viste hende med to mænd i en sort varevogn, men køretøjet blev aldrig fundet. Tamara Chipmans sag blev et stærkt symbol for den nationale Missing and Murdered Indigenous Women and Girls (MMIWG) bevægelse, en bevægelse der kæmper mod den systematiske vold og racisme, som indfødte kvinder udsættes for.
RCMP's Projekt E-PANA: En opklaret sag, kritik fortsætter
Myndighedernes, herunder RCMP (Royal Canadian Mounted Police), reaktion har ofte været præget af kritik for at være for sen og utilstrækkelig. I 2005 etablerede RCMP Projekt E-PANA, en taskforce dedikeret til at gennemgå 18 udvalgte kolde sager om forsvundne og myrdede kvinder. Trods et stort budget og mange efterforskere formåede taskforcen kun at løse én sag – Colleen MacMillens mord via et DNA-match – over adskillige år. I 2016 måtte lederen af Projekt E-PANA erkende, at mange af disse uopklarede sager sandsynligvis aldrig ville blive opklaret. Efter massivt pres fra familier og aktivister blev der i 2017 etableret nye busruter langs Highway 16 for at tilbyde et sikrere alternativ til det risikable blafferi. Selvom tusindvis benyttede ruterne, påpegede kritikere, at deres begrænsede dækning stadig tvang mange til at lifte, og da Greyhound busserne indstillede driften i British Columbia i 2018, forsvandt en vital transportmulighed for mange i de isolerede samfund.
De efterladtes kamp: Gladys Radek og Mary Teeges historier
De menneskelige omkostninger ved disse tragedier på Highway of Tears er enorme og bæres af de pårørende, der uophørligt har kæmpet for svar og retfærdighed. Gladys Radek, moster til Tamara Chipman, har siden 2005 viet sit liv til at finde sin niece og kaste lys over hendes forsvinden. Hun modtager stadig tips og organiserer eftersøgninger i skovene, et vidnesbyrd om en kamp, der slider på krop og sjæl. Mary Teege, mor til Alishia Germaine, har beskrevet sin sorg i hjerteskærende vendinger og fortalt om ritualer for at holde mindet om sin datter i live, mens retfærdigheden udebliver for hendes myrdede datter.
MMIWG-rapporten: Kolonialisme, racisme og sårbare kvinder
De strukturelle årsager bag tragedierne langs Highway 16 er komplekse og dybt forankrede i Canadas historie. Den nationale MMIWG-rapport fra 2019 konkluderede, at den vedvarende arv efter kolonialisme og systemisk racisme har gjort indfødte kvinder i Canada særligt sårbare. Reservatsystemet, tvangsfjernelser af børn og en generel mangel på støttenetværk har tvunget mange ud i overlevelsestaktikker som blafferi, hvilket har skabt et miljø, der udnyttes af voldelige individer. Flere vidnesbyrd peger også på politiets initiale ligegyldighed, hvor anmeldelser om forsvundne indfødte kvinder ofte blev affejet som unge, der var løbet hjemmefra. Denne formodede racisme i systemet forsinkede kritiske efterforskninger og kostede potentielt dyrebar tid, hvilket bidrog til antallet af uopklarede sager.
Vejen videre: 2024 DNA-indsats, retfærdighed for ofre?
Vejen mod fuld sandhed og retfærdighed for ofrene fra Highway of Tears er stadig lang og snoet. I 2024 annoncerede RCMP en ny, omfattende DNA-screening af 132 beviser fra de tidligere Projekt E-PANA sager, i et forsøg på at kaste nyt lys over gamle uopklarede sager. Men med potentielle gerningsmænd døde og biologisk materiale nedbrudt over årtier, er håbet om at løse alle forsvindingssager og mord begrænset. For familier og lokalsamfund langs Highway 16 fortsætter kampen. Som en ældste fra Carrier Sekani-stammen beskrev det, føles det som at skubbe en sten op ad et bjerg med bare hænder, men de fortsætter i respekt for ofrene. Dette mønster af vold og forsømmelse findes ikke kun på Highway 16, men på tværs af Canada. Hvert navn på listen – fra den 12-årige Monica Jack til den 28-årige Tracey Wolfe – er en smertelig påmindelse om, at spørgsmålet om retfærdighed for savnede og myrdede indfødte kvinder i Canada er en presserende national udfordring. Mens der er taget skridt som busruter og advarsler mod at lifte, hænger det tunge spørgsmål i luften: Hvor mange flere navne skal føjes til listen over ofre for vold langs Highway of Tears, før systemet fundamentalt ændres, og reelle fremskridt i efterforskningen af disse uopklarede sager ses?
Kilder:
Vil du dykke ned i flere uopklarede mysterier og sager om systemsvigt? Følg KrimiNyt og bliv opdateret på virkelighedens mørkeste forbrydelser.