To forsvindinger i 1974: Starten på en kontroversiel sag
En kold januaraften i 1974 forsvandt den 18-årige Guðmundur Einarsson sporløst i det iskolde mørke nær Islands hovedstad, Reykjavik. Ti måneder senere oplevede Island endnu en chokerende forsvinding, da den 32-årige Geirfinnur Einarsson forlod sin bil ved Keflavik havn og aldrig vendte tilbage. Disse to tilsyneladende uafhængige hændelser blev omdrejningspunktet i Guðmundur- og Geirfinnur-sagen, en af de mest kontroversielle straffesager i europæisk retshistorie. Sagen udviklede sig til en dyster fortælling om politisk pres, psykologisk tortur og seks unge liv, der blev knust af et panikslagent justitsystem. Selvom de seks uskldigt dømte fik deres navne renset 44 år senere, forbliver de to mænds skæbne en uopklaret sag og en dyb gåde, der fortsat deler den islandske befolkning.
Guðmundur Einarssons sidste nat: Forsvandt i snestormen
Mysteriet tager sin begyndelse natten til den 27. januar 1974. Den 18-årige, berusede Guðmundur Einarsson forlod dansestedet "Alþýðuhúsið" i Hafnarfjörður, en by nær Reykjavik. Iført kun en tynd frakke trodsede han en heftig snestorm og ti graders frost på sin ti kilometer lange gåtur hjem. Det sidste vidne, en forbikørende bilist, så ham vakle ud på kørebanen nær Hvaleyrarvogur-stranden. Dagen efter anmeldte Guðmundurs mor hans forsvinding, hvorefter frivillige og redningstjenester systematisk gennemsøgte kyststrækningen. Den fremherskende teori var, at han enten var faldet i det iskolde vand eller var blevet begravet under sneen. Efter tre ugers intensiv eftersøgning blev den officielt indstillet den 15. februar – en desværre almindelig procedure i Island, hvor de barske vinterstorme jævnligt kræver ofre.
Geirfinnur Einarssons forsvinden: Opkald og smuglerteorier
Ti måneder senere, den 19. november 1974, blev Island igen rystet af en mystisk forsvinding. Klokken 20:30 modtog den 32-årige Geirfinnur Einarsson et telefonopkald i sin lejlighed i Keflavik. Ifølge hans kones vidneudsagn skænkede han sig en hurtig whisky, inden han kørte de blot 700 meter ned til havnecaféen ved Keflavik havn. Hans lyseblå Volvo 144 blev senere fundet forladt med nøglerne i tændingen og en halvfuld øl på forsædet. Samme aften observerede lokale fiskere uforklarlige lysglimt ude på havet, hvilket straks affødte teorier om smugleri.
Pres på Island: Tysk efterforsker intro. nye metoder
I et land som Island, der kun havde registreret ni drab siden 1944, lagde de to uforklarlige forsvindinger et enormt pres på den lille islandske politistyrke. Mediebevågenheden og den politiske bekymring eskalerede, og der var et stort ønske om opklaring. I januar 1976 blev den tidligere vesttyske kriminalkommissær Karl Schütz, kendt for sin rolle i efterforskningen af RAF-sagerne, tilkaldt. Schütz introducerede kontroversielle forhørsteknikker i den islandske politiets efterforskning, herunder maratonforhør og såkaldte "konfrontationsmetoder", hvilket markerede et dystert vendepunkt i Guðmundur- og Geirfinnur-sagen.
Erlas "drømme": Et checkbedrageri førte til anholdelser
Den 17. februar 1976 blev den 20-årige Erla Bolladóttir og hendes kæreste, Sævar Ciesielski, anholdt for et mindre checkbedrageri. Under de intensive forhør begyndte Erla Bolladóttir at fortælle om fragmentariske erindringer fra Guðmundur Einarssons sidste nat – detaljer, hun senere insisterede på stammede fra "drømme eller mareridt", og som hun umuligt kunne have kendskab til. Disse tvivlsomme udsagn blev fatale og udløste en bølge af anholdelser i sagen om de forsvundne mænd.
De seks anholdte: Tortur og tvangsmedicinering i fængslet
Mellem 1976 og 1977 blev i alt seks unge mennesker – Sævar Ciesielski, Kristján Viðar Viðarsson, Tryggvi Rúnar Leifsson, Albert Klahn Skaftason, Guðjón Skarphéðinsson og Erla Bolladóttir selv – fængslet i forbindelse med Guðmundur- og Geirfinnur-sagen. De blev underlagt ekstremt lange perioder i isolationsfængsling, for nogles vedkommende op til 655 dage. Cellerne i Sidumúli-fængslet i Reykjavik blev scenen for intens psykologisk tortur. Retspsykolog Gisli Gudjonsson, der senere analyserede 2.000 timers lydoptagelser fra forhørene, konkluderede, at fangerne blev udsat for søvndeprivation, op til 72 timers uafbrudte forhør, tvangsmedicinering med beroligende og antipsykotisk medicin som Mogadon og chlorpromazin, samt – i Sævar Ciesielskis tilfælde, der led af aquafobi – regulær vandtortur.
Knust af pres: Plantede ideer og falske tilståelser
Tryggvi Rúnar Leifsson forklarede senere, hvordan han efter 100 dage i isolationsfængsling ikke længere kunne skelne mellem sine egne tanker og de idéer, politiet plantede i hans hoved. Denne tilstand er af eksperter beskrevet som "hukommelsesmistillidssyndrom" (memory distrust syndrome). Det psykiske pres resulterede i en række modstridende og absurde falske tilståelser. Sævar Ciesielski ændrede eksempelvis sin forklaring om Guðmundurs død flere gange: Først skulle Guðmundur være slået ihjel med en sten, derefter med en økse – på trods af at politiet aldrig fandt hverken mordvåben eller blodspor.
