Libby-fængslet, feb. 1864: Oberst Roses store masseflugt
En isnende kold februaraften i 1864 blev skelsættende, da over 100 udsultede og forfrosne unionsofficerer undslap gennem en snæver tunnel under Libby-fængslets mure. Denne dristige flugt, anført af den uforfærdede oberst Thomas E. Rose, er gået over i historien som en af de mest bemærkelsesværdige operationer under Den Amerikanske Borgerkrig. Bag denne tilsyneladende umulige bedrift lå måneders hemmelig planlægning, ubeskrivelige strabadser og en fortælling om menneskelig udholdenhed, der overgår de fleste fiktive thrillere.
Libby-fængslet: Tobakslager blev unionsofficerernes mareridt
Libby-fængslet i Richmond, Virginia, USA, oprindeligt et tobakslager, var under borgerkrigen blevet omdannet til et berygtet fangelejr for unionsofficerer. Bygningens tre etager med åbne jerngittervinduer ydede ingen beskyttelse mod elementerne, og forholdene for de mange krigsfanger var forfærdelige. Op mod 1.200 militærfolk var stuvet sammen på gulvet i dette overfyldte fængsel, og madrationerne var så elendige, at de indsatte måtte spise rotter. Sygdomme som dysenteri og tyfus hærgede, og dødsfald var en daglig realitet – en brutal virkelighed af fangeskab under krigen, med forhold der af mange senere er blevet betegnet som krigsforbrydelser.
Møde i 'Rotternes Helvede': Rose og Hamilton planlægger flugt
Det var under disse umenneskelige forhold, at oberst Thomas E. Rose, en 33-årig veteran fra slaget ved Chickamauga, ankom til Libby-fængslet i oktober 1863. Fra første øjeblik var hans eneste mål at undslippe sit fangeskab. Under en inspektion af fængslets berygtede kælderområde, kendt som 'Rotternes Helvede', mødte Rose major A.G. Hamilton, en Kentucky-kavalerist med samme indædte ønske om flugt. De to militærofficerer blev hurtigt drivkræfterne i den dristige planlægning.
Tunnelplanen: Hemmeligt gravearbejde under 'Rotternes Helvede'
Planen for deres flugt var lige så enkel, som den var genial: At grave en tunnel fra kælderen i Libby-fængslet, 'Rotternes Helvede', under fængslets køkken og ud til en tom grund ved siden af et lagerhus. Med primitive redskaber – en træspyttebakke, skeer og en lommelampe – begyndte de hemmelige gravearbejder den 10. december 1863. Fire mand arbejdede ad gangen i skift, 18 timer i døgnet, mens jorden forsigtigt blev smuglet ud i lommer og spredt blandt halmen på kældergulvet for at undgå opdagelse.
Kæmp mod betonen: Hamiltons livreddende tunnelventilation
Udfordringerne under udgravningen af tunnelen var enorme. De stødte på en betonvæg fra bygningens fortid som tobakslager, som møjsommeligt måtte hakkes igennem med en rusten fil. Luften i den 60 meter lange tunnel blev så tynd, at graverne besvimede. Et genialt iltventilationssystem, konstrueret af major A.G. Hamilton ved hjælp af et drænrør og en læderklokke, blev afgørende for at fortsætte og reddede liv.
Fatal opdagelse (9. feb. 1864): Roses mod ved tunneludgang
Den 9. februar 1864 bød på en måneskinsløs nat – ideel til den planlagte flugt. Klokken 19.30 samledes de første 15 krigsfanger i kælderen, klar til at krybe nøgne gennem tunnelen for at undgå at sidde fast. Men da de første nåede udgangen, opdagede de en fatal fejl: Tunnelens munding åbnede sig midt på en oplyst gade. Oberst Thomas E. Rose stod overfor et umuligt valg. Friheden var inden for rækkevidde, men i stedet for selv at flygte, vendte han heroisk tilbage for at forlænge tunnelen og sikre de andres chance.
Den sidste flugt: 7 timers gravning og opdigtet dansetime
Efter yderligere syv timers desperat gravning nåede de endelig en mørk grusvej bag et lager. Klokken 22.00 begyndte den egentlige flugt fra Libby-fængslet. For at overdøve lydene fra tunnelen og undslippende krigsfanger, arrangerede de tilbageværende indsatte en opdigtet dansetime på øverste etage, hvor de stampede i gulvet og sang. Én efter én kravlede mændene gennem den snævre tunnel; nogle mistede bevidstheden på grund af kulde og udmattelse under den farefulde færd mod frihed.
