Julius og Ethel Rosenberg: Dødsdømte i koldkrigs-ramt USA
Julius og Ethel Rosenberg blev i 1953 dømt og henrettet for spionage, anklaget for at have videregivet hemmeligheder om den amerikanske atombombe til Sovjetunionen under den kolde krigs mest intense periode. Deres retssag fandt sted i et USA præget af intens frygt for kommunistisk infiltration og atomkrig under den kolde krig. Sagen blev et symbol på tidens paranoia og er fortsat en af de mest kontroversielle i landets historie. Tvivl om bevisernes styrke og dommens retfærdighed, særligt vedrørende Ethel Rosenbergs reelle involvering, omgærder stadig sagen. Den politiske atmosfære var giftig. Efter Sovjetunionens overraskende atomprøvesprængning i 1949 intensiverede FBI under J. Edgar Hoover jagten på formodede spioner, overbevist om at sovjetisk succes skyldtes forræderi indefra. Det var i dette klima, at Julius og Ethel Rosenberg, et ungt jødisk par fra New York med kendte kommunistiske sympatier og engagement i Young Communist League og fagforeningsarbejde, blev centrum for en efterforskning rettet mod et formodet spionagenetværk med forbindelser til det tophemmelige Manhattan-projektet.
Atomhemmeligheder: Greenglass' vidneudsagn og Venona-afsløring
Fra 1942 fungerede Julius Rosenberg ifølge anklagerne som en central figur i at rekruttere personer med adgang til teknologisk viden for sovjetisk efterretningstjeneste, angiveligt ved hjælp af metoder som kodede beskeder og genkendelsestegn som en delt Jell-O æske. Hans fokus var ingeniører og teknikere fra virksomheder som General Electric, og blandt hans kontakter var Morton Sobell og William Perl, der arbejdede med radar og jetmotorer. Den mest afgørende brik i anklagen mod parret blev dog Ethels bror, David Greenglass. Som maskinarbejder ved Los Alamos-laboratoriet under anden verdenskrig fik Greenglass adgang til prototyper relateret til atombomben. Han vidnede om, at han i september 1945 overleverede håndskrevne noter og en skitse af bombens implosionslinse til Julius. Ifølge hans vidneudsagn foregik overdragelsen i Rosenbergs lejlighed, hvor Ethel angiveligt maskinskrev noterne på en transportabel skrivemaskine, mens Julius studerede materialet på badeværelset for at undgå aflytning. Senere frigivne KGB-arkiver via Venona-projektet bekræftede Julius Rosenbergs rolle under kodenavnet 'Antenna'. Disse Venona-afsløringer pegede på et netværk på mindst 18 personer, der leverede information om blandt andet jetjagere og radarsystemer. Arkiverne antydede dog også, at Sovjetunionen allerede i 1945 var begyndt at trække sig fra samarbejdet med Julius grundet frygt for FBI-overvågning.
Retssagen: Tvivlsom bevisførelse og Kaufmans dom
Retssagen mod Rosenbergs blev en højspændt affære, hvor anklager Irving Saypol malede et billede af parret som ideologisk motiverede forrædere, hvis loyalitet lå hos verdenskommunismen frem for USA. Et centralt og omstridt bevis var en rekonstrueret version af Greenglasses atomskitse, som retten accepterede trods manglen på originalen, med henvisning til national sikkerhed. Forsvarsadvokaten Emmanuel Bloch forsøgte at så tvivl om David Greenglasses troværdighed. Bloch fremhævede, at Greenglass selv modtog en mildere straf på 15 års fangerkab, mens hans hustru Ruth undgik tiltale – en aftale indgået mod, at han vidnede mod sin søster og svoger. Dette rejste spørgsmål om, hvorvidt vidneudsagnet kunne være påvirket eller endda indeholde elementer af en falsk tilståelse for at opnå personlig fordel. Bloch antydede direkte, at vidneudsagnet om Ethels aktive deltagelse var fabrikeret for at beskytte Ruth. Parrets egen beslutning om at påberåbe sig det Femte Tillæg i forfatningen (der beskytter mod selvinkriminering), når de blev spurgt om deres kommunistiske tilhørsforhold, blev i den ophedede atmosfære, forstærket af mediernes dækning, tolket af juryen og offentligheden som en indirekte tilståelse. Dommer Irving Kaufmans rolle var ligeledes kontroversiel; hans domsafsigelse, hvor han kaldte deres forbrydelse "værre end mord" og koblede den direkte til amerikanske tab i Koreakrigen, blev senere yderligere belastet af afsløringer om, at han havde diskuteret strafudmåling med anklagemyndigheden inden retssagens afslutning.
Henrettelsen 1953: Venona bekræfter Julius, tvivl om Ethel
Den 19. juni 1953 blev Julius Rosenberg og kort efter Ethel Rosenberg henrettet i den elektriske stol i Sing Sing fængslet. Deres henrettelse fandt sted efter, at sidste appeller og anmodninger om benådning, støttet af internationale personligheder som Albert Einstein og Pablo Picasso, var blevet afvist. Henrettelserne udløste globale protester. Årtier senere kastede frigivelsen af dekrypterede sovjetiske telegrammer fra Venona-projektet i 1995 nyt lys over sagen. Disse Venona-afsløringer bekræftede utvetydigt Julius Rosenbergs rolle som involveret i spionage for Sovjetunionen. Samtidig indikerede dokumenterne dog, at Ethel Rosenberg kun spillede en perifer rolle og sandsynligvis ikke var en aktiv agent. Dette styrkede påstandene om, at hendes dom var uretfærdig og måske et resultat af et politisk motiveret forsøg på at presse Julius til at tilstå og udlevere andre. Yderligere dokumentation fra grand jury-høringerne, frigivet i 2008, afslørede, at David Greenglass oprindeligt ikke havde nævnt Ethels involvering i sin første vidneforklaring. Han tilføjede først den belastende detalje om maskinskrivningen kort før retssagen, angiveligt efter pres fra anklager Roy Cohn. Historikere har også sat spørgsmålstegn ved den reelle værdi af den information, Greenglass leverede, givet hans begrænsede tekniske indsigt.
Rosenberg-arven: Sønnernes kamp og Ethels symbolske rolle
Rosenberg-sagen efterlod et dybt arvespor i amerikansk retshistorie. Den satte blandt andet præcedens for brugen af vidtgående konspirationsanklager under Spionage Act og for accepten af tvivlsom bevisførelse under henvisning til national sikkerhed – et aspekt der understregede den intense politiske frygt i tiden. Parrets to sønner, Michael Meeropol og Robert Meeropol, som blev adopteret og tog efternavnet Meeropol, har siden kæmpet for at rense deres forældres navn, især Ethels, men en formel posthum benådning er fortsat udeblevet. Sagen står tilbage som et komplekst og tragisk eksempel på, hvordan frygt, politik og jura kan sammenfiltres i tider med national krise. Mens Julius Rosenbergs skyld i spionage i dag synes veldokumenteret, især efter Venona-afsløringerne, forbliver Ethel Rosenbergs dom og henrettelse et smerteligt symbol på retssystemets potentielle fejlbarlighed. Sagen illustrerer de ødelæggende konsekvenser af den kolde krigs paranoia og den politiske stemning, og den giver fortsat anledning til debat om balancen mellem national sikkerhed og individuelle rettigheder i USA.
Kilder:
Vil du dykke ned i flere gådefulde spionagesager og historiske retssager? Følg KrimiNyt og få de mørkeste historier fra virkeligheden.