1944: Lugten fra Rue Le Sueur afslører Dr. Petiot
Det var en kold martsdag i 1944, da nysgerrige naboer i Paris' fashionable kvarter nær Avenue Foch bemærkede en modbydelig lugt og tyk, sort røg, der væltede op fra skorstenen på den velhavende læge Marcel Petiots residens på Rue Le Sueur. Hvad der først lignede en banal skorstensbrand, udviklede sig hurtigt til en af Frankrigs mest rystende opdagelser under Anden Verdenskrig. Da brandvæsenet tvang sig adgang til huset, fandt de i kælderen de forkullede rester af menneskeknogler, en kalkgrube med ligdele fra adskillige personer, og et rum fyldt med kufferter og tøj tilhørende forsvundne mennesker. Politiet, der straks blev tilkaldt, stod over for chokerende beviser på en systematisk og grusom serie af mord. Under dække af at drive et hemmeligt netværk for at hjælpe jødiske flygtninge, modstandsfolk og andre forfulgte med at flygte fra det tyskbesatte Frankrig, havde læge Marcel Petiot i virkeligheden skabt en udspekuleret dødsfælde. Hans ofre blev lovet sikker passage ud af landet mod klækkelig betaling, men i stedet forsvandt de for evigt bag facaden på det fornemme byhus, lokket i en fælde af en kynisk seriemorder.
Fra Auxerre til læge: Marcel Petiots voldelige barndom
Marcel André Henri Félix Petiot blev født i 1897 i Auxerre, Frankrig. Allerede i sin barndom viste han foruroligende tegn på problematisk adfærd. Som blot 11-årig affyrede han sin fars pistol i klasselokalet og blev bortvist fra skolen. Psykiske evalueringer i teenageårene pegede på "psykopatiske tendenser" og en "manglende samvittighed" – klare indikationer på psykopati – men disse advarsler blev ignoreret. Da Første Verdenskrig brød ud, meldte den kun 17-årige Petiot sig frivilligt til hæren. Hans militærtjeneste var dog præget af tyveri af morfin, selvskade for at undgå fronten, og flere fængselsophold. Trods denne plettede fortid lykkedes det ham at gennemføre en fremskyndet medicinsk uddannelse og opnå sin lægebevilling i 1921.
Borgmesterens skyld: Petiots tidlige forbrydelser og fængsel
Efter krigen etablerede Dr. Petiot en lægepraksis i Villeneuve-sur-Yonne. Bag facaden som en respektabel læge opbyggede han hurtigt et kriminelt netværk. Han misbrugte også sin position som byens borgmester fra 1926 til 1931 til underslæb, herunder tyveri fra kommunekassen. I 1930 forsvandt hans elskerinde, Louise Delaveau, sporløst efter at have konfronteret ham med en graviditet; en forsvinding der først langt senere blev kædet sammen med Petiot. Da han flyttede til Paris i 1933, eskalerede hans kriminelle aktiviteter. Han annoncerede åbent med tilbud om illegale aborter og hurtige kure mod kønssygdomme, hvilket tiltrak sårbare patienter og stofmisbrugere. I 1942 blev han dømt for narkotikahandel efter at have anvendt forgiftning på flere patienter med morfin. Han undgik dog fængsel, angiveligt fordi vidner på mystisk vis forsvandt. Disse tidlige forbrydelser tegnede et ildevarslende billede af en mand på vej mod langt mere alvorlig vold og yderligere mord.
Dr. Eugènes metode: Falske flugter og gaskælder
Med Tysklands besættelse af Paris i 1940, under Anden Verdenskrigs mørke skygge, øjnede Marcel Petiot en ny og endnu mere lukrativ mulighed i det herskende kaos og frygt. Under dæknavnet "Dr. Eugène" udgav han sig for at være leder af en modstandsgruppe, der, mod en betaling på 25.000-50.000 franc per person, kunne arrangere en sikker flugtrute ud af Frankrig. Hans ofre, ofte desperate jøder eller modstandsfolk henvist af medsammensvorne som frisøren Raoul Fourrier, blev instrueret i at møde op om natten på Rue Le Sueur med alle deres værdigenstande pakket i en kuffert. Petiots metode var skånselsløst systematisk. Han gav sine ofre en injektion, som han hævdede var en nødvendig vaccination mod tropesygdomme, men som i virkeligheden indeholdt dødelig cyanid – en brutal form for forgiftning. De blev derefter låst inde i en specialbygget, lydisoleret kælder med en gasovn, hvor Petiot kunne observere deres dødskamp gennem et diskret judasøje; et kort, men grusomt fangeskab før døden. Ligene blev efterfølgende opløst i kalk eller brændt i en specialkonstrueret krematoriumsovn, og ofrenes ejendele blev stjålet og solgt på det sorte marked. De mange kufferter opbevarede han som makabre trofæer. Et triangulært "venterum", udsmykket med falske flugtdokumenter på væggene, tjente som ofrenes sidste, bedrageriske stop, hvor de i deres afsluttende øjeblikke troede, de ventede på transport til Argentina.