Flugt opdaget: 109 officerer savnes og Rose fanges tæt ved mål
Ved daggry næste morgen var 109 militærofficerer forsvundet fra Libby-fængslet. Vagterne opdagede først flugten klokken 10.00, da en tælling afslørede det store antal manglende krigsfanger. Den rasende fængselsinspektør udlovede straks en dusør på 5.000 dollars for Thomas E. Rose's hoved. De undslupne officerer spredte sig i små grupper. Rose selv valgte at fortsætte alene. Han skjulte sig blandt andet i en svinesti, mens konfødererede soldater jagede ham med hunde. Efter tre dages udmattende vandring gennem sumpområder i Virginia nåede han en flod, men blev tragisk fanget blot 100 meter fra unionslinjerne.
De undslupnes skæbner: Hamiltons forklædning, Fords piskeslag
Andre deltagere i flugten var mere heldige. Major A.G. Hamilton nåede i sikkerhed ved at iføre sig en forfalsket konfødereret uniform og rejse med tog. En løjtnant overlevede ved at spise rå kartofler og skjule sig i en slavehytte. En af de mest utrolige skæbner tilhørte Robert Ford, en afroamerikansk spion, der angiveligt fik 500 piskeslag for sin rolle i flugten fra Libby-fængslet, men overlevede og senere undslap til Washington. Af de 109 militærofficerer, der deltog i denne dristige masseflugt, nåede 59 unionslinjerne, 48 blev genfanget, og to druknede undervejs i James-floden.
Efterspillet: Roses udveksling og Libby-fængslets lukning
Thomas E. Rose blev selv bragt tilbage til Libby-fængslet, hvor han blev kastet i isolationscelle. Hans ry som 'flugtkonge' var dog så frygtet, at konføderationen byttede ham for en sydstatsoberst blot to måneder senere. Selve flugten fik dybtgående konsekvenser. Den ydmygede Sydstaterne og gav Unionshæren et moralsk løft midt i Den Amerikanske Borgerkrig. For de tilbageværende krigsfanger i Libby-fængslet blev tilværelsen dog endnu hårdere; efter flugten fjernede fangevogterne al halm og halverede madrationerne. Dette berygtede fængsel blev lukket året efter, i 1865, og bygningen blev senere flyttet til Chicago for at tjene som et krigsmuseum.
Bag helteberetningerne: Sygdom og Fords offer for frihed
Bag de heroiske beretninger om flugten fra Libby-fængslet skjuler der sig personlige tragedier, der vidner om den høje pris for frihed og den ekstreme menneskelige udholdenhed, der blev udvist. Thomas E. Rose led resten af livet af kroniske lungesygdomme som følge af arbejdet i tunnelen. A.G. Hamilton mistede hørelsen, formentlig på grund af små eksplosioner anvendt under gravningen. Den uofficielle leder af flugten blev plaget af mareridt resten af livet. Særligt rørende er historien om Robert Ford, den afroamerikanske teamster, hvis indsats var afgørende for tunnelens succes, og som angiveligt tog skylden under tortur. Selvom den amerikanske Kongres tildelte ham en erstatning i 1868, døde han af sine kvæstelser året efter. Hans sidste ord skulle angiveligt have været: 'Fortæl dem, jeg gjorde det for friheden.'
Arven fra flugten: Mindeplade og Roses ord om frihed
I dag markerer kun en mindeplade stedet i Richmond, Virginia, hvor Libby-fængslet engang lå. Men den historiske beretning om Libby-flugten lever videre som et stærkt vidnesbyrd om menneskets ukuelige frihedstrang. Historikere fremhæver, at denne dristige flugt ikke blot var et fysisk mesterværk, men også et psykologisk knockoutstød mod Sydstaternes myte om uovervindelighed under Den Amerikanske Borgerkrig. For de overlevende krigsfanger blev flugten et livsdefinerende øjeblik. Da Thomas E. Rose døde i 1907, var hans sidste ord ifølge hans kone: 'Jeg kan stadig lugte den fugtige jord i tunnelen... og smagen af frihed.' En smag, som 109 modige militærmænd i en isnende kold februarnat i 1864 risikerede alt for at opleve.
Kilder:
Følg KrimiNyt for flere dybdegående sager om dristige flugtforsøg og historiske forbrydelser.