London rystes: Jack the Stripper og de uopklarede mord
I starten af 1960'ernes London udspillede sig en række brutale mord, der rystede den britiske hovedstad og skabte overskrifter globalt. Denne seriemorder, døbt 'Jack the Stripper' af pressen, målrettede kvinder involveret i prostitution, hvis nøgne lig blev fundet langs Themsens bredder. Gerningsmanden syntes at efterligne den berygtede Jack the Ripper, ikke blot gennem ofrenes erhverv, men også den vedvarende mystik omkring hans identitet og motiver. På trods af en af de mest omfattende efterforskninger i britisk kriminalhistorie, forblev gerningsmanden bag denne vold uidentificeret. Sagen, også kendt som Hammersmith Nude Murders, står i dag som en af Londons mest berygtede uopklarede sager.
De første ofre: Fra Figg til Rees og Tailfords brutalitet
Disse seriemord tog sin begyndelse i juni 1959, da den 21-årige Elizabeth Figg blev fundet i Duke’s Meadows, Chiswick. Hendes kjole var flået op, og hun var blevet kvalt med sit eget tøj. Som kvinde involveret i prostitution havde hun angiveligt mødt en kunde i parken; vidner hørte et skrig og så en bil køre væk fra dette første gerningssted. Den indledende efterforskning gav intet gennembrud. Først senere, da Gwynneth Rees (fundet i 1963) og Hannah Tailford (fundet i 1964) blev opdaget under lignende omstændigheder, koblede politiet Figgs mord til en større sag. Volden eskalerede: Rees’ hoved var adskilt fra kroppen, muligvis med en skovl, og Tailfords undertøj var brutalt proppet i hendes hals. Dette tydede på en gerningsmand, hvis metoder udviklede sig i en stadig mere grusom retning, med tydelige tegn på stump vold.
Panik i 1964: Lockwood, Barthelemy og malingfund
Panikken i London eskalerede i april 1964, da den gravide Irene Lockwood blev fundet død i Themsen nær Chiswick. Selvom hun også var involveret i prostitution, tøvede politiet med at koble dette mord til de tidligere. Gennembruddet kom, da Helen Barthelemy blev fundet i en gyde i Brentford. På hendes hud fandt man spor af sprøjtelak – et vigtigt element for den senere retsmedicin. Barthelemy, en tidligere stripteasedanser der drømte om en skuespillerkarriere i London, var blevet kvalt, muligvis under et seksualmord. De mikroskopiske malingpartikler på hendes krop blev et afgørende spor, der pegede efterforskerne i retning af et bilværksted eller et industriområde.
Mulig køretøj: Fleming, O'Hara og en grå varevogn
To uger senere blev Mary Fleming, en 30-årig irsk immigrant, fundet nøgen i en baggård i Kensington. Fleming, der supplerede sin indkomst som kokkehjælper med sexarbejde, havde fortalt en veninde, at hun skulle mødes med en mand i en grå varevogn. Observationer af lignende vogne nær flere gerningssteder styrkede teorien om, at seriemorderen anvendte et køretøj til at transportere og muligvis opbevare sine ofre. Denne teori fik yderligere vægt i februar 1965, da liget af Bridget "Bridie" O'Hara blev opdaget på Heron Industrial Estate i Ealing – et industriområde med adskillige bilværksteder. O’Hara, der var flygtet fra et voldeligt ægteskab i Irland, var blevet tvunget ud i prostitution for at forsørge sine børn.
Scotland Yards jagt: Du Rose, mistænkt og spørgsmål
Efterforskningen blev ledet af chefinspektør John Du Rose fra Scotland Yard, som anvendte en utraditionel psykologisk taktik. Han erklærede offentligt, at antallet af mistænkte var reduceret drastisk, i et forsøg på at provokere Jack the Stripper til at begå en fejl. Samtidig infiltrerede kvindelige betjente gaderne i Hammersmith i forklædning. Sporet med malingpartiklerne, et centralt element i politiets efterforskning af disse mord, førte til en fabrik i Acton og en medarbejder, Harold Jones. Jones havde en mørk fortid: Allerede i 1921, som blot 15-årig, chokerede han Wales ved at myrde to piger, hvilket kunne pege på tidlige tegn på psykopati. Han levede nu under falsk identitet i Putney og havde adgang til værktøj, der kunne forklare nogle af skaderne på ofrene. Desværre døde Jones af knoglekræft i 1971, før en eventuel tilståelse kunne opnås. Andre mistænkte i denne komplekse uopklarede sag inkluderede viceværten Kenneth Archibald, som tilstod mordet på Irene Lockwood under alkoholpåvirkning, men blev frikendt grundet modstridende beviser. Bokseren Freddie Mills’ selvmord i 1965 affødte også rygter, ligesom en unavngiven politibetjent, senere dømt for indbrud, blev nævnt. Der fremkom dog aldrig konkrete beviser, der direkte forbandt disse personer til seriemordene.
Ofrenes historier: Tailford, Barthelemy og O'Hara
Bag de kolde fakta og den omfattende efterforskning gemte sig dybt personlige tragedier. Hannah Tailford, mor til to og gravid med sit tredje barn, havde forsøgt at flygte fra et ægteskab præget af vold. Helen Barthelemy nærede drømme om et liv på scenen i London. Bridget O'Haras historie om flugt fra vold og en desperat kamp for overlevelse belyste de barske livsvilkår, der ofte tvang kvinder ud i prostitution i 1960'ernes Storbritannien.
Fortidens skygger frem: Genovervejelse og mysterium
Selvom Scotland Yard i 2019 overvejede at genåbne sagen om Jack the Stripper efter en dokumentar pegede på Harold Jones som en sandsynlig gerningsmand, forbliver beviserne for de forskellige teorier spekulative. Manglen på adgang til moderne DNA-bevis fra perioden gør en endelig opklaring vanskelig. Disse historiske mord satte dybe spor i Londons bevidsthed og inspirerede blandt andet Alfred Hitchcocks film *Frenzy* fra 1972. Adskillige bøger om denne uopklarede sag har siden analyseret politiets indsats og diskuteret mulige fejltrin i efterforskningen. Jack the Stripper forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. Om hans seriemord stoppede på grund af politiets pres eller af andre årsager, forbliver et mysterium. Sagen står stadig som et mørkt kapitel i britisk kriminalhistorie, en uhyggelig påmindelse om de uopklarede mysterier, der kan lure i en storby som London.
Kilder:
Følg KrimiNyt for flere dybdegående sager om seriemordere og uopklarede mysterier fra virkelighedens mørke sider.