.webp&w=3840&q=75)
Düsseldorf 1929-1930: Skræk, blod og sadisme med Kürten
I de mørke gader i Düsseldorf i årene 1929-1930 spredte en bølge af frygt sig. En serie brutale overfald, voldtægter og mord chokerede byen, fik befolkningen til at barrikadere sig bag låste døre, og en desperat jagt på den ukendte gerningsmand gik i gang. Gerningsmanden, en tilsyneladende almindelig mand ved navn Peter Kürten, blev snart berygtet som "Düsseldorf-vampyren" – et øgenavn, der afspejlede hans perverse tilbøjelighed til at drikke ofrenes blod, et træk der grænser til kannibalisme. Hans historie er ikke blot en rystende kriminalsag om en af Tysklands mest berygtede seriemordere, men også et dybdegående psykologisk studie i menneskelig sadisme og de mørkeste afkroge af psyken, med rødder i en dybt traumatisk barndom.
Peter Kürtens barndom i Köln-Mülheim: Fattigdom og mord
Peter Kürten blev født den 26. maj 1883 i Köln-Mülheim som det tredje af tretten børn i en familie præget af ekstrem fattigdom. Hans far var en alkoholiseret og voldelig mand, der regelmæssigt udøvede vold mod både sin kone og børn. Den trange etværelseslejlighed var et mareridt af kaos, incest og seksuelle overgreb. Da Peter var blot ni år gammel, blev faren fængslet for forsøg på voldtægt af sin egen trettenårige datter. Allerede i denne unge alder hævdede Peter Kürten at have myrdet to jævnaldrende ved at drukne dem i Rhinen. Selvom disse påståede tidlige mord aldrig blev bevist, peger de på foruroligende tidlige sadistiske tendenser.
Fra flugt til fængsel: Kürtens brand- og torturfascination
Som teenager flygtede han hjemmefra og påbegyndte en kriminel løbebane præget af tyverier og bedrageri. Hans første fængselsdom i 1899 var begyndelsen på et liv med gentagne perioder i fangeskab i diverse fængsler og institutioner. Under disse ophold udviklede Kürten en sygelig fascination af ensomhed og tortur. Han fortalte senere, hvordan isolationen nærede hans voldelige og seksuelle fantasier. Det var også i fængslet, han udviklede en pervers nydelse ved brandstiftelse, en "hobby", der senere blev et centralt element i hans kriminelle adfærd. Under den senere retssag forklarede han, hvordan synet af flammerne og lyden af skrig gav ham seksuel tilfredsstillelse.
1913 Vendepunkt: Mordet på Kristine Klein og blodritualer
Et afgørende vendepunkt i Peter Kürtens udvikling som seriemorder indtraf i 1913. Under et ophold uden for fængslet myrdede han den unge pige Kristine Klein. Han skar halsen over på hende med en kniv og forsøgte at drikke hendes blod – en handling der foruroligende varslede hans senere "vampyr"-metoder. Dette brutale mord forblev en uopklaret sag i over et årti, mens Kürten afsonede straffe for mindre alvorlige forbrydelser, før den fulde rækkevidde af hans grusomheder blev afsløret.
Kürten i Rhinlandet: Sadisme og mord fra 1929-1930
Mellem februar 1929 og november 1930 blev Rhinlandet og særligt Düsseldorf terroriseret af en række grusomme forbrydelser, der chokerede offentligheden dybt. Den 8. februar 1929 blev den otteårige Rosa Ohliger fundet myrdet i sin seng, offer for 24 knivstik, heraf flere i kønsorganerne. Blot to dage senere blev Rudolph Scheer, tilsyneladende et tilfældigt offer, stukket ned med en saks. Kürtens modus operandi varierede; han anvendte både kniv, hammer og strangulering. Det gennemgående træk var imidlertid den åbenlyse seksuelle sadisme og den tilfredsstillelse, han opnåede gennem ekstrem vold. Femårige Gertrud Hamachers hals blev skåret over så brutalt, at hovedet næsten var adskilt fra kroppen. Retsmedicinske undersøgelser bekræftede senere, at Peter Kürten i mindst tre tilfælde havde forsøgt at drikke sine ofres blod, hvilket cementerede hans uhyggelige øgenavn, Düsseldorf-vampyren, og antydede elementer af kannibalisme.
