John Christie: Seriemorderen fra 10 Rillington Place

Rædselsfund på Rillington Place: Christies regime afsløres (1953)

En kold forårsdag i 1953, mens huslejer Beresford Brown skænkede te i køkkenet på 10 Rillington Place i Londons Notting Hill, førte en utæt væg ham til en rystende opdagelse. Bag tapetet fandt han tre kvindelig, makabert indsvøbt og skjult. Dette fund markerede kulminationen på en årelang terrorkampagne ført af John Reginald Halliday Christie, en berygtet seriemorder hvis forbrydelser ikke alene chokerede Storbritannien, men også udstillede alvorlige fejl i landets retssystem. Christies gerninger og det efterfølgende retsopgør blev et vendepunkt for britisk strafferet og ændrede permanent synet på dødsstraf.

John Christies unge år: Fra Yorkshire til kriminelt liv i London

John Christie blev født den 8. april 1899 i Northowram, Yorkshire, ind i en arbejderklassefamilie. Hans opvækst var præget af streng religiøsitet og en distanceret familierelation, faktorer som psykologer senere har udpeget som mulige årsager til hans sociale isolation og kyniske verdenssyn. Allerede som ung viste Christie kriminelle tendenser, da han blev fyret fra et job som politikontorist for underslæb. Hans tjeneste under Første Verdenskrig endte med en gasforgiftning, der medførte midlertidig blindhed og kroniske vejrtrækningsproblemer. Ifølge retsmedicinere kan disse fysiske mén, kombineret med psykiske traumer, have bidraget til udviklingen af hans senere seksuelle afvigelser og voldelige impulser. I 1920'erne eskalerede Christies kriminelle løbebane med domme for tyveri og overfald, herunder et brutalt angreb på en kvinde i 1934. På trods af dette formåede han at opretholde en facade af respektabilitet, hjulpet på vej af sit ægteskab med Ethel Simpson (senere Ethel Christie) i 1920 og sit arbejde som reservist under Anden Verdenskrig. Denne dobbelthed – den tilsyneladende borgerlige mand, der i hemmelighed planlagde og udførte grusomme handlinger – blev et centralt træk ved hans liv.

Første mord: Ruth Fuerst og Muriel Eady dræbt af Christie

Det første dokumenterede mord begået af John Christie fandt sted den 24. august 1943. Offeret var den 21-årige Ruth Fuerst, en flygtning fra Østrig, som han lokkede til sin lejlighed på 10 Rillington Place under foregivende af et seksuelt møde. Her udsatte han hende for kvælning med en snor under samlejet, hvorefter han skjulte liget under gulvbrædderne – en metode han senere forfinede. Året efter myrdede han sin kollega, Muriel Eady. Christie, der udnyttede at Eady led af bronkitis, overtalte hende til at inhalere giftig gas fra en hjemmelavet anordning, hvorefter han begik voldtægt og kvælning.

Tragedien Evans: Christies bedrag fører til justitsmord

Det måske mest berygtede kapitel i John Christies kriminelle løbebane tog sin begyndelse i 1949, da den unge familie Evans – Beryl Evans og hendes mand Timothy Evans – flyttede ind i lejligheden ovenover Christies på 10 Rillington Place. Beryl, som var gravid, søgte Christies hjælp til en illegal abort. Under dække af falsk lægeautoritet bedøvede Christie hende med gas, begik voldtægt og kvalte hende. Forfærdeligt nok stoppede hans forbrydelse ikke der; han myrdede også hendes 13 måneder gamle datter, Geraldine Evans, og placerede pigens lig ved siden af moderens i udhuset. Timothy Evans blev efterfølgende uretmæssigt anklaget for disse familiemord, delvist baseret på Christies falske vidneudsagn under retssagen, hvilket førte til et tragisk justismord, da Evans blev hængt i 1950.

