Fra Boston-pige til berygtet seriemorder med 31 ofre
I det kolde New England, hvor historiens skygger tungt hviler over gamle hospitaler, udspandt sig en af de mest rystende kriminalsager i amerikansk historie. Her startede Jane Toppan, født Honora Kelley i 1854 i Boston, Massachusetts, et liv præget af fattigdom og omsorgssvigt. Hun skulle dog ende som en af de mest berygtede seriemordere i det 19. århundrede. I sin rolle som sygeplejerske misbrugte hun sin betroede position til at begå mord på mindst 31 mennesker, selvom hun selv hævdede et offertal på over 100. Jane Toppans historie er mere end en opremsning af brutale mord; den er en dybdegående fortælling om psykologisk nedbrydning, socialt bedrag og en sygelig trang til at kontrollere liv og død, hvilket peger på dybereliggende psykopati.
Honora Kelleys barndom: Traumer og vejen til mørket
Honora Kelleys barndom var en turbulent tid præget af kaos og forladthed. Hendes mor, Bridget Kelley, bukkede under for tuberkulose, da Honora kun var seks år gammel. Hendes far, Peter Kelley, en alkoholiseret skrædder kendt for sin bizarre adfærd, kunne ikke længere tage sig af sine børn. I 1863 afleverede han sine to yngste døtre, Honora og Delia, til Boston Female Asylum. Søstrene blev adskilt, da syvårige Honora blev sendt til Ann Toppan, en enke i Lowell, Massachusetts. Her levede hun som en slags livegen tjenestepige under det victorianske "indentured servant"-system. Selvom Ann Toppan aldrig formelt adopterede hende, gav hun hende navnet "Jane" og behandlede hende konsekvent fjendtligt. Jane oplevede systematisk ydmygelse fra sin plejemor, som åbenlyst favoriserede sin biologiske datter, Elizabeth. Denne skadelige dynamik fostrede en giftig cocktail af jalousi og had hos den unge Jane. Ved Ann Toppans død blev Jane forbigået i arven og pålagt at arrangere begravelsen – en sidste, dyb fornærmelse, der forstærkede hendes følelse af isolation og udenforskab, elementer der ofte ses i den tidlige udvikling af senere psykopati.
Jolly Jane på hospitalet: Eksperimenter bag empatien
Som 26-årig valgte Jane Toppan en karriere som sygeplejerske, et fag der gav hende uhindret adgang til sårbare patienter og potente medicinalstoffer. Hun påbegyndte sin uddannelse på Cambridge Hospital i 1885. Her opnåede hun hurtigt et ry som en empatisk og kompetent sygeplejerske, hvilket gav hende det ironiske tilnavn "Jolly Jane". Bag denne venlige facade gemte der sig imidlertid en mørk fascination af døden. Jane begyndte at eksperimentere med patienternes medicindoseringer, især med morfin og atropin – en dødelig kombination, der kunne fremkalde hallucinationer, kramper og en langsom kvælningsdød. Retsdokumenter fra hendes senere sag afslørede, at Jane Toppan ofte misbrugte sin stilling til at isolere patienter, forfalske deres journaler og administrere dødelige doser. Chokerende nok lagde hun sig ofte i sengen med sine ofre for at opleve deres dødskamp som en pervers form for seksuel tilfredsstillelse, et tydeligt tegn på sadisme. En tidligere kollega huskede, hvordan Jane "spillede Gud" ved at lade patienter svæve mellem liv og død gennem kontrolleret forgiftning – en praksis der angiveligt gav hende "voluptuøs glæde". Disse tidlige mord, der primært gik ud over ældre og uhelbredeligt syge patienter på hospitalet, blev desværre overset af lægerne, som stolede på hendes fabrikerede rapporter om naturlige dødsfald.
Davis-tragedien 1901: Mordene afslørede Jane Toppan
Det var imidlertid Jane Toppans involvering med Davis-familien i Cataumet, Massachusetts, der til sidst førte til hendes afsløring som seriemorder. I 1901 tilbød hun at pleje Mattie Davis, en ældre veninde, der pludseligt var blevet syg. Efter Matties mord den 8. juli 1901 – forklædt som naturlig død – insisterede Jane på at blive hos familien for at "støtte" den sørgende enkemand, Alden Davis, og hans to døtre, Minnie og Genevieve. På blot seks uger døde alle tre under yderst mystiske omstændigheder. Da Aldens yngste datter, Genevieve, afgik ved døden den 27. oktober 1901, fattede hendes mand, Captain Gibbs, mistanke og anmodede om en obduktion. Den efterfølgende retsmedicinske undersøgelse afslørede dødelige koncentrationer af morfin og atropin i Genevieves krop, hvilket pegede direkte på forgiftning. Politiet i Lowell satte Jane Toppans hjem under observation og anholdt hende den 29. oktober 1901, da hun forsøgte at flygte med et tog mod Boston. Hun blev sigtet for fire mord i forbindelse med Davis-familiens tragiske skæbne.
