Højbjerg-drabet: Marie Lock-Hansen skudt 10. november 1967
Fredag den 10. november 1967, klokken 10.50, blev den 43-årige ingeniørfrue Marie Lock-Hansen fundet dræbt i sit hjem på Hestehavevej 2B i Højbjerg, en forstad til Aarhus. Hun var ramt af tre skud i brystet. Ved siden af hende lå hushjælpen, Irma Frier Rasmussen, såret efter også at være blevet ramt af skud, men hun overlevede mirakuløst. De præcise omstændigheder i de fatale minutter, og identiteten på gerningsmanden, udgør stadig en af dansk kriminalhistories mest gådefulde og uopklarede sager. Trods en omfattende efterforskning med tusindvis af afhøringer er drabet på Marie Lock-Hansen i Højbjerg fortsat et uløst mysterium, et symbol på en forbrydelse, der trodser alle forsøg på opklaring, selv over et halvt århundrede senere. Dette brutale skyderi i et ellers fredeligt villakvarter chokerede Danmark.
Fra fattigdom til villa: Marie Lock-Hansens livsvej
Marie Rode Madsen, senere Marie Lock-Hansen, blev født ind i fattige kår som landarbejderbarn i 1924. Hun viste dog tidligt en stærk vilje til at bryde med sin sociale arv; en præliminæreksamen i 1942 var et bemærkelsesværdigt skridt for en pige fra hendes baggrund. Efter et kortvarigt første ægteskab og en skilsmisse i 1952, blev hun ansat som sekretær for ingeniør Oscar Lock-Hansen. De udviklede et tættere forhold og giftede sig i 1953. Parrets flytning til den moderne villa på Hestehavevej i Højbjerg i starten af 1960'erne markerede deres sociale opstigning. Villaen, tegnet af arkitekt Viggo Sten Møller, lå i et roligt, velstående kvarter, bemærkelsesværdigt tæt på Søværnets Operative Kommando, hvilket bidrog til mystikken og chokket over det voldsomme drab.
De fatale 72 sekunder: Gerningsmandens besøg og skud
Politiets rekonstruktion af begivenhederne på gerningsstedet viste, at gerningsmanden ringede på døren klokken 10.48. Marie Lock-Hansen, iført en lyserød hjemmejakke og mørkerøde hjemmebukser, åbnede for en mand. Hushjælpen Irma Frier Rasmussen, det primære vidne, beskrev ham senere som cirka 180 cm høj, mørkhåret, med et ovalt ansigt, brune øjne og iført en mørk frakke samt flosshat. Manden hævdede at være repræsentant for et køkkenfirma og blev lukket ind på Maries kontor. Kun to minutter senere, klokken 10.50, lød de første skud. Irma Rasmussen, som sad i stuen med sin kaffe, hørte Maries udbrud: "Åh nej!", efterfulgt af en mandsstemme, der sagde: "Tag det bare roligt, der sker ikke noget." Da Irma skyndte sig mod kontoret, stod morderen i døråbningen. Uden et ord rettede han en Walther P38-pistol mod hendes hofte og affyrede et skud, der ramte hende i underlivet, hvorefter han flygtede. Rengøringshjælpen Lissi Christensen, der befandt sig i kælderen, hørte skuddene og Maries skrig, men nåede ikke op i tide til at se gerningsmanden. Hele det brutale skyderi på kontoret varede angiveligt kun 72 sekunder.
Efterforskning: Rent gerningssted og Walther P38-sporet
Da den første politipatrulje ankom til Hestehavevej klokken 11.08, kun 16 minutter efter skyderiet, begyndte Højbjerg-mordets mange mysterier at udfolde sig. Selve gerningsstedet var påfaldende rent; der blev ikke fundet fingeraftryk, og et tomt patronhylster virkede omhyggeligt aftørret. Det anvendte gerningsvåben, en Walther P38-pistol, var en model kendt fra Anden Verdenskrig, brugt af både tysk politi og danske modstandsfolk. Den vigtigste ledetråd kom fra det sårede vidne, Irma Frier Rasmussen. Hendes detaljerede beskrivelse af gerningsmanden dannede i 1968 grundlag for Danmarkshistoriens første offentligt distribuerede fantomtegning. Til trods for massiv medieomtale og udsendelse af 200.000 identifikationspapirer i Østjylland, blev manden på tegningen aldrig fundet. Politiets efterforskning, som involverede over 100.000 arbejdstimer og afhøring af 20.000 personer, førte ikke til et gennembrud. Kort efter drabet blev der arrangeret en kontroversiel konfrontation, hvor Irma Rasmussen og andre vidner skulle vurdere en mistænkts udseende og stemme – en metode, der i dag kritiseres for sin potentielle upålidelighed og som vidnede om politiets desperate søgen efter spor i denne uopklarede sag.
Motivjagt: Spionteori, PET-forbindelser og Grethe Bartram
Det mest gådefulde ved Højbjerg-mordet er den komplette mangel på et åbenlyst motiv for drabet på Marie Lock-Hansen. Kriminalkommissær Preben Nibe, som ledede politiets efterforskning i 1960'erne, konstaterede, at ingen af de gængse motiver – såsom hævn, jalousi, økonomisk vinding eller fanatisme – passede på sagen. To teorier har dog vedholdende cirkuleret: For det første en spionteori, næret af villaens nærhed til Søværnets Operative Kommando og Oscar Lock-Hansens internationale forretningsforbindelser. En anonym kilde påstod endda i 2020, at Maries afdøde mand, angiveligt en PET-agent, skulle have orkestreret drabet. For det andet en forvekslingsteori, der postulerer, at Marie Lock-Hansen ved en fejl blev offer i stedet for Grethe Bartram, en berygtet stikker fra Besættelsestiden, som boede i nærheden af Højbjerg. Ingen af disse teorier hviler dog på solide beviser, og politiets interne dokumenter afslører betydelig uenighed om et muligt motiv for denne voldelige handling.