Skorstensbrand afslører Dr. Petiot som 'Henri Valeri'
Den ildevarslende skorstensbrand den 11. marts 1944 afslørede endeligt Marcel Petiots grusomheder på Rue Le Sueur. Politiet i Paris identificerede senere 27 ofre, blandt dem den velhavende jødiske pelshandler Joachim Guschinow, hvis diamanter alene repræsenterede en enorm værdi. Petiot, der allerede siden 1943 var under Gestapos mistanke for sine lyssky aktiviteter med ulovlige flugtruter, undslap i første omgang. Han skiftede identitet til "Henri Valeri" og sluttede sig ironisk nok til den franske modstandsbevægelse, FFI (Forces Françaises de l'Intérieur). Hans iboende arrogance blev dog hans fald. Da aviserne i oktober 1944 bragte eftersøgningsfotos af den berygtede seriemorder, genkendte en tidligere kollega ham under en rutinemæssig kontrolpost. Dette førte til Dr. Petiots arrestation den 31. oktober.
Retssagen: Udtalelser, beviser og dommen over Petiot
Retssagen mod Marcel Petiot i 1946 udviklede sig til et enormt mediespektakel i efterkrigstidens Frankrig. Anklagemyndigheden fremlagde beviser for 135 anklagepunkter og et detaljeret kort over ofrenes sidste timer, som tydeligt demonstrerede de systematiske mord. Forsvaret, anført af stjerneadvokaten René Floriot, forsøgte desperat at fremstille Petiot som en modstandshelt, der udelukkende havde dræbt kollaboratører og nazisympatisører. Petiot selv optrådte uforskammet og spottende under hele retssagen, hvilket kun forværrede hans situation. Han lo åbenlyst, da han blev udspurgt om skatteunddragelse, og kom med kyniske bemærkninger om sine kvindelige ofre. Et besøg på gerningsstedet på Rue Le Sueur, hvor dommerne med egne øjne så gaslokalet med judasøjet i kælderen samt en uhyggelig samling af 97 nederdele tilhørende ofrene, fjernede enhver tvivl om hans skyld i de mange mord. Den 4. april 1946 blev Marcel Petiot fundet skyldig i 26 mord og idømt dødsstraf ved guillotine. Hans sidste ord, inden henrettelsen den 25. maj 1946, var en sarkastisk bemærkning til bødlen om, at han ikke skulle kigge, da det ikke ville blive smukt.
Efterspillet: Petiots offre og de stjålne millioner
Selvom Dr. Marcel Petiot officielt blev dømt for 26 mord, anslår historikere og efterforskere, at hans reelle offertal kan være langt højere – muligvis mellem 60 og helt op til 200 personer. Dette efterlader væsentlige aspekter af sagen som uopklaret, herunder det præcise antal af hans ofre og skæbnen for de enorme summer penge, han stjal. Over 200 millioner franc, svarende til adskillige millioner euro i nutidens valuta, forsvandt sporløst, og vedholdende rygter om nedgravet guld et sted i Paris cirkulerer stadig den dag i dag. Hans kone, Georgette, som havde hjulpet med at håndtere ofrenes ejendele, blev løsladt grundet mangel på beviser. Sagen om Marcel Petiot afslørede også et bizart element af det kaos, der herskede under Anden Verdenskrig: Petiot var rent faktisk blevet arresteret af Gestapo i 1943 i forbindelse med hans ulovlige flugtruter. Utroligt nok løslod de ham uden at afdække hans sande, langt mere monstrøse forbrydelser. Historien om Marcel Petiot står som et dystert vidnesbyrd om, hvordan menneskelig grådighed og ekstrem psykopati kan blomstre i krigs- og forføgelsestider, hvor den desperation, der opstod under besættelsen af Frankrig, skabte den perfekte jagtmark for en koldblodig seriemorder.
Kilder:
Vil du afdække flere gådefulde forbrydelser og historiske kriminalsager? Følg KrimiNyt og dyk ned i de mørkeste kapitler.