Starten i Manhattan Beach: Judy Johnson anklager Ray Buckey
Den 12. august 1983 indledte politiet i Manhattan Beach, Californien, en efterforskning, der skulle udvikle sig til en af de mest omfattende og berygtede retssager i USA’s historie. Det hele startede, da Judy Johnson, mor til en dreng på den lokale McMartin Preschool, anklagede den 25-årige pædagogmedhjælper Raymond "Ray" Buckey for overgreb. Hendes enkeltstående anklage eksploderede imidlertid hurtigt. Snart svirrede rygter om omfattende seksuelle misbrug af børn, bizarre sataniske ritualer og påstande om skjulte tunneler under skolen, rettet mod over 400 børn. Denne sag, kendt som McMartin Preschool sagen, strakte sig over syv år, kostede 15 millioner dollars og efterlod utallige liv i ruiner. Den endte uden en eneste domfældelse – en rystende påmindelse om, hvordan massehysteri, målrettet manipulation og en mangelfuld retspraksis kan ødelægge jagten på retfærdighed.
Kee MacFarlanes metoder: Anatomiske dukker og kritik
I efterforskningens tidlige og kritiske fase blev forældre henvist til Children's Institute International (CII). Her påtog socialarbejderen Kee MacFarlane sig opgaven med at afhøre børnene. Ved hjælp af blandt andet anatomisk korrekte dukker og et dukketeater med figurer som "Mr. Alligator" og "Detective Dog", begyndte børnene at berette om chokerende overgreb. De fortalte om hemmelige tunneler under skolen, om lærere i kapper der udførte dyreofringer (et element af de påståede ritualer) ved den nærliggende St. Cross Episcopal Church, og om at blive tvunget til at drikke dyreblod. Andre beskrev sexlege som "Naked Movie Star". Kee MacFarlanes forhørsteknikker blev dog senere genstand for intens kritik. Video bevis i form af optagelser afslørede, at hun gentagne gange stillede ledende spørgsmål som "Hvad gjorde Ray med din numse?" og roste børnene, når deres svar passede ind i anklagernes mønster. En terapeut skulle endda have fortalt et barn, at 183 andre børn allerede havde delt "klamme hemmeligheder" om McMartin Preschool, hvilket yderligere understreger den problematiske manipulation af de sårbare børnevidner. Retsexperter som Maggie Bruck og Stephen Ceci påpegede senere, at gentagne ledende spørgsmål netop kan inducere falske minder hos børn – en central problematik i hele McMartin Preschool sagen.
Mediedækning: KABC-TV og 'Nightline' eskalerer hysteriet
Medierne i Los Angeles spillede en afgørende rolle i at puste til ilden og eskalere massehysteriet. Den lokale tv-station KABC-TV sendte daglige opdateringer under dramatiske overskrifter som "Nattemareren i vuggestuen" og forudsagde, at sagen ville blive "endnu større". En lokalavis proklamerede uden forbehold: "Den første sandhed, vi må anerkende, er at overgrebene *uden enhver rimelig tvivl* fandt sted." Denne form for sensationspræget journalistik var med til at forme den offentlige opinion. Selv anerkendte nationale tv-programmer som "20/20" og "Nightline" præsenterede de alvorlige anklager om overgreb og ritualer som ubestridelige fakta. I et mindeværdigt segment spurgte Hugh Downs reporteren Tom Jarriel om børnenes lidelser, hvortil Jarriel gengav et barns hjerteskærende spørgsmål til sin mor: "Mor, når jeg dør, vil de dårlige minder så forsvinde?" Den intense mediedækning skabte en selvforstælgende cyklus af frygt. Flere og flere forældre begyndte at mistænke, at deres egne børn måtte være ofre for de påståede overgreb på McMartin Preschool. Over 400 familier henvendte sig til CII's undersøgelser, og anklagerne udvidede sig hurtigt til at omfatte hele McMartin-personalet. Selv den 80-årige skolestifter, Virginia McMartin, blev konfronteret med beskyldninger, der strakte sig fra almindelige overgreb til absurde påstande om, at hun fløj på en heksekost.