Walther P38 og en overset mistænkt: Våbeneksperten
Et yderligere mystisk aspekt af Højbjerg-sagen er gerningsmandens håndtering af gerningsvåbnet. Ballistiske undersøgelser afslørede, at den anvendte Walther P38-pistol var modificeret til kun at kunne affyre et skud ad gangen (single-shot-drift), en teknisk ændring, der forudsætter en vis ekspertise. Dette, sammenholdt med morderens kølige og effektive adfærd på gerningsstedet, har givet anledning til spekulationer om, at han besad militær eller lignende specialtræning. En hidtil utrykt politirapport fra 2007 viste, at politiet allerede i 1967 havde en person med netop denne type baggrund i kikkerten, omtalt som "B". Denne mand havde adgang til en Walther P38, og hans alibi for tidspunktet for drabet i Højbjerg var spinkelt. På trods af dette blev han aldrig sigtet, hvilket senere har medført kritik af politiets håndtering af sporet.
Et uopklaret traume: Kulturarv, bøger og efterladte
Højbjerg-mordet har efterladt et varigt aftryk i dansk bevidsthed og populærkultur. Adskillige bøger, både undersøgende kriminaljournalistik og mere teoretiske værker, har forsøgt at belyse den uopklarede sag, og en prisvindende dokumentarserie fra 2007 pustede nyt liv i den offentlige interesse for dette stykke Danmarkshistorie. Sagen afspejler også det danske samfund i 1960'erne, en periode præget af stærk tro på fremskridt og rationel problemløsning. Den manglende opklaring af drabet i Højbjerg udfordrede denne opfattelse, og politiets omfattende, men resultatløse, efterforskning, herunder brugen af utraditionelle metoder, tegnede et billede af en institution, der kæmpede med en følelse af tabt kontrol. For de efterladte har den manglende opklaring medført en livslang sorg. Marie Lock-Hansens niece har udtalt, at morderen reelt tog to liv den dag: Maries og hendes mand Oscars, hvis liv blev uigenkaldeligt forandret af tragedien.
Øjenvidnet Irma Frier: Vidnepsykologi i 1960'erne
Irma Frier Rasmussens rolle som det eneste øjenvidne til selve overfaldet på Marie Lock-Hansen har været altafgørende for efterforskningen, men også omdiskuteret. Hendes første forklaring, afgivet i ambulancen på vej mod hospitalet i Aarhus, afveg på visse punkter fra hendes senere vidneudsagn. Politiet besluttede at begrænse hendes kontakt med medierne, af frygt for at hendes erindringer kunne blive påvirket – en fremgangsmåde, der illustrerer den tids begrænsede forståelse for vidnepsykologiens kompleksitet. Det er i dag anerkendt, at traumer kan forvrænge erindringer, en indsigt der ikke var udbredt i 1960'erne. Ikke desto mindre er Irma Rasmussens beskrivelse af manden i villaen på Hestehavevej det eneste direkte glimt, offentligheden har fået af gerningsmanden.
DNA-spor: Retsmedicinske grænser og uløst sag
I 2009 blev der foretaget en sidste DNA-analyse af det sparsomme bevismateriale fra gerningsstedet, men ligesom tidligere forsøg gav denne retsmedicinske undersøgelse intet resultat. Højbjerg-mordet illustrerer således både de store fremskridt inden for retsmedicin og teknologiens begrænsninger, især når dna bevis er gammelt eller mangelfuldt. Selvom moderne teknikker som genealogisk DNA-sporing i dag åbner nye veje for opklaring af gamle, uopklarede sager, forbliver drabet på Marie Lock-Hansen en lukket sag, hovedsageligt fordi afgørende spor forsvandt eller blev ødelagt med tiden.
Højbjerg-mordets arv: En tragedie der udfordrer retfærdighed
Bag alle efterforskningsteknikker, teorier og spekulationer i forbindelse med Højbjerg-mordet ligger den tragiske historie om et menneskes brutale død. Marie Lock-Hansen, kvinden der arbejdede sig op fra fattigdom til velstand, blev offer for en voldsom forbrydelse, en tragedie der transcenderer sociale skel og tidsaldre. Hendes morder lykkedes ikke kun med at tage et liv, men også med at udfordre en hel nations tro på retfærdighedens ultimative sejr. I en moderne tidsalder, hvor næsten enhver handling efterlader digitale spor, fremstår Højbjerg-mordet som en næsten uvirkelig påmindelse om fortidens muligheder for anonymitet. At en gerningsmand kunne begå et så spektakulært drab i Højbjerg og derefter forsvinde sporløst, virker i dag nærmest utænkeligt. Netop denne tilsyneladende umulighed, kombineret med den vedvarende jagt på et motiv og en identitet, sikrer sagens fortsatte fascinationskraft. Højbjerg-drabet forbliver et uløst dansk kriminalmysterium, et historisk tilfælde af vold, der fortsat tvinger os til at reflektere over menneskelig ondskab, retssystemets begrænsninger og sandhedens ofte undvigende natur.
Kilder:
Vil du dykke ned i flere uløste kriminalgåder og dybdegående sager fra Danmarkshistorien? Følg KrimiNyt og gå aldrig glip af næste efterforskning.