Marie beskyldt i Loudun: 13 giftmord startede 12-årig skandale
I juli 1949 blev den 52-årige enke Marie Besnard i den lille franske by Loudun konfronteret med en chokerende anklage: Hun var mistænkt for systematisk forgiftning af mindst 13 personer i sin nærmeste familie og omgangskreds, herunder to ægtemænd, over mere end to årtier. Dette øjeblik indledte en af Frankrigs mest opsigtsvækkende og langstrakte retssager. Sagen, der strakte sig over tolv år og tre separate retsprocesser, endte med en kontroversiel frifindelse, der stadig debatteres, og som efterlod mange spørgsmål ubesvarede, hvilket cementerede dens status som en potentiel uopklaret sag. Hele forløbet udfordrede ikke blot retssystemet, men belyste også begrænsningerne inden for datidens retsmedicin og gav et rystende indblik i, hvordan sladder og fordomme i et lille samfund som Loudun kunne påvirke den offentlige mening og retfærdighedens gang.
Besnards fortid: Giftmordene og fundet i Auguste Antignys grav
Den anklagede, Marie Besnard, født Marie Joséphine Philippine Davaillaud i 1896 i Loudun, en by hvis historie er præget af både middelalderkonflikter og berygtede hekseprocesser, kom fra en velstående landbofamilie. Her var ægteskab og arvefølge centrale værdier. Hendes første ægteskab, med fætteren Auguste Antigny i 1920, fulgte tidens normer, men fik en brat afslutning med Augustes pludselige død syv år senere. Officielt døde han af bughindebetændelse. Men da liget af Auguste Antigny blev genstand for exhumering i 1949, fandt retsmedicinere en dødelig dosis på 60 mg arsenik – en type gift – i hans krop.
Flere dødsfald: Arv og tragedie i Léon Besnards tid (1938-49)
Mistanken mod Marie Besnard tog dog først for alvor form efter hendes andet ægteskab med Léon Besnard i 1928. Gennem årene akkumulerede parret en betydelig arv, da flere slægtninge afgik ved døden. Mellem 1938 og 1947 døde Léons tante, farmor, søster og to kusiner pludseligt, og i hvert tilfælde var Marie Besnard en begunstiget arving. Selv Maries egne forældre døde under mistænkelige omstændigheder i 1947 og 1949, hvilket underbyggede mistanken om en række familiemord.
Léon Besnards advarsel: Pintous vidneudsagn og fund i 12 lig
Efterforskningen intensiveredes, da postmester Louise Pintou, en tidligere elskerinde til Léon Besnard, fremstod som et afgørende vidne. Pintou hævdede, at Léon på sin dødsdag i 1947 havde betroet hende: "Hvis jeg dør pludseligt, så sørg for, at der bliver foretaget en obduktion." Denne udtalelse førte til en obduktion af Léon Besnard, som afslørede 39 mg arsenik. Fundet af denne gift udløste en omfattende exhumering af 13 afdøde familiemedlemmer. Ved anvendelse af datidens retsmedicinske metoder, herunder den anerkendte Marsh-testen, påviste retsmediciner Georges Béroud arsenik i 12 af de undersøgte lig, ofte i koncentrationer, der var markant forhøjede.
Forsvaret: Bevisfejl, bortkomne prøver og arsenikteori
Anklagemyndigheden stødte imidlertid på betydelige udfordringer. Forsvaret, ledet af de dygtige advokater Albert Gautrat og René Hayot, påpegede alvorlige fejl i bevisførelsen og håndteringen af prøverne. De påviste blandt andet, at et knoglefragment var fejlmærket, og at flere prøver var bortkommet. Mest skadeligt for anklagerne var dog forsvarets alternative teori: At arsenik kunne være trængt ind i ligene fra jorden på Loudun kirkegård. Denne teori blev styrket af vidneudsagn om, at kirkegårdsgartneren i Loudun anvendte arsenik-holdigt sprøjtemiddel. Professor René Truhaut underbyggede dette yderligere ved eksperimentelt at påvise, at hårprøver begravet i kirkegårdsjord kunne absorbere arsenik fra omgivelserne, hvilket kunne forklare fundene af gift.
Poitiers retssag (1952): Kaos, syltetøjsglas og udsættelse
Den første retssag i Poitiers i 1952 udviklede sig til et videnskabeligt og juridisk kaos, en potentiel skandale for retssystemet. Under et intenst krydsforhør måtte retsmediciner Georges Béroud indrømme, at hans metode til at differentiere arsenik fra antimon kun var "95% sikker". En laboratorieassistent afslørede ydermere, at nogle af de vigtige prøver var blevet opbevaret i genbrugte syltetøjsglas, hvilket kompromitterede bevisernes integritet. Sagen måtte uundgåeligt udsættes for yderligere retsmedicinske undersøgelser.
Anden retssag i Bordeaux (1954): Vidneudsagn og sammenbrud
Under den anden retssag, afholdt i Bordeaux i 1954, forsøgte anklagerne at genoprette deres sag ved at indkalde den anerkendte nobelprismodtager Frédéric Joliot-Curie. Hans avancerede analyse bekræftede de forhøjede arsenik-niveauer. Forsvaret lykkedes dog med at så tvivl om hans konklusioner ved at påpege, at hans metode krævede en specifik bestrålingstid, som laboratoriet tilsyneladende ikke havde overholdt. Presset på vidnerne var enormt; en af de involverede retsmedicinere, professor Griffon, brød sammen på vidneskranken under denne opslidende retssag.
Tredje retssag (1961): Arsenikfund førte til frifindelse
Den tredje og sidste retssag i 1961 markerede en afgørende sejr for forsvaret. Advokat Albert Gautrat fremlagde nye jordprøver fra kirkegården, som viste arsenik-koncentrationer på op til 60 mg/kg. Et lokalt vidne bekræftede, at han havde observeret graveren sprede det arsenik-holdige sprøjtemiddel direkte på Léon Besnards gravsted. Fokusset på potentiel miljømæssig kontaminering med gift ændrede sagens dynamik fuldstændigt. Juryen voterede i blot tre timer, heraf kun fem minutters egentlig diskussion, før de afsagde en enstemmig frifindelse af Marie Besnard for samtlige anklager om mord og forgiftning.
Marie Besnard i Loudun: Frifindelsen og arven til 1980
Marie Besnard returnerede til sit barndomshjem i Loudun, hvor hun levede til sin død i 1980, fortsat omgærdet af mistanke. Til det sidste fastholdt hun sin uskyld i de påståede mord. Denne uopklaret sag blev aldrig fuldt opklaret, men den førte til vigtige reformer af Frankrigs retsmedicinske procedurer og en skærpet opmærksomhed på risikoen ved at tillægge sladder for stor vægt i retssager. Sagen om Marie Besnard står tilbage som et komplekst mysterium: Var hun en koldblodig morder, der begik adskillige familiemord og udnyttede systemets fejl, eller var hun et offer for en potentiel justismord, hvor hendes liv blev ødelagt af ondsindet sladder og fejlbarlig retsmedicin? Spørgsmålet forbliver ubesvaret og understreger, hvordan mistanke og fordomme kan veje lige så tungt som håndgribelige beviser i søgen efter retfærdighed i en retssag.
Kilder:
Fascinerer uopklarede sager og retsmedicinske mysterier dig? Følg KrimiNyt for flere dybdegående artikler om virkelighedens mørkeste forbrydelser.