Retssagen: Svage beviser og frisindelse af Ray og Peggy Buckey
Da anklagemyndigheden omsider rejste tiltale i marts 1984, omfattede den 115 anklagepunkter mod de såkaldte "McMartin-syv". Men bevisbyrden i denne opsigtsvækkende retssag viste sig at være yderst skrøbelig. Politiet havde gravet intensivt på skolens grund i Manhattan Beach i jagten på de omtalte hemmelige tunneler, men fandt kun bygningsrester, der stammede fra før skolens opførelse – intet der understøttede de fantastiske påstande. Lægeundersøgelser af børnene, foretaget af Dr. Astrid Heger, viste visse tegn, der *kunne* indikere penetrerende traume, men leverede intet definitivt bevis for de påståede overgreb. Anklagerne fra den oprindelige anmelder, Judy Johnson, smuldrede yderligere, da det kom frem, at hun led af psykisk sygdom (diagnosticeret med paranoid skizofreni) og tidligere havde fortalt politiet, at Ray Buckey kunne flyve. Efter 18 måneders forhør og en tre år lang retssag, den hidtil længste og dyreste i USA's historie, endte den første rettergang i 1990 med en hung jury – juryen kunne ikke nå til enighed. Ray Buckey og hans mor, Peggy McMartin Buckey, blev frifundet på de fleste anklagepunkter. Anklagemyndigheden valgte herefter at droppe resten af sagerne mod de øvrige tiltalte. I en sjælden indrømmelse erkendte distriktsanklager Ira Reiner senere, at børneforhørene var blevet udført af "uerfarne" terapeuter, og at dette repræsenterede "grundlæggende fejl" i efterforskningen, hvilket pegede på alvorlige svigt i retspraksis.
Efterspillet: Ray Buckeys varetægt og McMartin-sagens arv
McMartin Preschool sagen efterlod dybe og varige ar. Ray Buckey tilbragte fem år i varetægt uden nogensinde at blive dømt for de alvorlige anklager om overgreb. Han arbejdede senere som advokat under et nyt navn. Peggy McMartin Buckey døde i år 2000, ifølge hendes familie "brudt af retssystemet". Mange af børnene, der blev fanget i sagens centrum, voksede op med de psykiske konsekvenser af de intense terapisessioner og den konstante fokus på overgreb og ritualer. Nogle har senere indrømmet, at de opdigtede historier under det massive pres og den vedvarende manipulation fra omgivelserne. Sagen førte til permanente ændringer i amerikansk retspraksis, især i Californien. Domstolene indførte strengere regler for, hvordan børnevidner må afhøres, og terapeuter som Kee MacFarlane blev et symbol på farerne ved ledende spørgsmål og ukritisk manipulation af vidneudsagn. Men McMartin-sagens måske største arv er dens vedvarende advarsel. Det er en rystende fortælling om, hvordan godtroenhed, kollektiv angst, massehysteri og et ustyrligt mediecirkus, drevet af sensationssøgende journalistik og tv-dækning, kan underminere fundamental retssikkerhed og skabe en moderne heksejagt. Denne skelsættende sag fra USA viser, hvordan børn utilsigtet kan blive redskaber i et system, der i sin iver efter at beskytte dem mod påståede overgreb og sataniske ritualer, går for vidt. Selvom der aldrig faldt dom, efterlod den mange spørgsmål ubesvarede, hvilket for nogle gør den til en form for uopklaret sag med hensyn til den fulde sandhed om de oprindelige anklager.
Kilder:
Interesserer du dig for komplekse retssager og sager om massehysteri? Følg KrimiNyt for flere dybdegående analyser af virkelighedens mørkeste kapitler.