25. september 1983: IRA flugten fra Maze, Storbritanniens største
Den 25. september 1983 blev en skelsættende dato, der for altid ville stå prentet i britisk fængselshistorie. Denne dag gennemførte 38 fanger fra den provisoriske IRA (PIRA) en spektakulær flugt fra HM Prison Maze i Nordirland – en institution anset for at være blandt Europas sikreste, beliggende blot 15 km sydvest for Belfast. Denne historiske masseflugt, den største i Storbritanniens fredstid, var ikke et spontant udbrud. Den var kulminationen på måneders minutiøs planlægning, omfattende våbensmugling og en dristig udnyttelse af fængslets interne rutiner. Den berygtede Maze Prison escape afslørede alvorlige sikkerhedsbrister og blev en symbolsk sejr for republikanerne midt under den turbulente periode kendt som The Troubles, en konflikt præget af vold og politisk uro.
Maze Prison: Fra fæstning til flugtvej via H7 lastbil
Maze-fængslet, også kendt som Long Kesh, var designet som en maksimalsikkerhedsfæstning, specifikt bygget til at huse paramilitære indsatte. Med sine karakteristiske H-blokke, omgivet af 5,5 meter høje betonmure, elektronisk styrede ståldøre og konstant overvågning fra bevæbnede vagttårne, havde det ry for at være et fængsel, det var næsten umuligt at undslippe fra. Fangerne, der levede under strengt fangeskab, var inddelt efter tilhørsforhold. I 1983 husede H-blok 7 (H7) omkring 130 IRA-medlemmer, de fleste dømt for alvorlige forbrydelser, herunder handlinger der af myndighederne blev betegnet som terror. Fængslets struktur, hvor hver blok fungerede som en semi-autonom enhed med egne faciliteter, skabte forudsigelige rutiner. Netop denne forudsigelighed blev et centralt element i flugtplanen. Som en af de involverede senere forklarede: "Sikkerheden byggede på rutiner, og madlastbilens daglige ankomst klokken 14:15 til H7 blev identificeret som den perfekte mulighed."
IRA's komité: McFarlane og Kelly planlagde smugling
Planlægningen af den dristige flugt tog form tidligt i 1983 under ledelse af en hemmelig flugtkomité inden for IRA. Nøglepersoner som Brendan "Bik" McFarlane og Gerry Kelly stod i spidsen for den detaljerede rekognoscering. Under dække af rengøringsarbejde kortlagde de alarmer, vagtruter og fængslets layout indefra H7. Parallel hermed foregik en omfattende operation for at smugle våben ind. Over flere måneder lykkedes det at få seks 9mm-pistoler forbi vagterne, omhyggeligt skjult i diverse genstande medbragt af besøgende – fra madpakker og bøger til musikinstrumenter. Selve flugtplanen var udarbejdet med en nærmest militær præcision. Den omfattede overtagelse af kontrolrummet, gidseltagning af vagter, omklædning til vagtuniformer, kapring af madlastbilen og et nøje beregnet tidsvindue: Fra overtagelsen af H7 skulle lastbilen være ude af hovedporten på under 20 minutter for at undgå, at alarmen gik.
Flugten fra H7: Ferris' død og alarmen ved Tally Lodge 1
Klokken 14:25 på flugtdagen iværksatte fangerne planen. Tre fanger, bevæbnede med de smuglede våben i form af pistoler skjult i aviser, overmandede vagterne i H7's kontrolrum. Under den efterfølgende voldsomme kamp blev vagten James Ferris alvorligt såret af et knivstik i maven; han fik efterfølgende et hjerteanfald og døde. Inden for tyve minutter var hele H7-blokken under fangernes kontrol, og 38 mænd i alderen 19 til 42 år var klar til at bevæge sig mod friheden. Klokken 14:50 ankom den planlagte Bedford-madlastbil. Chaufføren, Derek McDonnell, blev taget som gidsel og tvunget ned i lastrummet, mens fangerne overtog køretøjet. Med 15 fanger gemt i lastrummet og 23 forklædt i stjålne vagtuniformer, kørte lastbilen mod fængslets hovedporte. Men ved den første sikkerhedsbarriere, Tally Lodge 1, gik det galt. En opmærksom vagt gennemskuede forklædningen og udløste den stille alarm klokken 15:07. Et vildt kaos brød ud, da fangerne åbnede ild mod vagterne. Vagt William McConnell blev ramt i låret. I den totale forvirring lykkedes det fangerne i lastbilen at bryde igennem den sidste port og sprede sig i de omkringliggende marker tæt ved Lisburn i Nordirland. Klokken 15:15 blev hele fængslet sat i lockdown, og helikoptere begyndte at kredse over området i jagten på de undslupne.
Efterspil: Kritik af Hennessy-rapporten, IRA's propagandasejr
Den umiddelbare eftersøgning efter den dristige flugt var intensiv. Ved hjælp af hunde og vejspærringer lykkedes det at genfange 15 af de 38 flygtninge inden solnedgang samme dag. De resterende 23 nåede frem til skjulesteder, primært i republikanske områder i Nordirland. Adskillige blev dog senere fanget igen, herunder nøgleplanlæggere som Brendan McFarlane og Gerry Kelly, der blev fundet i Holland og efterfølgende udleveret til Storbritannien. Flere andre af de undslupne fra HM Prison Maze mistede senere livet i forbindelse med yderligere IRA-operationer, ofte forbundet med vold og politisk motiverede handlinger. Den britiske regering iværksatte straks en undersøgelse ledet af Sir James Hennessy. Hans rapport, Sir James Hennessy Report, offentliggjort i januar 1984, var stærkt kritisk og pegede på en "kultur af skødesløshed" blandt fængselspersonalet samt manglende visitation af besøgende, hvilket havde muliggjort våbensmuglingen. Rapporten resulterede i implementeringen af 73 anbefalinger, herunder styrket sikring af kontrolrum og indførelse af biometrisk adgangskontrol. Til trods for at mange blev genfanget, blev Maze Prison escape en betydelig propagandasejr for IRA, der demonstrerede, at selv det mest sikre fængsel ikke var uigennemtrængeligt. Denne historiske flugt står stadig som et markant eksempel på en komplekst orkestreret operation, der kombinerede militær planlægning med en dyb forståelse for sikkerhedssystemers sårbarheder. Dens konsekvenser påvirkede fremtidige sikkerhedsprocedurer i højsikkerhedsfængsler globalt, og historien om fangeskabet og den utrolige flugt fra Long Kesh diskuteres stadig.
Kilder:
Følg KrimiNyt for flere dybdegående analyser af historiske fangeflugter og IRA's mest berygtede operationer.