Dom uden beviser: 1977-rættesagen og fabrikerede scener
Da retssagen mod de seks unge mennesker begyndte i 1977, stod anklagemyndigheden uden tekniske beviser, uden lig og udelukkende med de dybt tvivlsomme falske tilståelser, der var fremkommet under ekstremt pres. Alligevel faldt dommen i Retten i Reykjavik i december 1977. Sævar Ciesielski blev idømt 17 års fængsel for drabene på både Guðmundur Einarsson og Geirfinnur Einarsson, Kristján Viðar Viðarsson fik 16 år, Tryggvi Rúnar Leifsson 13 år, og Guðjón Skarphéðinsson 10 år. Albert Klahn Skaftason blev idømt 1 års fængsel for medvirken til at skaffe et lig af vejen, og Erla Bolladóttir fik 3 år for mened. Under retssagen kom det desuden frem, at politiet havde forsøgt at fabrikere et "gerningssted" ved at udsprede falske rygter om blodfund. Dommerne valgte at ignorere de mange timers mangelfulde forhørsprotokoller, hvilket cementerede sagen som et af Islands værste eksempler på justitsmord.
Efter fængsel: Sævars skæbne som "Islands Manson"
Efter deres løsladelse, primært i 1984, blev de dømte mødt af en hård samfundsdom i Island. Sævar Ciesielski, der af medierne blev stemplet som "Islands Charles Manson" – en betegnelse der malede et billede af en farlig person, måske endda med træk af psykopati i offentlighedens øjne – levede som hjemløs i København indtil sin tragiske død i 2011. I et hjerteskærende brev fra 2005 udtrykte han et dybt ønske om blot at blive anerkendt som et menneske igen.
Kampen for retfærdighed: Frifindelse og oprejsning
Kampen for et retsopgør og juridisk oprejsning tog et historisk vendepunkt i 2011, da den daværende islandske justitsminister, Ögmundur Jónasson, nedsatte en arbejdsgruppe til en fuldstændig gennemgang af hele Guðmundur- og Geirfinnur-sagen. Efter syv års dybdegående undersøgelser, som inkluderede analyser af nyfundne dagbogsnotater og de belastende lydbånd fra forhørene, afsagde Islands Højesteret den 27. september 2018 en skelsættende kendelse: Alle seks oprindeligt dømte blev kendt uskyldige i drabssagerne. Erla Bolladóttir måtte dog vente helt til december 2022, før hun modtog en officiel undskyldning fra den islandske stat og en erstatning på 32 millioner ISK for den uretmæssige isolationsfængsling og de lidelser, hun havde gennemgået. For Erla og de andre handlede det dog mindre om penge og mere om anerkendelsen af, at staten Island havde ødelagt deres liv.
Mysteriet fortsætter: Drukning, smugleri og skjulte lig
Selvom justitsmordet er blevet anerkendt og de dømtes navne renset, forbliver det centrale mysterium i Guðmundur- og Geirfinnur-sagen – hvad der reelt skete med Guðmundur Einarsson og Geirfinnur Einarsson – en uopklaret sag. Gennem årene er der opstået adskillige teorier. Nogle peger på, at Guðmundur kan være druknet i beruset tilstand, mens andre spekulerer i, at Geirfinnur måske faldt i vandet under potentiel smugleri ved Keflavik havn. Geirfinnurs kone har desuden i fortrolighed fortalt om hans depressive tendenser op til forsvindingen, hvilket åbner for muligheden for selvmord. Tyske dokumentarfilm har undersøgt mulige forbindelser til organiseret hashsmugling i Nordsøen i 1970'erne. Senest har en islandsk podcast fra 2023 fremlagt ubekræftede påstande fra anonyme kilder om, at en lokal fisker i 1980'erne angiveligt skulle have fundet et lig relateret til sagen, men af frygt have destrueret beviserne.
Arven efter justitsmordet: Traumer og krav om reform
Guðmundur- og Geirfinnur-sagen har efterladt dybe ar i det islandske samfund og betragtes bredt som et af de mest alvorlige justitsmord i landets historie. En meningsmåling fra 2024 viste, at et flertal af islændingene mener, at sagen understreger et presserende behov for retsreformer og en kritisk gennemgang af politiets metoder og magtbeføjelser. For de overlevende, som Erla Bolladóttir, og deres familier, er sårene uudslettelige. Kort før sin død i 2023 udtalte Erla, at selvom de fik deres navne tilbage, fik de aldrig de 40 stjålne år igen, en bitter påmindelse om at retfærdigheden ofte følger sin egen, langsomme tidslinje. Den dag i dag fortsætter eftersøgningen af sandheden; en gruppe frivillige arkæologer bruger metaldetektorer og ny satellitteknologi langs den oprindelige søgningsgrænse fra 1974 ved Hvaleyrarvogur-stranden, i et spinkelt håb om at finde afgørende spor. Mens sandheden om Guðmundur Einarssons og Geirfinnur Einarssons skæbner måske for altid vil være begravet, står denne tragiske retssag som en evig påmindelse om de fatale konsekvenser, der opstår, når retssikkerheden ofres på panikkens alter i jagten på en opklaring.
Kilder:
Rystet over Guðmundur- og Geirfinnur-sagen? Følg KrimiNyt for flere dybdegående analyser af justitsmord og komplekse kriminalsager.