Retssagen 1902: Toppans tilståelse og dom til hospital
Under den efterfølgende retssag ved Barnstable County Courthouse i juni 1902 tilstod Jane Toppan chokerende 31 mord. Samtidig påberåbte hun sig sindssyge. Hendes forsvar fremlagde en psykiatrisk vurdering, der diagnosticerede hende som en "sadistisk psykopat med en uimodståelig seksuel drift til at dræbe", en klar manifestation af hendes psykopati og sadisme. Retten anerkendte hendes sindssygeforklaring og idømte hende livsvarigt ophold på Taunton State Hospital. Her tilbragte denne berygtede seriemorder resten af sit liv, indtil hun døde af alderdom den 17. august 1938. Dette var en af de mest opsigtsvækkende historiske sager om en kvindelig seriemorder i USA.
Toppans chokerende tilståelse: 'Dræbe gav mig fryd'
Men Jane Toppans historie og hendes mørke hemmeligheder var langt fra fuldt afdækkede. I en rystende tilståelse til sin advokat udtalte hun, at hendes ambition var "at have dræbt flere hjælpeløse mennesker end nogen mand eller kvinde, der nogensinde har levet." Hun afslørede detaljeret, hvordan hun begik sine mord ved at administrere en dødelig cocktail af morfin og atropin. Efter forgiftningen klyngede hun sig til sine ofres kroppe for at føle livet sive ud af dem – en handling, der bekræftede hendes ekstreme sadisme og gav hende, med egne ord, "den størst tænkelige fryd".
Bag facaden: Janes psykopati, magtbegær og mord 1895
Sagen om Jane Toppan er en kompleks historisk fortælling med mange lag. På overfladen handler den om en sygeplejerske, der kynisk misbrugte sin professionelle autoritet. Dykker man dybere, afsløres en kvinde, der desperat søgte magt i en victoriansk æra, hvor kvinders sociale kontrol var stærkt begrænset. Hendes barndomstraumer, herunder omsorgssvigt og emotionel mishandling, bidrog utvivlsomt til udviklingen af hendes psykopatiske træk. Psykiatriske eksperter har peget på, at Jane Toppan led af en sjælden kombination af narcissistisk personlighedsforstyrrelse og seksuel sadisme. Denne psykologiske profil gjorde hende i stand til fuldstændigt at frakoble sig sine ofres lidelser under de mange mord. Hendes valg af ofre – primært ældre og syge mennesker på hospitaler eller i private hjem – afspejler en bekymrende samfundsmæssig tendens til at marginalisere sårbare grupper. Som privat sygeplejerske fik Jane adgang til private hjem, hvor hun kunne manipulere familiestrukturer og potentielt arveforhold. Eksempelvis er mordet på hendes udlejer, Israel Dunham, og hans kone i 1895, begået for at undgå husleje og stjæle deres ejendele, et eksempel herpå. Disse handlinger understreger en kalkuleret grådighed, der supplerede hendes dybtliggende psykopati og lyst til at dræbe.
Jane Toppans arv: Påmindelse om ondskab i sygeplejen
Jane Toppans historiske sag er mere end blot en opremsning af groteske mord; den er en uhyggelig spejling af det victorianske samfunds normer og den menneskelige psykes mørkeste afkroge. Hendes uhyggelige evne til at udnytte den tillid, der traditionelt knyttes til sygeplejerske-professionen, kombineret med hendes dybt forstyrrede psykopati og sadisme, cementerer hendes plads som en af USA's og verdens mest fascinerende og skræmmende kvindelige seriemordere. Selv i dag, mere end et århundrede efter hendes død, fortsætter denne true crime historie fra Massachusetts med at vække både afsky og en morbid nysgerrighed. Den tjener som en evig påmindelse om, at ondskab ikke altid har et åbenlyst monstrøst ansigt, men ofte kan skjule sig bag et tillidsvækkende smil og en sygeplejerskes hvide kittel, især inden for hospitalets mure hvor sårbarheden er størst.
Kilder:
Fascineres du af historiske kriminalsager og den menneskelige psykes mørke sider? Følg KrimiNyt for flere dybdegående portrætter af berygtede forbrydere.