Sidste blodige kapitel: Christie myrder fire, inkl. Ethel

Efter henrettelsen af Timothy Evans fortsatte John Christie sin række af mord. I januar 1953 myrdede han den gravide Rita Nelson, igen under påskud af at udføre en abort. Kathleen Maloney og Hectorina MacLennan fulgte som ofre i februar og marts samme år. Hans sidste offer blev hans egen hustru, Ethel Christie, som han kvalte i søvne og gemte liget af under stuegulvet på 10 Rillington Place. Disse sidste mord demonstrerede en eskalering i hans vold og seksuelle parafili, herunder en tendens til at tage 'trofæer' fra sine ofre, hvilket peger i retning af nekrofili.

Opdagelse og dom: Christies retssag og henrettelse (1953)

Opdagelsen af John Christies rystende forbrydelser i marts 1953 udløste massiv mediedækning og en national skandale i Storbritannien. Under intensiverede politiforhør tilstod Christie seks mord, men fastholdt sin uskyld i forhold til drabet på Geraldine Evans. Hans retssag senere i 1953 afdækkede en kompleks psykologisk profil: en mand, der kunne simulere samarbejdsvillighed, alt imens han rationelt planlagde sine forbrydelser. Retten afviste hans påstand om sindssyge og idømte ham dødsstraf ved hængning. Dommen blev eksekveret den 15. juli 1953 i Pentonville-fængslet i London.

Efterspillet: Evans' benådning og Christies psykologiske profil

Sagen om Timothy Evans blev genåbnet i 1966 efter betydeligt pres fra menneskerettighedsgrupper. Brabin-kommissionen, der undersøgte sagen, konkluderede, at Evans sandsynligvis havde myrdet sin kone, Beryl Evans, men ikke deres datter, Geraldine Evans. Dette førte til en posthum benådning i 1966. Dette justismord var en afgørende faktor i afskaffelsen af dødsstraffen i Storbritannien, formaliseret gennem Homicide Act 1957 og efterfølgende lovgivning. Kriminalpsykologer har analyseret John Christies personlighed som en kompleks blanding af narcissistiske og schizoide træk, der kan grænse til psykopati. Hans dokumenterede fascination af død og nekrofili, herunder bevaringen af 'trofæer', indikerer dybtliggende seksuelle afvigelser. Retspatologer har fremhævet, hvordan hans valg af ofre – ofte sårbare og socialt udsatte kvinder – vidner om en kynisk udnyttelse af samfundets svageste. John Christie-sagen fik vidtrækkende konsekvenser for britisk retspraksis, herunder indførelsen af Police and Criminal Evidence Act 1984 (PACE), der strammede reglerne for politiets forhørsmetoder, samt et skærpet fokus på vidneudsagns pålidelighed. Den kulturelle indflydelse ses også i filmen "10 Rillington Place", som kritisk belyser retsfejlene i Evans-sagen.

Arven fra Rillington Place: Varige konsekvenser for retspraksis

Historien om John Reginald Halliday Christie er mere end blot en beretning om en seriemorders rædselsvækkende gerninger; den er en skelsættende fortælling om institutionelle svigt og et defekt retssystem. Christies evne til at manipulere og udnytte både menneskelig tillid og systemfejl understreger den hårfine balance mellem individuelle rettigheder og samfundets behov for sikkerhed. Selvom bygningen på 10 Rillington Place for længst er revet ned, står sagen som en dyster påmindelse om, hvordan en enkelt mands psykopati og voldelige tilbøjeligheder kan udfordre selve retsstatens fundament. Den arv, sagen efterlod – manifesteret i markante retsreformer i Storbritannien og i den kollektive erindring – understreger den vedvarende nødvendighed af årvågenhed og viljen til at lære af fortidens fejl for at sikre sand retfærdighed.

Kilder:

Vil du dykke ned i flere sager om seriemordere og retssystemets fejl? Følg KrimiNyt og få de mest rystende historier direkte i dit feed.