Chok i dec. 2003: Falsk konto udløser Parmalats konkurs
Den 19. december 2003 rystedes den globale finansverden, da den italienske mejerigigant Parmalat, berømt for sin langtidsholdbare mælk, indrømmede en chokerende sandhed: En bankkonto på Caymanøerne, der angiveligt indeholdt 3,95 milliarder euro, eksisterede ikke. Denne afsløring udløste en øjeblikkelig finansiel nedsmeltning. Dagen efter styrtdykkede Parmalats aktiekurs med 80 procent, og selskabet erklærede sig insolvent med en gæld på 14 milliarder euro – Europas største virksomhedskonkurs dengang. Hvordan kunne en anerkendt virksomhed som Parmalat orkestrere et så omfattende bedrageri? Svaret på denne skandale i Italien involverer årtiers grådighed, en grundlæggers uindskrænkede magt og et komplekst netværk af forfalskede regnskaber, en klar sag om økonomisk kriminalitet.
Fra Parma-iværksætter til mælkekonge: Tanzis imperium
Historien om Parmalat begynder med Calisto Tanzi. Som blot 22-årig grundlagde han virksomheden i Parma, Italien, i 1961. Hans store gennembrud kom i 1963 med lanceringen af termobehandlet mælk i Tetra Pak-kartoner, en innovation der hurtigt gav ham tilnavnet 'Italiens mælkekonge'. I 1970'erne og 80'erne ekspanderede Parmalat voldsomt og etablerede sig på markeder i Sydamerika, USA og Østeuropa. Ved børsnoteringen i 1990 var Parmalat en multinational gigant med 30.000 ansatte og en årlig omsætning på 7,5 milliarder euro.
Svindel fra 1990: Tanzi, Tonna og Bonlats bedrag
Bag den succesfulde facade begyndte problemerne dog tidligt. Allerede i 1990, ifølge senere retsundersøgelser, indledte Calisto Tanzi og hans finansdirektør, Fausto Tonna, systematisk regnskabssvindel. Deres mål var at puste Parmalats resultater kunstigt op for at tiltrække flere penge fra investorer. De oprettede over 200 skuffeselskaber i forskellige skattely, herunder Caymanøerne og De Britiske Jomfruøer, for at manipulere regnskaberne. Selskabet Bonlat Financing Corp. på Caymanøerne skulle vise sig at spille en central rolle i det omfattende bedrageri.
Kreativ korruption: Parmalats skjulte gæld og fupaktiver
Parmalats aggressive ekspansion blev finansieret gennem udstedelse af store mængder virksomhedsobligationer. I stedet for at bogføre denne gæld korrekt, anvendte ledelsen, herunder Calisto Tanzi og Fausto Tonna, yderst kreativ og ulovlig regnskabspraksis, en klar form for korruption. Amerikanske myndigheder afslørede senere, hvordan milliarder af euro i gæld blev fjernet fra balancen via Cayman-selskaberne og metoder som falske 'lånedelingsaftaler'. Gæld blev også skjult gennem fiktive salg af tilgodehavender og manipulerede valutakurser i brasilianske datterselskaber. Samtidig opfandt Parmalat falske aktiver. Et grotesk eksempel var et fiktivt salg af 300.000 ton mælkepulver til Cuba – en absurd mængde, der aldrig eksisterede, ligesom køberen heller ikke gjorde. Dette var et centralt element i deres regnskabsmanipulation.
Alarm 2003: CFO Ferraris afslører Bonlat-kontoens bedrag
De første tydelige revner i Parmalats facade viste sig i februar 2003. Finansdirektør Fausto Tonna chokerede markedet ved pludselig at annoncere behovet for en uventet udstedelse af virksomhedsobligationer på 300 millioner euro, hvilket signalerede likviditetsproblemer. Calisto Tanzi reagerede ved at afskedige Tonna og ansætte Alberto Ferraris som ny CFO. Ferraris opdagede dog hurtigt, at hans adgang til Parmalats regnskaber var stærkt begrænset. Kontrollen lå hos Tanzis nære medarbejder, regnskabschef Luciano Del Soldato. Da Ferraris stillede kritiske spørgsmål til en påstået kontantbeholdning på 4 milliarder euro i Bonlat Financing Corp. på Caymanøerne, fik han at vide, at pengene ikke var tilgængelige. Interne e-mails afslørede senere Ferraris' forgæves forsøg på at få Tanzi til at frigive midlerne. Få måneder senere forlod Ferraris sin stilling, dybt mistænksom over for den økonomiske kriminalitet, han anede.