Jagten på monsteret: Maria Budlies' flugt og arrestation
Politiets jagt på monsteret, der hærgede Düsseldorf, var intens, og frustrationen i offentligheden var enorm. Gennembruddet kom i maj 1930, da en 20-årig kvinde ved navn Maria Budlies mirakuløst undslap et overfald og kunne give en detaljeret beskrivelse af gerningsmanden. Denne beskrivelse førte til identifikation af Peter Kürten, som på dette tidspunkt levede et tilsyneladende normalt dobbeltliv som fabriksarbejder og gift mand. Ironisk nok var det Kürtens egen kone, Auguste Scharf, der endeligt angav ham til politiet. Kürten havde selv opfordret hende til det og arrangeret, at hun skulle modtage dusøren for informationen, angiveligt for at sikre hendes økonomiske fremtid efter hans forventede dom.
Retssagen mod Kürten (1931): Tilregnelig trods uhyrligheder
Da retssagen mod Peter Kürten begyndte den 13. april 1931, blev han placeret i et specialbygget bur i retssalen for at forhindre flugtforsøg. Anklagerne omfattede ni fuldbyrdede mord og syv drabsforsøg. Under afhøringerne fremstod Kürten bemærkelsesværdigt rolig, næsten koldt analytisk, og beskrev sine gerninger med en uhyggelig, nærmest videnskabelig detaljegrad. Over for den anerkendte psykiater Karl Berg forklarede han sin trang til at udøve total magt over liv og død. Forsvaret forsøgte at argumentere for, at Kürten var psykisk syg og utilregnelig, men en række tilkaldte eksperter fastslog, at han var fuldt tilregnelig på gerningstidspunkterne. Hans alvorlige barndomstraumer blev ikke anset som en formildende omstændighed, og efter kun halvanden times votering afsagde juryen sin dom: døden ved guillotine.
Henrettelsen i Köln og Kürtens ønske: En revolution i retssagen
Den 2. juli 1931 klokken 06:00 blev Peter Kürten ført til skafottet i Klingelpütz-fængslet i Köln. Ifølge øjenvidneberetninger var hans sidste, makabre ord til bøddelen en forespørgsel: "Efter hovedet er skåret af, vil jeg så kunne høre lyden af mit eget blod sprøjte fra halsstumpen? Det ville være den ultimative nydelse." Disse ord cementerede billedet af en mand fortæret af pervers sadisme. Kürtens kranium blev senere udstillet på Ripley's Believe It or Not-museum i Wisconsin, USA. De psykiatriske profiler af Kürten, omhyggeligt dokumenteret af Karl Berg i bogen *The Sadist* (udgivet på tysk som *Der Sadist* i 1931 og senere internationalt), revolutionerede kriminologien. Bergs arbejde dannede grundlag for moderne metoder inden for profilering af seriemordere. Sagen om Peter Kürten understregede den potentielle sammenhæng mellem dybe barndomstraumer og udviklingen af en sadistisk personlighed, der kan grænse til psykopati, men den viste også skræmmende tydeligt, hvordan sådanne individer kan leve et skjult og tilsyneladende almindeligt liv midt i samfundet.
Eftermælet: 'M' og Düsseldorf-vampyrens varige aftryk
Filmklassikeren *M – Eine Stadt sucht einen Mörder* fra 1931, instrueret af den legendariske Fritz Lang, hentede direkte inspiration fra Peter Kürtens forbrydelser og den panik, de skabte. Peter Lorres ikoniske portræt af barnemorderen Hans Beckert blev et uforglemmeligt filmisk billede på en mand fanget af sine indre dæmoner og tvangshandlinger. Selv i dag studeres Peter Kürtens hjerne stadig af forskere i et forsøg på at afdække eventuelle neurologiske årsager til hans ekstreme sadisme og voldelige tilbøjeligheder. Fra barndommens rædsler i Köln, den tidlige kriminelle løbebane med tyverier og brandstiftelse, til den rædselsvækkende serie af mord og knivstikkeri i Düsseldorf, og endelig til henrettelsen ved guillotinens klinge, forbliver Peter Kürten, Düsseldorf-vampyren, en skræmmende påmindelse om de mørkeste afkroge af den menneskelige psyke, og hvad der kan ske, når disse instinkter slippes løs uden kontrol. Hans sag er et centralt studieobjekt inden for kriminologi og forståelsen af seriemordere.
Kilder:
Vil du dykke ned i flere sager om seriemordere og den menneskelige psykes mørkeste afkroge? Følg KrimiNyt og gå aldrig glip af næste rystende historie.