Hotel Hafnia inferno: 35 døde på Vester Voldgade 1973
Klokken 02.41 natten til den 1. september 1973 modtog Københavns Brandvæsen et desperat opkald fra Hotel Hafnias receptionist på Vester Voldgade 23 i København. Han rapporterede en voldsom brand, der hærgede værelserne i den femetagers bygning, hvor 85 gæster og ansatte befandt sig. Branden på det gamle hotel, der manglede moderne brandsikkerhed, spredte sig med eksplosiv hastighed. Inden morgengryet lå 35 mennesker livløse i ruinerne. Denne nat forvandlede det historiske Hotel Hafnia i hjertet af København sig til et inferno, en tragedie der brændte uhindret i syv timer og chokerede hele Danmark. Hotelbranden på Hafnia er stadig den værste i dansk historie, med 35 tragiske dødsfald til følge.
Gæsternes flugt, Ib Antonis død, familier udslettet
Flammerne brød ud i de tidlige morgentimer, mens de fleste af hotellets gæster sov dybt. Røg og ild fyldte hurtigt de snævre gange. I desperation forsøgte nogle at undslippe gennem vinduerne, nogle ned ad hastigt opsatte kranstiger, mens andre bukkede under for dødelig røgforgiftning, fanget på deres værelser eller i et fatalt forsøg på at søge tilflugt i badekar. Blandt de mange dødsfald var adskillige udlændinge, herunder 20 amerikanere og fire østrigere, samt fremtrædende danskere som den verdenskendte plakatkunstner Ib Antoni. Hele familier blev udslettet, fanget i flammehavet, herunder en amerikansk familie på fire fra Ohio, der omkom på tredje sal. Stærke vidneudsagn beskrev senere hjerteskærende scener, hvor forældre i panik kastede deres børn ud af vinduerne i et forgæves håb om redning.
Hotel Hafnia 1899: Fejl, brand i køkkenet og regler
Hotel Hafnias bygning fra 1899 viste sig at være en fatal dødsfælde under branden. De seks etager var komplekst indrettet med blinde gange omkring en central gårdhave, hvilket forhindrede effektiv evakuering og alvorligt besværliggjorde brandmændenes arbejde. Receptionen, placeret i en tidligere portåbning til gården, blokerede adgangen til den store indre gård og forsinkede dermed slukningsarbejdet yderligere. De efterfølgende brandtekniske undersøgelser og retsmedicinske rapporter pegede på et tekøkken på anden sal som brandens arnested, hvor kemikalier angiveligt fungerede som brandacceleranter og dermed en mulig brandårsag. Den kritiske mangel på brandsektionering i det gamle hotel betød, at ilden uhindret kunne sprede sig gennem ventilation og åbne skakte. Selvom hotellet formelt levede op til datidens bygningsregler, afslørede katastrofen brutalt, hvor håbløst forældede disse regler var i forhold til moderne principper for brandsikkerhed.
Erik Solbakke Hansens tilståelse: gennembrud eller justitsmord
De første 13 år efter branden på Hotel Hafnia forblev sagen en uopklaret gåde trods en omfattende efterforskning. Et gennembrud i efterforskningen af denne uopklarede sag syntes at ske i 1986, da Erik Solbakke Hansen, en mand diagnosticeret som psykisk udviklingshæmmet, under afhøring tilstod brandstiftelse på hotellet. Solbakke, der allerede havde en historik med pyromani og brandstiftelse, leverede detaljerede forklaringer i adskillige afhøringer, altid med den samme efterforsker til stede. På trods af Solbakkes gentagne tilståelser var der markante uoverensstemmelser mellem hans forklaringer og de tekniske beviser fra brandstedet. Han beskrev at have antændt aviser på en gang, mens brandrapporterne entydigt pegede mod tekøkkenet som brandens startsted. Der var ingen vidner eller fysiske spor, der kunne forbinde Erik Solbakke Hansen direkte til gerningsstedet på Hotel Hafnia. Alligevel blev han i 1989, efter en kontroversiel retssag, idømt forvaring på livstid, en dom baseret udelukkende på hans egne tilståelser. Dommen vakte øjeblikkelig kritik, og der blev rejst alvorlige spørgsmål om Solbakkes mentale tilstand (med en dokumenteret IQ på 68) og politiets afhøringsteknikker, der potentielt kunne have fremprovokeret en falsk tilståelse – et scenarie, der ofte diskuteres i sager med sårbare individer og kan lede til et justitsmord. I 2020 blev der formelt anmodet om genoptagelse af sagen, hvilket genantændte den journalistiske og offentlige debat om retssikkerheden i historiske, uopklarede sager som netop Hafnia-branden.
Efterspillet: Brandsikkerhedsregler og Hafnias skæbne
Hafnia-branden blev en brutal og kostbar lærestreg for hele Danmark. Som en direkte konsekvens blev brandsikkerhedsreglerne for hoteller og lignende bygninger strammet markant allerede i 1974. Der blev indført krav om branddøre, sprinkleranlæg og forbedrede evakueringsplaner. Rutinemæssige brandøvelser og -kontroller blev obligatoriske, og højere bygninger fik krav om særskilte nødudgange. Disse vigtige reformer inden for brandsikkerhed har uden tvivl reddet mange liv i de efterfølgende årtier. Den fysiske bygning, der husede Hotel Hafnia, blev revet ned i 1976 og erstattet af et nyt bygningskompleks. Men for de overlevende, de pårørende og for dansk retshistorie lever tragedien og de mange ubesvarede spørgsmål videre. Spørgsmålet om, hvem eller hvad der reelt var den egentlige brandårsag, er stadig omgærdet af tvivl. Brandeksperter har gentagne gange peget på, at Erik Solbakke Hansens tilståelser ikke stemmer overens med de tekniske fund fra branden. Alternative teorier, såsom en kortslutning i hotellets tekøkken eller en ukendt mistænkt nævnt i fortrolige politirapporter, er aldrig blevet fuldt afklaret. Den sande brandårsag bag den katastrofale Hafnia-brand forbliver således et af de mest vedvarende mysterier i nyere dansk kriminalhistorie, en uopklaret sag der fortsat fanger journalistisk interesse og minder os om både katastrofens potentiale og den iboende kompleksitet i jagten på sandheden.
Kilder:
Vil du have flere dybdegående analyser af Danmarks mest rystende kriminalsager og uopklarede mysterier? Følg KrimiNyt og bliv klogere på fortidens mørke kapitler.