Kollaps 2003: Tanzis afgang og Bank of Americas opdagelse
Krisen hos Parmalat eskalerede dramatisk i november 2003, da virksomheden ikke kunne indfri en obligation på 150 millioner euro. Dette mislighold fik kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's til straks at nedgradere Parmalats kreditværdighed til 'junk'-status. Den 9. december trådte Calisto Tanzi tilbage som CEO, og den anerkendte konkursadvokat Enrico Bondi blev indsat for at forsøge at redde stumperne. Den endelige afsløring af bedraget kom den 19. december: Bank of America bekræftede, at et dokument, der skulle bevise Bonlat-kontoens eksistens og dens 3,95 milliarder euro, var en forfalskning. Senere retsakter viste, at Tanzis team angiveligt havde brugt en kopimaskine til at forfalske Bank of Americas logo. Dagen efter denne afsløring suspenderede Milan-børsen handlen med Parmalat-aktier, og selskabet indgav sin ansøgning om konkurs.
Retsopgør: Tanzi og revisorer dømt til fængsel
Calisto Tanzi blev anholdt juledag 2003. Han indrømmede senere at have kanaliseret mindst 500 millioner euro af Parmalats penge over i private familievirksomheder, herunder fodboldklubben Parma FC. Den efterfølgende retsesag kulminerede i 2010, hvor Tanzi blev idømt 18 års fængsel for bedrageri og regnskabsmanipulation i forbindelse med den omfattende konkurs. Over 20 andre tidligere direktører samt revisorer fra anerkendte firmaer som Grant Thornton og Deloitte modtog også fængselsstraffe som følge af Parmalat-skandalen. De tusindvis af investorer, der tilsammen mistede 14 milliarder euro, anlagde adskillige gruppesøgsmål. Disse retssager resulterede i delvis erstatning, blandt andet gennem forlig med banker som Credit Suisse og Banca Nazionale del Lavoro, der blev beskyldt for medvirken til at facilitere svindlen.
Parmalats arv: Knust tillid i Italien og nye EU-regler
Parmalats kollaps sendte chokbølger gennem den italienske økonomi. Mere end 5 procent af landets pensionsfonde havde investeret i selskabet, og op mod 100.000 småinvestorer så deres penge og opsparinger forsvinde. Denne højprofil sag og skandale tvang EU til at stramme sine regnskabsregler, hvilket blandt andet resulterede i et direktiv om obligatorisk rotation af revisorer for at forhindre for tætte relationer mellem virksomheder og deres revisionsfirmaer. Trods den voldsomme konkurs overlevede Parmalat-navnet. Virksomheden gennemgik en omfattende restrukturering og blev i 2011 opkøbt af den franske Lactalis-koncern. For mange i Italien stod Parmalat-skandalen dog som et symbol på et knust tillidsforhold til erhvervslivet. Som redningsmanden Enrico Bondi sagde, var Parmalat mere end blot en virksomhed; det var et nationalt ikon. Afsløringen af, at dette imperium hvilede på et fundament af løgne, underminerede mange italieneres tro på systemet. I dag huskes Parmalat-skandalen som en af Europas største regnskabsskandaler og en vedvarende påmindelse om farerne ved manglende kontrol, uhæmmet grådighed og uigennemsigtig virksomhedsledelse.
Kilder:
Vil du læse flere historier om økonomisk kriminalitet og store bedragerisager? Følg KrimiNyt og gå aldrig glip af næste dybdegående afsløring.